Læsetid: 7 min.

Danmark er blevet mere råt

22. november 1997

Den amerikanske jazz-komponist og arrangør Ray Pitts ser tilbage på 35 år i det danske jazz-miljø, hvor han har bevæget sig fra musiker- til komponistrollen - og hvor danskernes forhold til det og de fremmede er blevet mere hysterisk

INTERVIEW
Når Ray Pitts på mandag og tirsdag tager plads foran Radioens Big Band i Copenhagen JazzHouse for at dirigere det i et program med hans egne kompositioner, vil han befinde sig på en gammelkendt plads. Tilbage i 60'erne var han i et år orkestrets anden chefdirigent, og talrige er de gange hvor han har ledet orkestret i opførelser af andres og egen musik.
Han har også været fast leverandør af kompositioner og arrangementer til orkestret, helt tilbage fra dengang da det blev ledet af Ib Glindemann og - for ikke at støde konservative kræfter i Danmarks Radio - blev kaldt Det ny Radiodanseorkester. Først senere vovede man at skifte navn til Radioens Big Band, hvad der jo lugtede lidt mere af jazzmusik.
Dengang, tilbage i 60'erne, var Ray Pitts også som tenorsaxofonist et særdeles velkendt navn i dansk jazz. I dag er det meget anderledes. For unge danske jazzfolk er han ikke meget mere end et navn, om overhovedet det.
Men Ray Pitts er still going strong. Som 65-årig er han stadig i fuld vigør. Blot optræder han ikke længer som udøvende musiker, men bruger hovedparten af sin kreative energi på kompositioner og arrangementer.
Sidst han var på plakaterne, var da han havde skrevet al musikken til balletten DEX, som blev opført i februar 1996 med radio-bigbandet på scenen i Cirkusbygningen i København. En forestilling som fik blandede anmeldelser, men hvis musik blev anset som en triumf for Ray Pitts.
Noget af den musik vil blive spillet mandag-tirsdag, sammen med endnu nyere musik og ældre kompositioner, der findes på den seneste cd med Radioens Big Band som vi anmelder sammen med mandagskoncerten.

Det begyndte i Boston
Ray Pitts har haft mange adresser, i USA og i Danmark. Han blev født (i 1932) og voksede op i Boston under den økonomiske depression i 30'erne:
"Indtil Anden Verdenskrig var min families tilværelse præget af arbejdsløshed, men da USA gik ind i krigen, blev forholdene anderledes, vi købte hus og manglede ikke noget. Jeg spillede klaver som dreng og fik i skoletiden privatundervisning i klarinet og tværfløjte på New England Conservatory of Music. Som 18-årig gik jeg over til altsax, men skiftede til tenor og begyndte desuden at skrive arrangementer til de mange professionelle big bands der fandtes i Boston."
"Fra high school blev jeg indkaldt, i 1950-52. Det var under Korea-krigen, men jeg blev udstationeret i Tyskland og arbejdede som elektronik-mekaniker med luftværnsraketter. Efter tre år som musiker i New York og Boston meldte jeg mig igen til flyvevåbnet i USA og var dér 1955-58."
Efter endnu et år i New York som musiker, flyttede Pitts i 1959 til San Francisco, hvor han i tre år arbejdede som flymekaniker hos United Airlines. I San Francisco traf han den lidt ældre hvide tenorsaxofonist Brew Moore og spillede mange søndagsjobs sammen med ham.
"Brew tog til København i 1961 for at spille i Montmartre, og han foreslog at jeg skulle følge efter. Det gjorde jeg så, jeg så Montmartre og traf i København min senere kone, sangerinden Grethe Kemp, og besluttede at komme tilbage i 1962."

Første danske periode
I efteråret 1962 var Pitts så tilbage i København, hvor han snart fik job i Montmartre, i Max Brüels gruppe, hvor han afløste John Tchicai, som netop var rejst til New York. Gennem Erik Moseholm fik han også engagement i Radiojazzgruppen (som barytonsaxofonist, den eneste plads der var ledig) og begyndte at skrive til den. Han blev også gift med Grethe Kemp:
"Hun var steddatter af Poul Henningsen, og gennem hende kom jeg ind i PH's miljø. Det var et kulturelt meget aktivt miljø, og jeg traf en masse interessante mennesker, men jeg havde svært ved at følge med i det der blev talt om, så jeg satte meget ind på at lære dansk så hurtigt som muligt. Ad den vej fik jeg tidligt meget forståelse for dansk kultur."
"Samtidig fik jeg gennem jobbet i Radiojazzgruppen god adgang til jazzmiljøet; det gav flere arbejdsmuligheder, og jeg begyndte at rejse som solist i provinsen og i Sverige. Dexter Gordon kom til København kort efter mig og satte yderligere gang i det danske jazzliv."
I 1965 turnerede Pitts med George Russells sekstet og lavede to lp'er med den i Tyskland, 1966-67 var han leder af Radiojazzgruppen og senere fulgte et år som leder af Radioens Big Band. Han var også med i den første danske fusionsgruppe:
"Herluf Kamp-Larsen fik lyst til at installere et orgel i Montmartre, og det kom Kenny Drew så til at spille på, Niels-Henning Ørsted anskaffede en el-bas, og trompetisten Allan Botschinsky og jeg var blæsere i Underground Railroad, et navn som refererede til de hemmelig ruter, der i slavetiden skaffede undvegne sorte fra Sydstaterne til Nordstaterne og Canada. Det var i 1968, så navnet passede også til det kulturelle klima på den tid."

Igen i USA
Efter 11 år i Danmark følte Pitts trang til at vende hjem til USA, så i 1973 rejste han tilbage og tog et fireårigt musikstudium på Princeton-universitetet. Han afsluttede det med en bachelorgrad i 1977 og fik derpå arbejde hos grammofonselskabet CBS i New York, i deres afdeling for International Marketing:
"Den gang var det mest sagførere og revisorer, der ledede de store grammofonselskaber, og der var ikke mange musikere. For mig var det en lærerig tid, en slags overbygnings-uddannelse i music business. I 1981 fortsatte jeg som free lance i New York, mest som arrangør, og jeg skrev til mange big bands, også i Tyskland og Belgien."
"I 1984 skulle Miles Davis have Sonnings Musikpris, men Erik Moseholm, der var komiteens kontaktmand, havde svært ved at etablere en forbindelse. Jeg kendte Davis via mit job hos CBS, så det kunne jeg formidle, og jeg prøvede også at få en aftale med Gil Evans om at komme med til København. Det mislykkedes i sidste øjeblik, og Moseholm bad så mig i stedet skrive et stykke til at blive spillet sammen med Palle Mikkelborgs Aura ved priskoncerten. Det blev til Beyond Logic, og Davis kunne medvirke i begge stykker, men foretrak at nøjes med Aura."

Tilbage til Danmark
Men det var ikke kun gennem Davis-projektet Pitts havde bevaret kontakten med Danmark. Under sit lange USA-ophold var han hvert år på ferie i her og medbragte i kufferten fire-fem nye kompositioner som Radioens Big Band overtog. Så da han efter 15 år i USA trængte til luftforandring, var det nærliggende for ham at vende næsen mod Danmark.
Men da han var træt af storbytilværelsen i New York, blev det ikke København, han slog sig ned i ved ankomsten i 1988, men Frederikshavn. Her blev han i to år og ledede bl.a. et kor, men rejste ellers mest rundt i Vendsyssel og underviste på musikskoler.
I 1990 tog han tilbage til Sjælland, hvor han sidst har boet i Nivå og har skiftedes mellem et par års undervisning og et par år med komposition. Han har bl.a. undervist på MGK, musikalsk grundkursus, på Nykøbing Falster Musikskole.
Derimod har han, mærkeligt nok, ingen kontakt med Rytmisk Musikkonservatorium. Et par workshop-kurser, det er alt hvad det er blevet til. Til gengæld har han sin gang på Københavns Universitet hvor han studerer musikvidenskab og, bortset fra specialet, snart har hovedfagseksamen i musik. Specialet skal efter planen handle om en fjern forgænger fra New Orleans, pianisten, orkesterlederen og komponisten Jelly Roll Morton.

Danskere og fremmede
Hvordan oplever Pitts i dag, 35 år efter at han først slog sig ned i Danmark, udviklingen i danskernes forhold til udlændinge?
"Jeg synes nok at danskernes holdning til fremmede, til folk, der er anderledes, har udviklet sig dårligt. Der er så meget snak om danskhed og dansk identitet; det var der ikke dengang, det var ikke så hysterisk. Danmark er blevet mere råt, men måske var jeg mere naiv før."
"Jeg kommer jo fra en nation af indvandrere, så de ting jeg ser her, har jeg allesammen oplevet før. Det er mærkeligt, at danskerne ikke har lært af amerikanernes fejltagelser, men gentager de samme dumheder. At de gider!"
"Selv føler jeg mig ikke fremmed her. Jeg er amerikaner, men føler mig hjemme både i USA og Danmark. Jeg er lige så fortrolig med dansk juleaften den 24. december som med amerikansk Christmas den 25. Lige nu har jeg ingen planer om at flytte tilbage, så jeg bliver her nok lidt endnu."
Men han har ingen planer om at fremtræde som udøvende musiker. Tenorsaxofonen er for længst lagt på hylden, derimod dyrker han privat sin ungdoms instrument, klarinetten - bl.a. har han spillet Niels W. Gades Fantasistykker. Han har ingen kontakt med yngre danske jazzmusikere, men flere af eleverne på Rytmisk Konservatorium har han selv haft som elever, før de kom dér.
Heller ikke de musikere han selv tidligere spillede sammen med herhjemme, har han nogen kontakt med, dertil har de for travlt med at nå deres forskellige jobs.
Men Ray Pitts er her altså stadig, alive and well i Nivå. For dem der har lyst, kan bekendtskabet fornys i Copenhagen JazzHouse på mandag og tirsdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu