Læsetid: 2 min.

Dansk EU-plan skal redde balterne

24. november 1997

Danmark er på vej med udspil, der skal gøre det muligt for alle lande fra Central- og Østeuropa at starte forhandlinger om EU-medlemskab samtidig

bruxelles
Kortene holdes utroligt tæt ind til kroppen i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København. Hverken udenrigsminister Niels Helveg Petersen eller hans embedsmænd vil røbe noget om detaljerne i et dansk udspil som i disse dage afprøves i forskellige EU-lande. Det danske udspil har til formål at sikre, at alle de lande fra Central- og Østeuropa, som hidtil har søgt om EU-medlemskab, skal få mulighed for at indlede forhandlingerne på samme tidspunkt.
I forbindelse med EU's jobtopmøde i Luxembourg i fredags, var det da heller ikke de danske deltagere, men derimod den østrigske udenrigsminister Wolgang Schüssel som overfor østrigske journalister fortalte, at Danmark for øjeblikket er aktiv i EU-samarbejdet med forslag til en model som skal sikre, at alle østlandene kan indlede udvidelsesforhandlinger på samme tidspunkt. Den østrigske udenrigsministers bemærkninger faldt i Luxembourg få dage efter, at Schüssel havde besøgt Niels Helveg Petersen i København.
I følge Schüssel går den danske model ud på, at alle landene fra Central- og Østeuropa principielt kan indlede udvidelsesforhandlinger på samme tidspunkt, men at der efterfølgende vil blive forhandlet med de enkelte lande i forskelligt tempo - afhængig af, hvor langt de enkelte lande er kommet i deres forberedelser til EU-medlemskabet.
Da Europa-Kommissionen i juli fremlagde sine bedømmelser af, hvor langt de forskellige ansøgerlande er i deres forberedelser til EU-medlemskab, lagde Kommissionen op til, at der fra næste år kun skal indledes optagelsesforhandlinger med fem af de 10 lande fra Central- og Østeuropa.
Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland og Slovenien er de østlande som sammen med middelhavsøen Cypern i følge Europa-Kommissionens opfattelse er parate til umiddelbart at indlede forhandlinger om optagelse i EU.
Kommissionens udpegelse af disse lande har ført til en del kritik. Især fra lande som Danmark og Sverige, som mener at også de to øvrige baltiske EU-ansøgerlande, Letland og Litauen, bør få mulighed for at være med ved EU-forhandlingerne fra starten.
De hidtidige drøftelser om den kommende EU-udvidelse har kun vist en forholdsvis begrænset støtte til det danske synspunkt om, at samtlige ansøgerlande bør få mulighed for at indlede optagelsesforhandlinger på samme tidspunkt. Derfor er Danmark nu altså gået i offensiven med en helt ny model, som skal gøre det muligt at tilfredsstille begge EU-lejre.
Hverken Niels Helveg Petersen eller hans embedsmænd ville i Luxembourg fortælle noget om, hvad der er det konkrete indhold i den danske model. Men forelagt udtalelserne fra den østrigske udenrigsminister ville danskerne dog ikke benægte, at der for øjeblikket arbejdes med en dansk model for den kommende EU-udvidelse.
EU-landenes udenrigsministre mødes i dag i Bruxelles og her bliver et af hovedtemaerne EU-udvidelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu