Læsetid: 4 min.

Dansk EU-særpræg trues

26. november 1997

Den mest udbredte børnetegning i hele Unionen forsvinder, hvis det bliver et ja til EU. Skylden bæres af to embedsmænd

Dernede
BRUXELLES - Ministerrådet, Europa-Kommissionen, K4-udvalget, Antiti-gruppen, Mertens-koordinations-gruppen, de politiske direktører. De møder som afholdes mellem ministre og/eller embedsmænd i EU-sammenhæng har mange navne. Ingen af dem særligt sexede. For den brede offentlighed virker møderne formentlig også ens, når de dukker op på tv-billederne fra Bruxelles. Et intet-sigende mødelokale, rundt eller ovalt mødebord, hvor hver plads er udstyret med navneskilt. Her sidder Danmark, Sverige, Tyskland, Kommissionen osv.
De ukomfortable stole udfyldes typisk af ministre og embedsmænd iført diplomatiets grå uniform - habit, skjorte, slips. Der er ikke plads til de store afvigelser, når EU-maskineriet kværner sin tunge gang i rollen som europæisk lovgiver.
Fra medierne kendes næ-sten udelukkende historierne fra de møder, hvor EU-landene bekriger hinanden og hvis der en enkelt gang eller to skulle slippe en morsomhed ud over mikrofonen eller i korridorerne, forbliver den indenfor EU-bygningernes lukkede døre. Med andre ord: EU er ikke særlig sjovt.
Det vil sige - sådan var det frem til den i Danmark så berygtede Maastricht-traktat dukkede op. Da den først trådte i kraft blev der en anelse mere muntert bag Unionens hermetisk lukkede døre. For ikke alene tillod danskerne sig først at følge Holger og konen og stemme nej til traktaten om Unionen. Da de så alligevel godkendte traktaten i anden omgang, var det i mere end en forstand, en Maastricht-traktat i ny indbinding. Juristerne tænker på den ekstra tekst om de danske forbehold. Men når tusindvis af embedsmænd, som jævnligt indkaldes til møder i Bruxelles tænker på Danmark og Maastricht traktaten, så er det en bestemt børnetegning de har i tankerne. Selvfølgelig krydret med det andet klassiske danske diplomatsærpræg - nemlig den danske (og svenske) faste overbevisning om, at en fjällräv er en naturlig del af diplomat-påklædningen - uanset om den i øvrigt består af habit eller spadseredragt.
Den i Bruxelles så berømte danske børnetegning er begået af Thomas Biering samt Mikkel og Tanne Holm.
Børnenes fædre hedder Peter Biering og Klavs A. Holm - a'et står for Arnoldi. Begge har en lang fortid i det diplomatgrå udenrigsministerium på Asiatisk Plads i København og har i øvrigt også begge været udstationerede i Bruxelles. Så de ved, hvordan det er med EU-traktater. Den slags hører hjemme i enhver diplomat-habits inderlomme. Da Maastricht-traktaten var forhandlet på plads, gik de to diplomatfædre i gang med at lave en handy og brugervenlig udgave af traktaten, som passede i netop inderlommen. De fik Jurist- og Økonomforbundets forlag med på ideen - som ellers måtte virke som absolut dødfødt, da traktaten i stride strømme blev udleveret gratis i Danmark.

Ministre med børnebog
Men det skulle vise sig, at fædrene Holm og Biering var ramlet ind i en rigtig sællert. Frem til i dag er deres brugervenlige udgave af Maastricht-traktaten solgt i næsten 10.000 eksemplarer - kun en anelse mindre end bogen om Nyrup. Køberne er naturligvis de professionelle - dem som har behov for at have en EU-traktat ved hånden. Alligevel mente de herrer Biering og Holm, at der var gode grunde til at peppe traktaten lidt op. De bad derfor børnene om lave en EU-tegning, som skulle udgøre bogens omslag. Og hvilket hit.
I det grå EU-miljø har bogen med børnetegningen på omslaget fået de danske EU-forhandleres måbende modparter til at gå i korte komaer. Ustandselig dukkede børnetegnings-bogen op, da de danske forhandlere sad i Bruxelles og fremførte knastørre argumenter om Danmarks ønsker til den nye Amsterdam-traktat. Ved EF-Domstolen i Luxembourg har danske EU-jurister siddet på første række frem for dommer-kollegiet og bladret i noget, som for alle andre end kenderne af bogen måtte virke som en børnebog. Selv danske ministre er under EU-møder set med børnebogen i læseafstand.
I starten var forbløffelsen stor, men i dag er bogen en EU-klassiker. Endda i så høj grad, at da et par danske diplomater i foråret var på besøg hos Jean-Claude Piris - lederen af ministerrådets juridiske tjeneste og manden som strikkede de danske EU-forbehold sammen - hang en anden børnetegning i en skifteramme på væggen.
Piris gjorde de danske diplomater opmærksom på tegningen, som var lavet af hans datter.
"Det er omslaget til min nye bog," bemærkede den franske top-jurist.
"Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad bogen skal indeholde."
Men nøjagtig som med biograffilmen eller teaterstykket, så har også underholdningen i EU en ende. Den kommer, hvis ellers danskerne stemmer ja til Unionen og der ikke er andre EU-lande som hælder grus i EU-maskineriet.
Sker det, træder EU's nye Amsterdam-traktat i kraft. Den har fædrene Biering og Holm også netop lavet i en brugervenlig udgave. Den har det rette inderlomme-format og indeholder udover selve traktat-teksten også et par andre hjælpsomme oplysninger til brug for det professionelle EU-folk. Biering og Holm har eksempelvis optrykt det dokument, som indeholder de ønsker, som Danmark havde til traktat-forhandlingerne inden de gik i gang. Men der er en alvorlig mangel ved bogen.
Børnetegningerne på omslaget er forsvundet. Risikoen er overvældende - de øvrige EU-lande falder måske i fælden og tror, at Danmark igen er begyndt at tage Unionen alvorligt. Omslaget på den nye Amsterdam-traktat er gult med 12 blå stjerner. En symbolik, som kun kan have virkning hos de absolutte EU-eksperter. Efter Amsterdam vil danske diplomater ramle tilbage i det klassiske dilemma for diplomater fra små lande. Nu vil danskerne igen kun få de øvrige EU-landes opmærksom, hvis de siger noget interessant.

*Amsterdam Traktaten. Udgivet ved Peter Biering og Klavs A. Holm. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 156 s. Pris kr. 125,-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu