Kulturministeren fremlægger sin kulturpolitiske målsætning
Dansk identitet er hovedtemaet i regeringens kulturpolitiske redegørelse, som kulturminister Ebbe Lundgaard (R) fremlagde tirsdag eftermiddag. Redegørelsen, der kun er den femte i Kulturministeriets levetid, skal til debat i Folketinget den 13. november.
"Kunst og kultur udfordres af en stadig mere åben verden, og derfor er kulturpolitkken mere fundamental end tidligere", sagde Ebbe Lundgaard, der også mente, at kulturpolitikken måtte være "omdrejningspunktet for alle andre politikker".
Ebbe Lundgaard vil styrke dansk identitet og sprog, blandt andet gennem litteratur, film, teater og de elektroniske medier, for at "skabe styrke til at møde fremmede kulturer". Han har dog ingen mulighed for at styrke den danske identitet i tv, erkendte han. Men med udgangen af 1997 skal de tre public service-kanaler aflægge public-service-regnskab over, om de har opfyldt deres forpligtelser, oplyste ministeren.
Folk fra andre kulturer, der er bosat i Danmark skal have mulighed for at videreudvikle deres egen kultur, lød en videre målsætning. Desuden skal disse styrkes ved at indgå et i kulturelt samspil med danskere, og som et tredje punkt skal de stilles overfor krav om at sætte sig ind i dansk kultur.
Ebbe Lundgaard afviste at hans målsætning var nationalistisk. "Vi skal styrke vores selvforståelse, så vi er i stand til at byde de fremmede kulturer indenfor uden at vende os mod de fremmede", sagde han.
Redegørelsen indeholder ikke markante lovforslag, fordi flere regionale kulturforsøg, som blev igangsat af den tidligere kulturminister, Jytte Hilden, skal være færdige, før lovgivningen kan ændres, forklarede Ebbe Lundgaard.
Den indeholder derimod en række allerede kendte tiltag, såsom nedlæggelse af Kulturfonden og oprettelse af en kulturministeriel udviklingsfond. Statsstøtten til 145 af 400 landets museer skal ligeledes tages op til vurdering.