Læsetid: 4 min.

Dansk rock for de udvalgte

6. november 1997

Dansk Rock 1956-1997 vil gerne være det ultimative opslagsværk om danskrocken, men teksten er for upræcis og udvalget alt for præget af redaktørens personlige smag

NY BOG
Det er gået 12 år, siden Politikens forlag udsendte Fra pigtråd til punk. Leksikon 1956- 1985. Redaktøren hed Jens Jørgen Gjedsted. Dengang et banebrydende værk som det første af sin art og igennem årene et nødvendigt stykke værktøj for enhver, der mere eller mindre seriøst arbejder med det lokale rockstof.
En pressemeddelelse annoncerer en nødvendig opdatering. Det kan man naturligvis give forlaget medhold i. Så med stor interesse kastede jeg mig over Dansk rock 1956-1997.
I forordet oplyser redaktøren - der nu hedder Torben Bille - imidlertid, "at det langt hen ad vejen ville være meningsløst at lave en opdatering" - næ, bogen er "totalt nyskrevet" og "omdefineret"(!). Redaktionen har "foretaget en række musikjournalistiske vurderinger, som adskiller dette leksikon fra forgængeren".
"Der er fældet træer i skoven", som det hedder.
Væsentlighedskriteriet - altså redaktørens væsentligheds opfattelse - har været afgørende for optagelse og omtale på de hellige sider.
I en særlig artikel opregnes de ca. 350 grupper og solister som er fjernet i forhold til 1985-bogen. Halvdelen af navnene fra dengang er "blevet indhentet af fortiden" og "virker forældede". Ganske givet opmuntrende læsning for mange.

Gedigent med småfejl
Bogen fremstår overordnet som et godt, velskrevet, gedigent værk.
I et indledende kapitel forsøger Torben Bille at sætte rockmusikken ind i en samfundsmæssig sammenhæng, og det slipper han ganske godt fra.
I såkaldte faktabokse behandles særlige aspekter ved rockmiljøet som: Spillesteder, radio og festivaler. Desværre trykt på en skingrende "Nettogul" farve. Sikkert et forsøg på at være smart, men det irriterer læseren. Billedudvalget er godt, men mange gengivelser er alt for små, især i bogens indledende kapitel.
Og så er der naturligvis en række småfejl. Det er der i alle opslagsværker på trods af forordets oplysning:
"Der skal ikke herske nogen tvivl om informationernes pålidelighed".
"Statsradiofonien havde kun et program, Program 1," hedder det i en beskrivelse af årene omkring 1960. (s 17). Forkert. Program 2 startede i 1951. I billedteksten til Steppeulvenes koncert i 1967 (s. 26) får vi at vide, at det foregik på Langelinie.
Der er formentlig tale om gruppens Love-in i Kongens Have samme år, fotografen var i hvert fald ikke på Langelinie.
En del af opslagene - især på de ældre navne - er lidt løse og upræcise, eksempelvis om The Defenders. Det hedder om gruppens klassiker 'Mashed Potatos'. "Den indeholdt en ironisk parodi på The Hitmakers". Nej, det gjorde den ikke. Og senere, "en af pigtrådstidens største folkelige successer ebbede endelig ud i 70".
Her siger forgængeren "The Defenders blev opløst i 1968 og forsøgt gendannet i 1970". Det er præcist og korrekt.
Det lyder som flueknepperi. Men i et leksikon må man forlange maksimal eksakthed.
Forgængeren havde komplette diskografier, i den aktuelle er der tale om selektive ditto - til tider meget selektive.

Redaktørens smag
Kernen i min kritik retter sig imidlertid mod udvælgelseskriterierne.
Naturligvis bliver man nødt til at udelade, op- og nedprioritere, alene på baggrund af tilvæksten af nye navne og pladeudgivelser. Men redaktørens personlige smag præ-ger i al for høj grad udvælgelsen.
Antipatier som "Mabel" og Tommy Seebach er ikke fundet værdige til separate opslag (!) hvorimod vi diverteres med mystiske navne som Cactus Circle, Michael Teschl eller Sigurds Kogeplade.
Jeg har en klar fornemmelse af, at det ikke kun skyldes min manglende indsigt i, hvad der rør sig på 90'er-scenen, men at adgangsbilletten for mange nyere, såkaldte kultbands har været såre billig.
Oplysningen i opslaget om Sir Henry & his Butlers: "Tommy Seebach står stadig opført i KTAS-telefonbogen som pianist", fuldender indtrykket og taler for sig selv.
Vægtningen af artiklerne og selektionen i diskografierne bærer i nogen grad præg af samme subjektivitet.
Torben Bille rammer plet i sin beskrivelse af holdningen i DR i 60'erne: "Den licensfinansierede radio indkøbte plader efter et internt subjektivt dannelsesbegreb".
Samme kritik kan ironisk nok anvendes på Billes egen bog. Nu hedder "subjektivt dannelsesbegreb" blot "musikjournalistiske væsentlighedskriterier".
Bogen foregiver at være det ultimative værk om dansk rock. Den vil både skrive dansk rocks historie og fungere som leksikon. Den fungerer kun som et leksikon fra perioden fra ca. 1980. Forlaget burde have sørget for en opdatering af det gamle leksikon og udsendt et egentlig nyt dækkende 1985-1997 (eller rettere 1999).
Og så kunne Torben Bille have brugt sin gode pen til en egentlig bog om dansk rocks historie. Det ville have været mere brugervenligt - men næppe forlagsvenligt.

*Dansk Rock 1956-1997 - musikken, grupperne, solisterne, historien. Hovedred. Torben Bille. 528 s., ill. 299 kr. Politikens forlag. Udkommer i dag

Claus Hagen Petersen er journalist på TV 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu