Denver forever

Den netop afdøde amerikanske sanger og sangskriver John Denver er ikke helt uretfærdigt blevet beskyldt for være temmelig latterlig - men ude i verden går tusindvis af skabs-John Denver-fans rundt og sørger i det skjulte

Byens lys
For et par dage siden tikkede den for mig noget besynderlige besked ind på alverdens aviser: Man havde efter en obduktion fundet ud af, at sangeren John Denver ikke var under indflydelse af alkohol eller stoffer, da han faldt ned med sit privatfly for et par uger siden.
"Nej," tænkte jeg. "Hvad havde de regnet med?" Forestillingen om John Denver som fuld var for mig lige så latterlig, som at forestille sig Dean Martin ædru.
John Denver drak kun iskoldt kildevand fra Rocky Mountains - også selvom der i nyhedstelegrammet stod
noget forblommet sludder om, at han tidligere havde mod-taget flere sprit-domme.
Jeg var indtil offentliggørelsen af denne artikel en af verdens mange skabs-John Denver-fans, og jeg gik derfor hjem til min ulovformelige kone og fortalte, at John Denver skulle renses, og at jeg ville skrive en hyldest til ham på bagsiden af Information. Hun tog sig til hovedet og nævnte noget om at blive skilt. "Jamen," sagde jeg sådan lidt naivt. "Han har da gjort meget for miljøet."
"Nå," sagde min madglade kone sarkastisk. "Har han arrangeret gårdfester med grillmad?"
Jeg gik i gang med at fortælle om de globale farer og John Denvers velgørenhed. "Er du klar over, at USA's befolkning kun er ca. 5 procent af hele verdens, men at de forbruger ca. 50 procent af de samlede naturlige ressourcer?"
Det vidste hun godt, men hun havde svært ved at se, hvorfor John Denver blev en bedre sanger af den grund. Og jeg havde lidt svært ved at argumentere overbevisende for sammenhængen, så jeg prøvede at spille min sidste trumf: "Frank Sinatra holdt meget af John Denver, og han har indspillet fem af hans sange!"
Min kone har fødselsdag samme dag som Sinatra, så ham har hun stor sans for - men af uforklarlige grunde prellede selv dette vægtige argument af på hende.

En tand for kækt
Et eller andet sted i mit baghovede ved jeg selvfølgelig godt hvorfor. Der var noget latterligt ved John Denver. Hans bedstemor-briller, vandrestøvler, strikkede vest og drengede smil var lige en tand for kækt og spejderagtigt for de fleste, og han oplevede bl.a. den tort gennem flere år at være Garry Trudeaus yndlingsoffer i "Doonesbury".
Bedst var det for efterhånden nogen år siden, da det viste sig, at Elvis slet ikke var død. Duke fandt ham. Han var ganske vist blevet halvskaldet, men hans bakkenbarter var intakte, og han havde stadig sit hvide cowboy-sæt hængende i skabet - og mod et substantielt beløb sagde han ja til en comeback-koncert arrangeret af Duke, som blev helt blød om hjertet ved tanken om alle de dejlige dollars, der ville kommende flyvende lige ned i inderlommen.
Koncerten blev arrangeret, billetterne ikke overraskende revet væk, men tre sekunder før Elvis skal ind på scenen til tusindvis af ekstatiske fans, vender han sig om mod Duke og siger, sådan matter of fact: "Har jeg iøvrigt fået fortalt, at jeg for tiden kun synger John Denver-sange?"
Resten er kaos!
Skulle der være nogen, der har læst så langt og alligevel ikke ved, hvem John Denver egentlig er, så kan det kort fortælles, at "Denver" naturligvis er et købenavn. Han blev født Henry John Deutschendorf nytårsaften i 1943 i Roswell, New Mexico (byen med den berømte UFO og det berømte såkaldte "cover-up"). Faren var ansat i den amerikanske hær som flyinstruktør, og i årene efter krigen boede John i Japan, Arizona, Alabama og Texas.
John var som alle soldaterbørn ikke særlig vellidt. Alle vidste, at de ikke blev boende længe - og ingen knyttede sig til dem, men som 12-årig fik han sin første guitar, og den blev hans ven og fortrolige gennem teenage-årene.
Op gennem slutningen af 50'erne spillede John i forskellige country- og folkgrupper, og i 1965 skiftede han navn til Denver. Derefter begyndte karrieren at tage fart. Han skrev flere hits til bl.a. Peter, Paul & Mary i slutningen af 60'erne, og i 1969 udkom hans første soloalbum. I begyndelsen af 70'erne havde John Denver flere hits med sange som "Take med home, country roads" og "Rocky Mountain high" - og i midten af 70'erne var han den mest populære amerikanske popsanger. Hans Greatest Hits-album solgte over 10 millioner eksemplarer.

Regnede ham ikke
På trods af populariteten var John Denver dog ikke én, man regnede med - og fra slutningen af 70'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Hans plader solgte ikke så meget længere - han havde dog indtil sin død en stor, trofast fanskare, der ikke skammede sig over at gå til hans koncerter.
Op gennem 80'erne og 90'erne var Denver kun sjælden gæst på hitlisterne, men duetten med Placido Domingo - "Perhaps love" - er et højdepunkt fra '81, og nyere plader som One World og Stonehaven Sunrise indeholder mange smukke sange. Forrige år udkom et flot dobbelt koncertalbum (The Wildlife Concert) og for en måneds tid siden udkom der i USA et fremragende album med amerikanske tog-sange.
Jo, John Denver var lidt latterlig, og jeg ved godt, at jeg næppe får overbevist nogen om det modsatte - men jeg tror, jeg får det sidste grin. Det vil nok være for blåøjet at tro på "John Denver Jam" med Alex Nyborg Madsen på Kellerdirch, men styrken af sange som "Annie's song", "Sunshine on my shoulders", "Goodbye again", "Like a sad song" og den i baglygtens skær noget uheldige titel "Leaving on a jetplane" vil i sidste ende overleve Denvers blakkede eftermæle. Og han har rent faktisk gjort en masse for miljøet.