Læsetid: 4 min.

Og dermed er han færdig

10. november 1997

AB undsiger narkodømt spiller. Umiddelbart forståeligt - han er et dårligt eksempel for klubbens knægte. Men i virkeligheden handler det om imageprofilering og kolde kroner

HESSELAGERS hjørne
Mandag den 3. november blev der for første gang nogensinde i dansk idræt afsagt livsvarig dom over en sportsmand:
"Og dermed er han færdig i fodboldsammenhænge".
Så kontante var ordene, der klokken lidt i 22.00 strømmede ud af DR-TV's sportsudsendelse. Og kort efter var Nyhedstimen slut, folket zappede over på TV-2 for at se nyhederne - verden skulle videre.
Men ordene blev hængende. Fordi de på den ene side dækkede over en logisk følgeslutning, men på den anden side skurrede, hvis blot man tænkte lidt over hvorfor de blev sagt.
Samme dag var en 23-årige professionel fodboldspiller fra AB blevet idømt to års ubetinget fængsel, for salg af 200 gram heroin og 750 gram hash.
Der er ingen tvivl om hans skyld. Den unge mand havde tilstået alle anklager. Han havde gennem sin advokat sagt undskyld til klubben. Og der var ingen formildende omstændigheder, som dommeren påpegede. Den 23-årige er ikke selv misbruger, men havde solgt stofferne for egen økonomisk vindings skyld. Og han er tilmed tidligere dømt for en lignende forbrydelse.
Kort sagt - ikke en af jordens mest sympatiske skabninger.

Klare ord
AB's træner, Christian Andersen, der havde fulgt de indledende timer af retsmødet, var da heller ikke i tvivl. Efter dommen afsendte han gennem Ritzaus Bureau dette signal:
"Dommen er faldet, og AB tager naturligvis afstand fra en dømt narkosælger, så han (navnet undladt, red.) har ingen chance i AB mere", lød det fra træneren.
Og kort efter fulgte AB's direktør trop og meddelte, at klubben i fremtiden ville forlange af se en straffeattest, inden man skrev kontrakt med spillere. I dagene derpå meldte ledere og trænere fra andre topklubber sig i koret. Spilleren var sandelig også uønsket hos dem.
Narkohandel er ubetinget noget forbandet svineri. Idioter, der sælger narko videre, skal straffes. Hårdt. Basta.
Narkohandel tilhører en kategori af forbrydelser, vi har svært ved at tilgive. Først og fremmest fordi man ikke kan have sympati for motivet. Selv en morder kan have haft sine grunde - men en narkohandler... Han udnytter uskyldige stakler, der ganske vist selv engang har valgt deres tilværelse, men ikke længere er herre over den.

Inderligt overflødige
En narkohandler har ikke noget at gøre i en forening, hvor unge knægte leder efter forbilleder. Sådan tænker og føler vi. Det ville ganske vist være rart, hvis synderen efter endt straf også var tilgivet. Men sådan fungerer det ikke. Det er acceptabelt, at Christian Andersen ikke tilgiver. Holdningen er i orden - men ordene er hykleriske.
Om ét måske halvandet år kommer den fængslede ud. Han vil være fysisk ude af form. Sandsynligheden for, at han skulle troppe op i AB, er lig nul.
Og hvis han gjorde, kunne AB's ledelse blot stille og roligt afvise ham med henvisning til klubbens reglement. Han har jo uafviseligt optrådt til skade for foreningen.
Hvis AB havde valgt den model, ville han have haft en større chance. Ikke i AB, men i andre dele af tilværelsen. Han havde stået på lige fod med andre dømte. Han havde kun været dømt i retten - ikke i folkedomstolen.
Men hvem vil ansætte en mand, der foran op mod en million seere, er blevet stemplet som færdig af en populær repræsentant for nationalsporten. En narkohandler, hvis navn nu for altid har brændt sig fast. Sandsynligvis ingen.
Hverken klub eller træner ønsker vel at hævne sig på ham. De vil ham det vel, trods alt, godt. De synes sikkert inderst inden, at det er forbandet synd for ham. Selv om de ikke tilgiver og forstår, har de alligevel medfølelse.
Når AB og Christian Andersen alligevel går på banen, med hvad deraf følger, er det fordi de har en falsk dagsorden.

Spekulation i ulykke
I finansverdenen bruger valuta-handlerne begrebet verbal intervention, når for eksempel finansministre står frem og fortæller, at landets økonomi er stabil - på trods af faldene kurser. Formålet er at redde hvad reddes kan, inden de 'hysteriske kællinger' sætter alt over styr.
Det er dét ærinde, Christian Andersen primært er ude i.
AB er som alle andre klubber på topplan først og fremmest en forretning. Den dømte udgør en trussel for bundlinjen på AB's årsregnskab. Hvis sponsorerne ikke får et tydeligt signal fra klubben, er de måske væk næste år. Det er det alter, spilleren bliver ofret på.
Skolelæreren Christian Andersen foregiver med andre ord at være moralens vogter - i virkeligheden er han snarere en lydig bydreng for klubbens sekretær.
Hensynet til den enkelte, må vige for hensynet til klubben.
Tilbage er spørgsmålet:
Hvad er værst - At sælge narkotika, angre og tage sin straf. Eller at bruge den offentlige forargelse til at profilere sig selv og sin arbejdsgiver?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her