Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

27. november 1997

Vandmiljøplan er nøglen til finansloven
*Vandmiljøplanen er nøglen i det spegede spil om finansloven, hvor finansminister Mogens Lykketoft (S) senest fredag skal lægge de sidste brikker til en aftale, som sikrer flertal for statens husholdningsbudget næste år.
Lykketoft mente sig efter gårsdagens møder med V, K, SF og CD sikker på, at finde flertal for finansloven.
Sent onsdag aften mødtes han med V og K for at forhandle deres krav om bedre forhold for virksomheder, en indsats mod flaskehalse på arbejdsmarkedet og ventelister på hospitaler.
Jokeren i spillet er Enhedslisten, som forlængst har meldt sig ud af forhandlingerne, fordi regeringen vil stramme rådighedsreglerne for ledige. Alligevel står Enhedslisten centralt, fordi SF kræver en vandmiljøplan for at støtte en afgiftspakke på 800 mio. kr.
Derfor skal miljøminister Svend Auken torsdag forsøge at forene SF og Enhedslistens krav til en vandmiljøplan samt en indsats mod sprøjtemidler.
Leder på forsiden og
artikel side 4

Landsret fængsler plejehjemsassistent
*Den 32-årige plejehjemsassistent, der er sigtet for drab på 22 ældre beboere på et københavnsk plejehjem, skal fortsat være varetægtsfængslet. Det bestemte Østre Landsret i en kendelse onsdag eftermiddag. Kvindens forsvarer fik dermed ikke medhold i sin påstand om løsladelse.
Den sigtedes forsvarer, advokat Thomas Rørdam, vil nu forsøge at få Højesteret til at tage stilling til kravet om løsladelse.

Ritts gen-forslag vedtaget i EU
*Gen-manipulerede afgrøder, der skal vokse i EU's jorder, skal kun have tidsbe-grænsede godkendelser, der skal fornys efter syv år.
Det forslag fik miljøkommissær Ritt Bjerregaard onsdag vedtaget i EU-Kommissionen på trods af indædt modstand fra blandt andre industrikommissær Martin Bangemann og handelskommissær Sir Leon Brittan. I første omgang får hendes sejr dog ikke direkte betydning for forbrugere på indkøb i supermarkedet. Miljøkommissæren har nemlig kun de gen-manipulerede afgrøder - dvs. de uforarbejdede fødevarer - som sit område.
Ritt Bjerregaard fik desuden godkendt en ny beslutningsprocedure, der skal forhindre, at et enkelt medlems-land - stik imod de 14 andre landes vilje - kan gennem-trumfe godkendelsen af et gen-manipuleret produkt. Det var det, der skete, da Frankrig sørgede for, at gen-majsen fra den schweiziske kemigigant, Ciba-Geigy, fik rødderne inden for i EU.

Politiet ser på borg-mester-anmeldelse
*Politiet er juridisk set på jomfruelig jord, når de i disse dage skal tage stilling til, om borgmester Kjeld Rasmussen (S) i Brøndby ved København bryder loven ved at udelukke indvandrere og flygtninge i særlige boligområder.
Borgmester Kjeld Rasmussen er meldt til politiet for at have overtrådt loven om forbud mod forskelsbehandling, efter at han for nylig udtalte, at "siden februar er der ikke kommet en eneste fra de varme lande ind i Brøndby Nord".
Der er kun et fortilfælde, og det studerer politiets jurister nu indgående. I den pågældende sag blev Ishøj Kommune - med borgmester Per Madsen (S) i spidsen - i 1991 dømt for ulovligt at have nægtet udlændinge lejligheder i almennyttige boligområder.

Schweiz opretter center for minerydning
*Den schweiziske regering har sagt ja til, at der oprettes et internationalt center for minerydning i Schweiz.
Centret, der skal indsamle og formidle viden og teknologi om rydning af landminer, skal arbejde tæt sammen med FN.
Driften af centret kommer til at koste omkring 26,8 mio. kr. om året, og nogle af pengene ventes at komme fra de lande, som på forhånd har udtrykt interesse for et sådant center.
Det internationale center får bl.a. til opgave at oprette en informationsbank med viden om minerydning og at uddanne mineryddere.
Schweiz underskriver sammen med omkring 100 andre lande i næste måned på en mine-konference i Ottawa i Canada en international traktat, der forbyder produktion, lagring og brug af landminer, som er rettet mod mennesker.

Kurdiske oprørere dræbt i Tyrkiet
*Tyrkiske sikkerhedsstyrker har dræbt 30 kurdiske separatister under de seneste sammenstød i den sydøstlige del af landet. I sammenstødene, der fandt sted tirsdag og onsdag, dræbte de tyrkiske soldater 26 kurdiske oprørere i den sydøstlige provins Siirt og fire andre i Sirnak provinsen.
Flere end 27.000 mennesker er blevet dræbt under den nu 13 år lange konflikt mellem Tyrkiets væbnede styrker og det Kurdiske Arbejderparti, PKK, hvis medlemmer kæmper for selvstyre i det overvejende kurdiske sydøstlige Tyrkiet.

Tyrkiet dømt til kurder-erstatning
*Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beordrede i går Tyrkiet til at betale henved 335.000 kr. i erstatning til seks fængslede kurdiske politikere for uberettiget fængsling.
Domstolen fandt, at de seks - heriblandt modtageren af Sakharov-menneskeretsprisen i 1995, Leyla Zana - havde været tilbageholdt unødvendigt længe efter at være blevet anholdt i 1994.
"Selv hvis man antog, at anklagerne mod dem omfattede terroristiske trusler, kan retten ikke acceptere, at det var nødvendigt at tilbageholde dem mellem 12 og 14 dage uden at de kunne ty til andre juridiske muligheder," hedder det i Menneskerettighedsdomstolens kendelse.
De seks blev anholdt og varetægtsfængslet af en særlig tyrkisk sikkerhedsdomstol den 16. marts 1994.

Taliban-milits afviser FN-fødevarer
*Den afghanske Taliban-milits nægtede i går en FN-lastbilkolonne med fødevarer adgang til den centrale afghanske Bamiyan-provins, hvor en anden fraktion har magten, oplyste lokale kilder onsdag. Afvisningen skete, fordi Taliban er bange for, at militære rivaler skal få udbytte af FN's forsyninger.
Taliban forlanger, at FN-folkene tager en nordligere og dermed længere rute. FN's koordinator i Afghanistan udtrykte onsdag dyb skuffelse over Talibans holdning.

Danske affaldsbjerge vokser
*Danskernes affaldsmængder vokser og vokser - i 1996 med godt 10 procent. Den samlede affaldsproduktion var 12.912.000 ton - eller mere end to ton pr. dansker.
Stigningen skyldes først og fremmest en øget mængde restprodukter fra kulfyrede kraftværker, fremgår det af Miljøstyrelsens Affaldsstatistik 1996.
Dertil kommer øgede mængder af bygge- og anlægsaffald og stadigt mere haveaffald fra de kommunale indsamlingsordninger.
De voksende affaldsbjerge er et problem, erkender miljøminister Svend Auken (S) i en kommentar, men påpeger dog samtidig, at regeringens overordnede mål for genanvendelse i år 2000 er nået trods de stigende mængder.

Spekulationer om Arafat's helbred
*Fornyede rygter om at den palæstinensiske leder Yasser Arafat skranter, har atter udløst spekulationer om, hvem der skal efterfølge ham som leder. Onsdag afviste palæstinensiske embedsmænd nok en gang, at Arafat lider af Parkinsons syge eller en anden sygdom, selv om hans underlæbe ryster og han ser bleg og træt ud.
Embedsmændene siger, at det er den skrantende fredsproces, den ringe økonomi og de stadig stigende indenrigspolitiske udfordringer, der har lagt et massivt pres på Arafat. Selv afviser han rygterne med irritation og kalder dem "dumme løgne", der spredes af ministerpræsident Netanyahus regering.

Økonomisk hestekur i Grækenland
*I Grækenland lammer økonomiske stramninger - for at nå målene i EU - det økonomiske liv.
80 procent af forretningerne i Athen melder, at omsætningen på det nærmeste er gået i stå. Der lukkes eller indskrænkes ved at fyre personale. De offentligt ansatte lagde først på ugen ud med en 24 timers strejke i protest mod den ny finanslov, som vil koste alle en månedsløn mere i ny skatter. Den betegnes som den skrappeste siden demokratiets genindførelse ovenpå diktaturet.
Ministerpræsident Simitis siger, at han ikke venter, at finansloven bliver modtaget med bifald. Han står dog fast på, at den økonomiske hestekur fortsætter i mindst to år endnu, for at Grækenland kan leve op til kravene i den økonomiske og monetære union.

Ingen penge til havne-tunnel i Århus
*Århus Byråd skal ikke regne med penge fra staten og Århus Amt til en 750 mio. kr. dyr tunnel, som skal bygges i forbindelse med udvidelsen af Århus Havn. Det oplyser amtsborgmester Johannes Flensted Jensen (S) og formanden for Folketingets trafikudvalg, Arne Melchior (CD).
Politikerne i Århus Kommune vedtog dagen inden valget, at der skal bygges en tunnel fra havnen til motorvejen vest for Århus. Tunnellen skal betales af EU, staten, amtet, havnen og Århus Kommune, mener byrådet.
Imidlertid fastholder både stat og amt tidligere afslag på at medvirke til finansieringen og henviser til en aftale om at kommunen selv skal betale for vejene indenfor ringgaderne.

Nye beskyldninger mod Winnie Mandela
*Nye vidneudsagn, der underbygger anklager om, at Sydafrikas Winnie Mandela står bag en række menneskeretsovertrædelser, kom onsdag for dagen i den sydafrikanske Sandheds- og Forsoningskommission.
En ung aktivist forklarede, hvordan han og tre andre i december 1988 blev bortført til Winnie Mandela's hjem i Soweto, og her blev overfaldet af bl.a. hende. Ifølge vidnet var det Winnie Mandela, der tog initiativ til mishandlingen af de fire, og herefter overtog medlemmer af den såkaldte Mandela United
Football Club.
En af de fire bortførte var den dengang 14-årige Stompie Seipei, hvis lig måneden senere blev fundet efterladt i en grøft.

Norge må importere arbejdskraft
*Norge kan få brug for en indvandring på mindst 20.000 mennesker om året fra 1999. Uden en sådan indvandring kan der blive stor mangel på arbejdskraft på flere områder, mener chefen for den norske arbejdsmarkedsstyrelse. Den registrede arbejdsløshed i Norge er i øjeblikket nede på 56.000, svarende til 2,6 procent ledige.

Forbedrede kår for pressefriheden i Kenya
*Den kenyanske regerings beslutning om at godkende oppositionspartiet Safinas deltagelse i valget den 29. december er en indirekte konsekvens af, at pressefriheden har fået det bedre i
Kenya.
Det siger den tidligere chefredaktør på det kenyanske dagblad Daily Nation - Joe Kadhi - der er på besøg i Danmark i disse dage og blandt andet talte ved et Dansk PEN arrangement i går.
Joe Kadhi, der i dag er lektor ved Universitetet i Nairobi og koordinator af den Danida-støttede journalistuddannelse ved USA's Internationale Universitet samme sted, betegner det som "rigtig godt nyt for Kenya", at Safina, der siden 1995 forgæves har forsøgt at blive registreret som politisk parti i Kenya, nu endelig i sidste øjeblik har fået grønt lys til at stille op til præsident- og parlamentsvalget i december.
"De nyligt vedtagne forfatningsændringer og godkendelsen af Safina vil præsident Daniel arap Moi's fjender betegne som en dygtig politikers værk, men man må erkende, at de også er konkrete demokratiske forbedringer. Forbedringer, som Moi aldrig ville være gået med til for fem år siden, og som kun er blevet gennemført, fordi den kenyanske presse i dag i stigende grad udfylder sin rolle som "vagthund," siger Joe Kadhi til Nyhedsbureauet Ritzau.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu