Læsetid: 8 min.

Døgnets nyheder

26. november 1997

R skeptisk over for ny reagensglas-metode
*Den radikale sundhedsordfører, Vibeke Peschardt, finder det skræmmende, at eksperterne bevæger sig længere og længere ud i, hvad hun betegner som et teknologisk ræs for "kunstigt" at fremstille børn. I stedet burde der satses langt mere på at finde årsagerne til, at flere og flere unge par er ufrugtbare, pointerer hun.
Senest har forskere på Herlev Sygehus gennem et halvt år arbejdet på kunstigt at modne æg uden for livmoderen. Formålet er, at kvinder, der skal have en ægtransplantation, kan undgå den nuværende kraftige hormonbehandling. I stedet for at modne æggene inde i kvinden, kan modningen i fremtiden måske finde sted i et laboratorium.

Voldsomt angreb på Winnie Mandela
*En tidligere fortrolig medhjælper rettede tirsdag en voldsom kritik mod Winnie Mandela, som blev betegnet som "sygeligt selvoptaget", og som gav ordre til drab på modstandere.
Xoliswa Falati kom med sine udtalelser under tirsdagens afhøringer i Sydafrikas Sandheds- og Forsoningskommission, som i denne uge undersøger anklager mod Winnie Mandela for bl.a. drab og kidnapning.
Forbrydelser som Mande-las tilhængere - organiseret i den såkaldte Mandela United Football Club - skal have udført.
Sandheds- og Forsoningskommissionen ventes at afslutte høringerne fredag, hvor Winnie Mandela skal give sin version af hændelserne og hendes syn på anklagerne.
Artikel side 5

Israels regering trues indefra
*Den israelske leder, Benjamin Netanyahu, stod tirsdag over for en stigende trussel internt i regeringen på grund af udsigten til, at han vil gå med til at overdrage mere land til palæstinenserne.
"Hvis Netanyahu og kabinettet beslutter sig for yderligere tilbagetrækning, så vil vi handle for at vælte regeringen," sagde Michael Kleiner, der er medlem af Netanyahus alliance med partierne Likud, Gesher og Tsomet.
Ifølge Kleiner har 10 parlamentarikere fra "Fronten for Israels Land" lovet at vælte Netanyahu, hvis der gives ordre til tilbagetrækning.
Udfaldet mod Netanyahu kom efter rapporter om, at Netanyahu vil tilbyde palæstinenserne seks til otte procent af områder på Vestbredden, som i øjeblikket er under israelsk kontrol.

Krak kan koste Japan over 800 mia. kroner
*Den japanske regering meddelte tirsdag, at den overvejer at pumpe op mod 850 mia. kr. ind i landets kriseramte finanssektor, efter at børsmæglerfirmaet Yamaichi Securities mandag gik i betalingsstandsning.
Mens flere tusinde vrede kunder flokkedes omkring Yamaichis kontorer for at kræve deres penge tilbage, bredte chokbølgerne efter krakket sig tirsdag gennem den internationale finansverden.
Yamaichi, der var Japans fjerdestørste børsmægler firma, gav mandag op med en gæld på mindst 170 mia. kr. Krakket er det største i Japans historie.
Leder på bagsiden

Jeltsin: Tjubais bliver
*Den russiske præsident, Boris Jeltsin, gjorde det i går klart, at han ikke vil fyre viceministerpræsident Tjubais, skriver Interfax.
Tjubais har været indvolveret i en bogskandale, hvor han mistænkes for korruption. Sagen har allerede kostet den 42-årige reformpolitiker posten som finansminister. Jeltsin sagde tirsdag om bog-sagen, "at det er ikke ulovligt, men at det derimod er et moralsk-etisk problem".
Samtidig roste Jeltsin Tjubais for det bidrag, han har ydet til den russiske økonomi.

Danskerne skal lægge sig i selen
*Danskerne skal stramme sig an i de næste otte år. Flere skal arbejde og spare op, så den offentlige gæld falder og udlandsgælden kan afvikles, inden stadig færre erhvervsaktive fra år 2005 skal finansiere stadig flere ældre.
Sådan lyder regeringens opskrift i Finansredegørelse 97, som finansminister Mogens Lykketoft (S) fremlagde i går.
Der skal skaffes 225.000 nye jobs på otte år. Heraf oprettes 150.000 i den private sektor, mens det offentlige skaffer 75.000. Den største udfordring er at øge opsparingen og sikre et endnu mere fleksibelt arbejdsmarked, så flere får arbejde uden at sætte gang i en løn-pris spiral.
Nyhedsanalyse
her på siden

Irakisk olie-export på OPEC-dagsorden
*Når OPEC-landene onsdag indleder deres ministermøde i Jakarta ventes det at blive det følsomme spørgsmål om større kvoter, der vil præge dagsordenen.
Tirsdag meddelte Irak, at når sanktionerne mod landet lempes, ønsker Irak at få samme OPEC-kvote, som det havde inden FN indførte sanktioner. Den irakiske melding gør det ikke lettere for OPEC-olieministrene, når de skal drøfte hvor meget oliemarkedet kan bære, uden at priserne falder.
Enhver stigning "bør deles retfærdigt mellem alle medlemmer, specielt blandt dem, der har størst behov. Jeg mener, at Irak i denne forbindelse bør stå forest", siger lederen af den irakiske delegation, Sadoon al-Zubaydi.

Syv dræbt i Algeriet
*Bevæbnede mænd har dræbt syv civile og såret fem i den algeriske provins Medea syd for hovedstaden Algier, , skrev en algerisk avis tirsdag.
Den algierske provins er i den seneste tid blevet gennemtrawlet af hæren på jagt efter fundamentalistiske muslimer.
Under eftersøgningen fredag blev to mistænkte islamister skudt.
Ingen har endnu påtaget sig skylden for angrebet på de civile i Medea , men medier og myndigheder i hovedstaden mistænker "terrorister", hvilket er den almindelige betegnelse i Algeriet for fundamentalistiske muslimer.
Cirka 65.000 mennesker har mistet livet siden 1992, hvor urolighederne brød ud i forbindelse med at Algeriets regering aflyste et valg, som Den Islamiske Frelserfront (FIS) stod til at vinde.

Landbrugstop: Afgifter er hastværk
*Viceformand i De Danske Landboforeninger, Niels Th. Ilsøe, mener, at det er dybt useriøst at lovgive om en afgift på kvælstof på nuværende tidspunkt. Han forstår ikke hastværket, fordi et udvalgsarbejde, som skal belyse konsekvenserne af en afgift på kvælstof, endnu ikke er færdigt.
"Siden foråret har et udvalg i Folketinget arbejdet med at vurdere konsekvenserne af en række forskellige afgiftsmodeller på udledning af kvælstof. Det arbejde er slet ikke færdigt endnu. Alligevel skal der åbenbart indføres en afgift i huj og hast i løbet af de næste par dage," siger Niels Th. Ilsøe. Regeringen forhandlede tirsdag eftermiddag med såvel V og K som SF og Enhedslisten, men fik dog ikke nogen aftale i hus.
Forhandlingerne fortsætter torsdag
Artikel på forsiden

Ansatte i DR truer med konflikt
*Når adventslyset søndag ved midnatstid brænder ud, må DR's lyttere og seere muligvis indstille sig på, at det meste af DR også brænder ud.
Natten mellem søndag og mandag træder konflikten i DR nemlig i kraft, hvis ikke parterne i løbet af weekenden forliges om en ny overenskomst. Tirsdag brød forhandlingerne sammen efter 20 timer og tonen mellem ledelse og Journalistgruppen var ikke ligefrem forsonlig.
Journalistgruppen har forslået DR's ledelse, at man laver en et-årig aftale, hvor den økonomiske ramme for lønnen er den samme som på statens område.

Amsterdam-traktaten kan studeres
*Fra starten af den kommende uge kan alle EU-interesserede se lovforslag L2, der handler om Danmarks ratifikation af Amsterdam-traktaten. Regeringen har besluttet at lægge et særtryk af lovforslaget frem på landets kommunekontorer og biblioteker, så alle får mulighed for at studere det forud for EU-afstemningen den 28. maj næste år.
Har man lyst til at kigge nærmere på selve traktaten, kan man rekvirere en kopi via en bestillingskupon i særtrykket af lovforslaget.

Danmark vil følge job-mødets anbefalinger
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) regner med, at Danmark bliver det første EU-land, der lever op til beslutningen på EU's beskæftigelsestopmøde om at fremrykke aktiveringen af unge og langtidsledige.
Den nuværende danske arbejdsmarkedslovgivning, der alligevel skal revideres i løbet af 1998, skal have indarbejdet de nye EU-målsætninger over for de langtidsledige, sagde statsministeren efter gårsdagens ministermøde.
I dag kan langtidsledige i Danmark komme til at vente 24 måneder, inden de får muligheden for en ny start.
EU-landene har forpligtet sig til at arbejde for at aktivere alle ungdoms- og langtidsledige, inden de har gået arbejdsløse i henholdsvis 6 og 12 måneder.

Thule-fangere får delvis fri proces
*De forflyttede Thule-beboere har fået delvist medhold i deres nye ansøgning om fri proces i retssagen mod den danske stat, oplyser Civilretsdirektoratet.
Direktoratet har godkendt den del af ansøgningen, som drejer sig om tortgodtgørelse til i alt 84 beboere. Kravet er en godtgørelse til hver på en kvart mio., hvilket i alt løber op i 23 mio. kr.
Derimod har Civilretsdirektoratet afslået kravet om fri proces for kravet om mere end 200 mio. kr. Denne del af beboernes påstand drejer sig om tabet af det areal, som de i 1953 blev tvunget væk fra. Fangerne kræver erstatning for tab af fangst og vil have anerkendt deres historiske rettigheder til at drive jagt på det område, som efter anlæggelsen af den amerikanske luftbase blev lukket land for dem.

Aggressivt læserbrev fra rådmand
*Rådmand Hans Schiøtt (V) i Århus har i et læserbrev i Aarhus Stifttidende rettet et usædvanligt personligt og bittert angreb på byens socialdemokratiske borgmester, Flemming Knudsen, som han kalder "den tidligere overlærer Knudsen".
Hans Schiøtt mener, at Socialdemokratiet har indført blokpolitik og savner den tidligere borgmester og nuværende indenrigsminister, Thorkild Simonsen (S), der ifølge Schiøtt stod for "det samarbejdende folkestyre".

Politikere uvidende om Schengen-regler
*DR's Polaroid-redaktion har i forbindelse med denne uges udsendelse været rundt med mikrofonen for at teste politikeres viden om Schengen-samarbejdet. Resultatet er bemærkelsesværdigt.
Af 18 adspurgte Folketingsmedlemmer kunne kun én svare rigtigt på tre centrale spørgsmål om Schengen-samarbejdet. Tre af de adspurgte er endvidere medlemmer af Rets- og Europaudvalget som adskillige gange har behandlet Schengen-spørgsmål.
De tankevækkende kendsgerninger blev bragt i gårsdagens Polaroid på P1 kl. 21.00.

Toldfri EU-kvote for bæredygtige bananer
*Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) finder det særdeles glædeligt, at det nu bliver muligt at købe Max Havelaar-bananer i Danmark.
"Idegrundlaget bag "fair trade"-bananer (retfærdig handel, red.) er jo primært, at bananerne skal produceres på en miljømæssigt forsvarlig måde. Samtidig er det helt afgørende, at planta-gearbejderne sikres rimelige leve- og arbejds- og lønvilkår. Disse principper bør respekteres og vil til enhver tid få min støtte," siger ministeren i en kommentar. Dam Kristensen har netop afleveret et forslag til en ny ordning for bananer i EU til Folketinget. Heri understreger han, at der bør være en særlig toldfri kvote for import af "fair trade"-bananer. Kvoten skal kunne stige i takt med udviklingen i produktion og efterspørgsel.
"Mit foreløbige indtryk er, at et flertal vil kunne bakke op om idéen om at gøre noget særligt for "fair trade"-bananer," siger Dam Kristensen.
EU's såkaldte banan-regime er på grund af sine importbestemmelser løbet ind i store problemer. Verdenshandelsorganisationen WTO har underkendt en række af de begrænsninger, der findes i ordningen, og EU's landbrugsministre skal derfor i nær fremtid drøfte ændringer, så bananordningen respekterer WTO's regler.
Sagen behandles i øjeblikket af EU-Kommissionen.

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu