Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

21. november 1997

Irak-krisen lader til at være løst
*Irak har accepteret, at FN's våbeninspektører fra torsdag betingelsesløst kan genoptage deres arbejde i Irak. Samtidig har Rusland lovet at arbejde aktivt for at få ophævet FN's sanktioner mod Irak.
Dermed synes krisen mellem Irak og FN at være løst og truslen om et amerikansk ledet militært angreb mod irakiske mål afværget.
Gennembruddet i krisen kom, efter at repræsentanter fra de fem stormagter i FN's sikkerhedsråd (Kina, Storbritannien, USA, Frankrig og Rusland) på et krisemøde i Genève enedes om et russisk mæglingsforslag, som det irakiske styre øjensynligt også har accepteret.
Aftalen betyder, at Rusland - på baggrund af Iraks opfyldelse af Sikkerhedsrådets betingelser (om våbeninspektioner, red.) - skal arbejde aktivt for, at FN's sanktioner mod Irak ophæves hurtigt. Det drejer sig særligt om olieembargoen.
Leder på forsiden
og artikel side 6

S og R uenige om højskole-udspil
*Regeringspartierne er uenige om et radikalt udspil til at knytte folkehøjskolerne til arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemerne.
Det radikale Venstre fore-slår i et debatoplæg, at højskoleophold gøres til et aktiveringstilbud for ledige, samt at studerende tager en del af deres uddannelse på højskoler.
Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Anne-Marie Meldgaard, affærdiger ifølge Politiken det radikale forslag . "Højskolerne skal ikke være et arbejdsmarkedspolitisk redskab. Daghøjskoler og AMU-centre er skabt til at tage sig af de arbejdsløse. Højskoler henvender sig mere til dem, som ønsker at udvikle sig personligt", siger Anne-Marie Meldgaard.

Fremtiden uklar for Kommunehospitalet
*Selv om om kommualvalget i Københavns Kommune vendte op og ned på Borgerrepræsentationens holdning til at bevare Kommunehospitalet, er der fortsat stor tvivl om hospitalets fremtid.
Sagen er, at Borgerrepræsentationen ikke bestemmer over Kommunehosputalet. Det gør bestyrelsen i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), og her sidder Københavns Komune kun på syv af 15 pladser. Derfor bliver Københavns Kommunes bestyrelsesmedlemmer nødt til at få enten de to medlemmer fra Frederiksberg eller de seks medlemmer fra staten til at gå imod den gældende beslutning om at nedlægge Kommunehospitalet. Frederiksbergs borgmester John Winther (K) siger imidlertid fra.
"Frederiksberg Hospital skal bevares som et kvalitetshospital, som ikke skal forringes af ekstraudgifter til Kommunehospitalet", siger John Winther. Han lægger op til, at København køber Kommunehospitalet af HS og derefter driver det som et kommunalt geriatrisk center udenfor HS-regi.

Støtte til sociale projekter
*Socialminister Karen Jespersen (S) har netop uddelt 76 mio. kr. til initiativer, der skal støtte arbejdet med mennesker, der lever i samfundets "sociale yderzoner". Pengene kommer fra Storbypuljen, som Folketinget i 1992 reserverede til støtte for de svageste grupper i samfundet.
I alt 82 projekter har fået en bevilling. 46 mio. kr. er gået til nyt projekter, mens 30 mio. kr. er uddelt til projekter, der allerede er i gang, oplyser Socialministeriet.
Karen Jespersen har i år lagt vægt på, at støtten gives til projekter, som kan forventes at blive varige tilbud til hjemløse, prostituerede, sindslidende med sociale vanskeligheder og rodløse, vilde unge.

S udenfor indflydelse i Vejle
*SF's kanonvalg i Vejle Kommune, hvor borgmester Flemming Christensen fortsætter i stolen, betyder igen, at socialdemokraterne er helt uden betydende poster i kommunens stående udvalg. Det skriver nyhedsbureauet Ritzau torsdag.
S er størst i Vejle, men med syv mandater til SF har dette parti kun et mandat færre end socialdemokraterne.
SF-borgmesteren har indgået en aftale med V og K, og disse tre partier sidder på samtlige formandspladser i de stående udvalg.
Artikler side 4

Tilbud om våbenhvile fra terrorgruppe
*Den største militante islamiske gruppe i Egypten, al-Gamaa al-Islamiya, tilbød torsdag regeringen en våbenhvile på visse betingelser.
Den islamiske gruppe tilbyder at indstille sine militære aktioner i en periode, hvis det egyptiske regime standser sin "uretfærdige kampagne" mod al-Gamaa al-Islamiya, løslader fangerne og sørger for at gruppens leder Sheikh Omar Abdel-Rahmans kan vende tilbage til Egypten, hedder det i en erklæring, som blev sendt til internationale medier. Omar Abdel-Rahmans er i øjeblikket fængslet i USA for bombeattentatet mod World Trade Center.

Unge skal holdes til bøgerne
*Danmarks ungdom skal fremover holdes mere til bogen, varsler regeringen som et nyt delmål i fremtidsprojektet "Danmark som Foregangsland".
I den nye pjece med undertitlen, "Uddannelse - omkostninger og resultater", fremhæver regeringen tre områder, hvor folkeskolen, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser skal styrkes, og det samme skal indsatsen for at flere unge fuldfører en uddannelse, der giver erhvervskompetence. De unges almene og faglige færdigheder skal være bedre. og de unge skal være færdige med deres uddannelse i en tidligere alder. Regeringen afholder til februar næste år en konference om det danske uddannelsessystem.

Markant dansk profil i gen-spørgsmål
*Der er lagt op til en markant dansk linje i EU, når der skal diskuteres udsætning af gensplejsede organismer i naturen.
Det konkluderer SF's Jørn Jespersen, efter at Folketinget i går behandlede partiets forslag til en mere demokratisk fremgangsmåde, når EU skal godkende gensplejsede planter. "Der var almindelig, bred enighed om, at vi skal have lavet den udemokratiske EU-procedure om. Vi så jo, hvordan den gensplejsede majs blev godkendt, selv om 14 lande var imod, og kun ét land for", siger Jørn Jespersen.
SF's beslutningsforslag lægger også op til, at der skal anlægges "en samfundsmæssig vurdering" af de gensplejsede planter, hvor fordele skal opvejes mod risici.
Artikel side 5

Landingsbane-sag afsluttet
*Forvarsminister Hans Hækkerup (S) betragter sagen omkring USA's anlæg af en islandingsbane ved Thulebasen som afsluttet.
"Det gør jeg. Men jeg synes at håndteringen af sagen har været uhensigtsmæssig", sagde forsvarsministeren i går.
Tidligt i år indledte amerikanerne anlæggelsen af en landingsbane uden for forsvarsområdet ved Thule i Nordgrønland. Banen blev lagt midt i et af grønlændernes vigtigste fangtsområder , og fangere i området truede direkte med at skyde på de amerikanske soldater.
Til trods for at landingsbanen strider mod forsvarsaftalen af 1951 mellem Danmark og USA, var amerikanerne tilsyneladende i god tro, idet den danske forbindelsesofficer på basen ikke havde modsat sig projektet.

Amerikansk rekord i dødsdomme
*Den amerikanske delstat Texas henrettede natten til torsdag den 43-årige Michael Sharp, der var dømt til døden for i 1982 at have bortført, voldtaget og dræbt en kvinde og hendes datter. Michael Sharp blev henrettet med en indsprøjtning af en dødelig gift ved halv to-tiden dansk tid. Forinden kom han med sine sidste udtalelser over internettet.
"Jeg er sluppet fri. Vi ses", skrev han på nettet i sin meddelelse, som var en stærk erklæring mod dødsstraffen.
Inden han blev henrettet nåede han dog at bede de myrdedes pårørende og Gud om tilgivelse.
Med torsdagens henrettelse nåede Texas op på 35 effektiverede dødsdomme i år og slog dermed sin egen amerikanske rekord i antallet af 1997-henrettelser.
Michael Sharp var samtidig den 142. person, der måtte lade livet efter at være blevet dødsdømt i Texas. Det er også amerikansk rekord.

Støtte til dagblade med lommesmerter
*Folketinget førstebehandlede onsdag statsministerens forslag til "Lov om ændringer af lov om økonomisk bistand til Dagspressens Finansieringsinstitut". Forslaget, som bl.a. vil gøre det muligt for betrængte dagblade at få midlertidig driftsstøtte, fik støtte af regeringspartierne samt K, SF og Enhedslisten. Det viderebehandles i kulturudvalget og bliver formodentlig vedtaget inden nytår.
Der er på finanslovsforslaget for 1998 afsat ekstra 3,8 mio. kr. til finansieringen.

Hutuer angreb fængsel i Rwanda
*Mere end 300 mennesker blev dræbt, da en større bande hutu-oprørere angreb et fængsel for at befri hundreder af deres stammefæller, oplyste den britiske radio-station BBC i går
Radioen citerede myndighederne i Rwanda for at sige, at omkring 1.200 hutuer gik til angreb på fængslet i udkanten af byen Gisenyi ved grænsen til Den Demokratiske Republik Congo.
De fleste af fangerne i fængslet afventer, at deres sager skal for domstolen.
Mange er mistænkt for at have deltaget i folkemordet på omring 800.000 tutsier og moderate hutuer under borgekrigen i Rwanda i 1994.

SF-nej til borgerlige i Ravnsborg
*Ejner Rod (S) fortsætter som borgmester i den fattige Ravnsborg Kommune på Vestlolland. SF's nyvalgte byrådsmedlem Helle Klausen sagde ellers i torsdagens Information, at hun gik efter at blive borgmester med stemmer fra V, K og to lokallister. SF har byrådets 15. og afgørende mandat med syv socialdemokrater på den ene side og syv fra borgerlige og lokallister på den anden.
Under forhandlingerne sent onsdag indtog SF'eren en holdning, der hurtigt gjorde det klart, at hun ikke ville samarbejde med de borgerlige, siger Poul Anton Hansen (V) til Information.
Borgmester Ejner Rod oplyser, at Helle Klausen som tak for hjælpen får en plads i økonomiudvalget og en formandspost i socialudvalget.

Terroralarm afblæst
*Tre 21-årige lærlinge med formentlig store tømmermænd blev i går fremstillet i et grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve dem fængslet for at have kastet molo-
tovcocktails mod den amerikanske ambassade på Østerbro i København onsdag aften. I første omgang blev der slået terroralarm, men det viste sig dog at det ikke var tale om et anslag mod amerikanske interesser. Derimod var de tre unge blevet vrede på ambassadens vagter, der havde bortvist dem, fordi de stod og tissede foran ambassaden i beruset tilstand.
De tre sigtes nu for forsøg på brandstiftelse eller i det mindste hærværk.

Omrokering i den russiske regering
*Præsident Jeltsin fandt i går en form for kompromis-løsning i striden om den kompromitterede Anatolij Tjubajs, der spiller en nøglerolle i Ruslands reformproces. Jeltsin meddelte, at Tju-bajs skal forblive som vice-ministerpræsident, til trods for at han er involveret i en korruptionsskandale. Til gengæld er Tjubajs blevet fyret som finansminister.
Omrokeringen i regeringen har til formål at bringe en alvorlig politisk krise til afslutning. Tjubajs, der er arkitekten bag den russiske reformproces, blev i sidste uge sammen med fire andre fremtrædende medlemmer af regeringen beskyldt for at have modtaget bestikkelse fra en af Ruslands førende banker. I alt fem personer modtog 90.000 dollar hver for at være medforfatter til en bog, der endnu ikke er udgivet om Ruslands privatiseringspolitik. Oppositionen mener, at honorarerne slet og ret er maskeret bestikkelse fra den magtfulde Oneximbank, som har klaret sig godt i privatiseringsfasen, og som ledes af en af Tjubajs venner.
Meddelelsen om udnævnelsen af en ny finansminister kom efter et møde mellem Jeltsin og ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin, som tidligere på ugen blev stillet over for krav fra kommunisterne om, at Tjubajs skulle fjernes helt fra regeringen.
Leder på bagsiden

Redigeret af
Vibeke Sloth Hoelgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu