Læsetid: 12 min.

Drengene fra St. Sjørup

1. november 1997

De er faldet igennem eller er brudt ud af alle de net, der har været spændt ud under dem. Nu er de for 36.000 kroner om måneden sendt til St. Sjørup for at få luftforandring og masser af kropskontakt

It's five minutes past loneliness, and it's a week since dawn," lyder noget af omkvædet i den sang, The Sandmen drøner ud over den tidligere skolegård inde fra et af værelserne. Men det er eftermiddag og adskillige timer siden ensomheden. Lige nu er her ingen Ole Lukøje til at læge sårene med et blidt tryk på øjenlågene. Heller ikke, selv om D.A.D. øjeblikket efter synger "I'm sleeping my day away".
Den, der med fingrene på cd-spilleren dirigerer musikken inde fra værelset, har ikke megen tålmodighed med musikalsk tomgang, og slet ikke med gentagelser. Så snart han har genkendt sangen og fået en stump af omkvædet med, zapper han videre i kataloget over ørehængende 90'er rock.
Undulaterne ovre i den store voliere har ikke mange pip at skulle have sagt lige nu, til gengæld er de som stedets eneste kæledyr jævnligt genstand for drengenes opmærksomhed, når de sidder herude i havestolene med chips og colaer.
I gården mellem de to bygninger i røde sten er der næsten altid læ for den blæst, der står heroppe det meste af året. Bygningerne ligner det, de er. Eller det, de har været. En tolænget kommuneskole med tilhørende bolig til første- læreren.
Opført i 1943 af fremsynede sognerådsfolk, der så, at børn ude i de små landkommuner skulle have lige så gode rammer for at udvikle sig som børn i byskolerne. Det var små tredive år før den kommunalreform, der lagde småkommunerne sammen, og gjorde syvendeklassede skoler som denne i St. Sjørup på det nordlige Djursland til en fejlinvestering. Skolen blev lukket i 1976, og efter en omskiftelig tilværelse, blev de røde, stilrene bygninger i 1995 til socialpædagogisk opholdssted med plads til otte unge mellem 15 og 20 år.
Navnet er stadig St. Sjørup Skole, men ellers er en del forandret.

Der sen middagspause efter en lang diskussion mellem syv-otte unge og nogle voksne om, hvem der skulle klare opvasken og til hvilken pris. Nogle af drengene er på deres egne eller andres værelser, mens et par stykker er blevet nede i køkkenet sammen med Victor. Victor sidder og vifter med et program for en festival i Grenå den kommende week-end.
"Skal du med til Sub-festival i Grenå?", spørger han Kenneth, der sidder overfor ved langbordet i køkkenet, der vender ud mod markerne.
Kenneth nikker med det karseklippede hovede. Jo, hvis de andre skal så ok. Kemal mener, at han da også gerne vil med, hvis de får et ordentligt telt - og hvis der er nogle gode damer derude, naturligvis.
"Skal du osse med derud, bedstefar?", forhører Bashir sig.
Victor siger, at han faktisk bor lige omme bag ved det stadion, hvor festivalen foregår, og han har tænkt sig at dukke op ud på de små timer for lige at checke, at drengene ligger pænt i deres soveposer.
Den vage, men seje skepsis overfor projektet røber, at hverken Kenneth, Kemal eller Bashir er hærdede festival-gængere. Derfor vikler Victor sig ud i en længere redegørelse for musikfestivalens nyere kulturhistorie, som vist har sit omdrejningspunkt i nærheden af Woodstock-festivalen anno 1969.
"Woodstock", Bashir smager på ordet, som var det en indbydende men fremmed frugt, der blev faldbudt af en sympatisk sælger på et ukendt sprog. Victor afbryder sin henførte beretning om dengang, der var festivaler til - er der forresten nogen, der vil med ud til Harald Nyborg og se på et par telte?

Amin, der er kommet ind i køkkenet sammen med Allan, afsporer den videre planlægning af turen til Harald Nyborg ved straks at meddelse Victor, at han kender en god døgnkiosk hvor weekendens omsætning - noget med 25.000 - ligger og venter mandag morgen i cool cash. Da Victor spørger ham, om han ikke synes, det vil være lidt synd for den unge pige, han sikkert vil give en alvorlig forskrækkelse, svarer Amin, at han selvfølgelig lukker sig selv ind, før hun dukker op.
Det er ved at være tid til den ugentlige inspektion af værelserne, der går forud for udbetalingen af lommepenge. Kemal, der flere gange har talt om at ringe til sin far for at aftale det besøg, kommer ikke længere end til snakken. Selv om Kemal ved, at faren også er opsat på at få besøget i stand. Nu gælder det lommepengene, hvor nogle får at føle, at det koster 10 kroner pr. gang at droppe ugeplanens opvasketurnus. Og så er der dem, der får trukket 200 kroner til betale af på en hilsen fra politimesteren. Penge har det med at brænde i lommen. Så kort efter, at værelserne er godkendt med enkelte anmærkninger af Søren, ruller skolens tungtlastede stationcar de fire kilometer til Ørsted, der lokker med døgner, grillbar og bager.
For tiden er der tolv unge på St. Sjørup Skole, ti bor på skolen, og to bor for sig selv i en nærliggende by som led i en udslusning. Ti store drenge er en for mange. Der er kun værelser til de ni, skolen officielt har plads til. Men det er svært at sige nej, når nu presset fra de anbringende myndigheder er konstant. Der er simpelthen mange kunder i butikken, og bare ikke helt så mange til at betjene dem.
Rundt om i kommunerne sidder sagsbehandlerne med unge, der har et akut behov for luftforandring. I de store kommuner har mange af dem indvandrerbaggrund; andengenerations indvandrer-drenge, der været hele turen rundt; opgivet af skole, fritidshjem, hjemme hos'er og socialforvaltningen. Måske også opgivet af forældrene, der ikke ved, ikke vil vide, hvad deres store knægte slår tiden ihjel med nede i centret eller nede på banegården.

Så kommer de på besøg herude i landsby-idyllen sammen med sagsbehandleren og måske deres forældre. Siger man ja til hinanden koster det 36.000 kroner om måneden at bo på St. Sjørup Skole. Om det er dyrt?
"Vi ligger vist nogenlunde på niveau med andre opholdssteder, der henvender sig til samme gruppe unge som os."
Jørn Mortensen er uddannet socialrådgiver og har tidligere været ansat i blandt andet kriminalforsorgen. Da han og familien flyttede ind i den tidligere første-lærerbolig overfor gymnastiksalen for at bygge klasseværelser og en lejlighed på første sal om til elevværelser, vidste han ikke, om der var basis for ideen om et opholdssted rettet mod især unge anden- og tredje-generations indvandrere.
Siden er det blevet til i alt ti medarbejdere.
"Vi er blevet lidt mere forsigtige med, hvem vi tager ind, efter at vi et par gange har bortvist unge, der var for belastede til, at vi kunne hjælpe dem".
Så de er ikke så gamle drengene; mellem femten og sytten for de flestes vedkommende. Den ældste er Walid på sytten. Hvilket er meget passende, for han er ifølge eget udsagn respekteret som den stærkeste af de andre - måske med undtagelse af forstanderen.
Walid, der hellere vil kaldes George, er palæstinenser fra Libanon. Han har flere gange været nede og besøge sin storebror, militssoldaten, og lært soldaterdyder som at skille og samle en kalashnikov, stå vagt og give signal. Vigtigere lige nu er det, at Walid ikke er en af dem, der hele tiden skylder smøger. Tværtimod, Walid låner gerne smøger ud; men afdragene skal falde til tiden, ellers må skyldneren tage konsekvenserne. For en mand er en mand, og har du lavet noget lort, må du tage straffen.
Den holdning vil alle her på stedet skrive under på. Som nu Jack der snart får besøg af en kriminalassistent fra hjemkommunen, og i øvrigt har en sag kørende med det lokale politi om et indbrud. Den slags sker bare. Den slags følger nu engang med, når man først er kommet ind på den bane. Det er ok.
En mand må tage sin straf. En holdning, der måske henter inspiration fra de politi-serier, der kører på videoen oppe i opholdsstuen. Drengenes Hill Street Blues-inspirerede jargon lader ane, at forbillederne - og identiteten - hentes uden for familiens snævre kreds.

Undervisningen bliver ikke til noget her i eftermiddag. Brett og Jack kom ikke hjem fra bifturen i forgårs, og ingen har hørt fra dem siden. Jørn har en formodning om, hvor drengene er, men han er alligevel ikke fri for at ærgre sig over, at han ikke hentede dem, da de ringede ved midnatstid forleden.
"Vi har snart et par bekymrede sagsbehandlere i røret," antager han.
Den tur var egentlig en belønning for, at drengene havde været henne og sige undskyld til en mand, hvis garage, de kom til at bryde ind i for nogle uger siden.
Der bliver set video i opholdsstuen, mens P3 maser sig ud fra et par af værelserne. Hverdagsstemning, intet går alligevel som planlagt. Så var det bedre i fredags, selv om fredag ellers er en stress-dag.
"De, der skal hjem på weekend er oppe at køre, men de, der ikke skal nogen steder, bliver mindet om, hvorfor de er her på St. Sjørup; søndagen, derimod, er en god dag med gensynsglæde og nogen at dele weekendens oplevelser med."
Forstanderen sidder iført stråhat på den hvidmalede bænk omkring det tunge, fyrretræsbord ude i gården. Stråhatten er en fødselsdagsgave fra drengene. To-tre numre for lille, men alligevel mere værdifuld end så mange andre fødselsdagsgaver.
For glæden ved at arbejde med de her knægte, der er faldet igennem - eller brudt ud af - samtlige de net, et udvalg af institutioner har forsøgt at spænde under dem; den glæde kommer ofte, når man allermindst venter det. En åbning, en erkendelse, eller bare en dialog med den sårbare dreng, der for en stund lægger de cool attituder og Stallone-kropssproget. Det er at nå langt i den her branche.
For det er altid bedst at skrue ned for forventningerne til, hvor langt man kan komme med en dreng, der er allergisk overfor alt, hvad han opfatter som pædagog-omklamring. I hvert fald, hvis sjælen i længden skal vinde over den lille kynisme. For skuffelserne kommer gang på gang. Alligevel inkarnerer forstanderen en kombination af resignation og ukuelig optimisme på drengenes vegne; som var han udsat for et Sisyfos-arbejde, hvor det alligevel engang imellem lykkes at rulle stenen over bjergets top.
Et af det steder, hvor stenen ruller ned gang på gang, er den evige opvask-diskussion ved køkkenbordet.

Heidi, pædagog-studerende i 3-måneders praktik, er for tiden eneste kvindelige medarbejder. "Der er for let at slippe uden om de regler, drengene har accepteret, da de startede her," mener hun efter, at endnu en opvask er blevet solgt for 20 kroner, fordi de to, der stod for tur på opvaskelisten, er smuttet. For lidt konsekvens, siger Heidi der er mål for et antydet og på mange måder maskeret begær; der klovnes, drilles, charmeres og udtrykkes mistillid til kvindekønnet i en radius på adskillige meter omkring hende, og den sædvanlige pik-og-kusse snak forstummer. Men det bliver ved antydningerne; kropskontakten med drengene, den står Victor, Kjeld, Søren, Shuan og resten af de mandlige medarbejdere for.
Den kropskontakt, der langt mere end ord udtrykker det ønske om at hjælpe drengene på vej til et liv, hvor de bruger deres energi og deres intellekt på at skabe sig en tilværelse, i stedet for på (selv)destruktiv adfærd. For der er tryk på de drenge; i sidste uge fjernede Søren mønttelefonen i rummet ved siden af vagtstuen. På det tidspunkt havde drengene ringet gratis i et par uger og i øvrigt scoret indholdet af mønter i telefonen ved at lirke vinduet i vagtstuen op og fjerne den ene af to nøgler til telefonens møntrum. Af ikke ganske klarlagte årsager dukkede nøglen op, og Søren satte telefonen tilbage.
"Vi ved kun 10 pct. af, hvad der foregår her på skolen, og hvad drengene laver, når de er hjemme på weekend, ved vi kun noget om, når det dukker op ad andre kanaler".
Søren kradser lidt i det rødlige fuldskæg, mens han sidder og damper af, iført plettede shorts og svedig t-shirt, efter et par livtag over spisebordet med Kemal Kenneth og Amin. Drengene er forsvundet op til zapning ved cd-spilleren.
"Der er jo en grund til, at nogle af drengene er ligeglade med, at der bliver trukket nogle hundrede i deres lommepenge".
Der er måske penge i omløb fra et bræk, fra nogle hælervarer, eller fra den hashhandel, som Søren ved finder sted, selv om hashrygning officielt er bortvisningsgrund. Der skal findes alternativer til den rolle som småpusher og selvbestaltet specialist i døgnkiosk-bræk, der er så let at tage på sig. Der skal være adgang til at identificere sig med andre mandebilleder.

Først skal jeg have tolv børn, og så kan jeg bagefter trække mig tilbage og leve af børnepengene - jeg ved, det kan lade sig gøre, for det har min far da gjort," hævder Bashir med et skævt smil, der antyder, at faderbilledet forlængst er krakeleret.
"I min fars landsby - og det er en landsby, selvom der bor over 3.000 - har de fleste masser af børn, for sådan gør man bare dernede. Man har al sin familie samlet omkring sig; her er familien spredt rundt omkring - jeg har familie i Ishøj og Gjellerup og en halvbror i Horsens eller Vejle. Men måske skal jeg hjem på ferie til sommer og ligge ved stranden," siger Bashir, hvis sagsbehandler, Jørn havde i telefonen hele formiddagen sidste mandag, da Bashir ikke var dukket op i St. Sjørup søndag aften efter en weekend i hjembyen.
Der skulle han angiveligt være løbet ind i både krig og kærlighed - først et vendetta med ærkerivalen og derefter en aftale med en pige, hvilket skulle være årsagen til Bashirs forsinkede tilbagekomst fra de hjemlige slagmarker.

Klokken 16.00 vælter Brett og Jack ind ad døren efter deres to-dages springtur. Med fjerne blikke, vindblæst hår og en sund kulør i ansigtet, styrer de efter forstanderen hen på kontoret til den obligatoriske visitation med vrangen ud af lommerne. Senere fremgår det, at Brett og Jack har været en tur i Nordjylland, og at der ikke er så meget at sige om det. Sådan var det bare.
Væggene i gangen med flisegulvet og de aflange skolegårds-vaskekummer i hvidt porcelæn er malet i rustrøde og okkergule farver. Her står også bordtennisbordet og veltjent tre-personers lædersofa som holdepunkter for trafikken mellem køkkenet nedenunder og tv'et ovenpå. Her bliver de virkelige historier fortalt, og her bliver diskussionen om dine og mine smøger ført til hudløshed. Her opstår venskaber, og her bliver spirer til en anden fremtid lagt. Måske.
Imens består øvelsen i at styre efter den handlingsplan, der for den enkelte beskriver hvilke mål der er med opholdet, udarbejdet sammen med hjemkommunen og den unge. Men ugeplanen hænger nede i køkkenet og tæller mere, for den sætter navne på pligter og rettigheder undervisning, arbejdshold, køkkentjans, fælles idræt. Den sætter hverdagen i system og giver et fælles holdepunkt.
Det er lidt som med kvinder; det er slemt med, men det er værre uden. Men det får man aldrig hverken Allan, Amin, Bashir, Brett, Jack, Kemal, Kenneth, Walid eller nogle af de andre drenge på St. Sjørup Skole til at indrømme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her