'Sling Blade' fortæller bevægende om en outsider i de dybe Sydstater
NY FILM
Dustin Hoffman i Rain Man, Robert De Niro i Stanley og Iris og frem for alt Tom Hanks i Forrest Gump - alle har de spillet den hellige enfoldige. Og Robin Williams spiller stort set ikke andet i disse år. Den retarderede er en yndet helt, måske især fordi det tilbagestående kan gøres ensbetydende med en uskyld, ingen ellers længere synes at tro på.
Så man kan ikke fortænke Billy Bob Thornton i at tænke i den retning, da han planlagde sit store udspil, Sling blade, der både er skrevet og instrueret af Thornton og har ham selv i den altdominerende hovedrolle. Manuskriptet indbragte ham en Oscar.
Ikke at filmen virker som spekulation. Dertil er der for megen indre overbevisning i Thorntons spil som den af livet mishandlede dobbeltmorder, der i den spæde alder af 12 år slog sin mor og dennes elsker ihjel, da han opdagede dem under et samleje. Og dertil er der for megen ægthed i miljøet og indre konsekvens i historien.
En ny chance
Som dreng voksede Karl op uden kærlighed, under usle sociale forhold, behandlet som et umælende dyr. Og da han efter mere end en snes år på en sindssygeanstalt slippes løs, aner han intet om at leve i virkelighedens verden og vil helst tilbage til anstalten igen.
Vi befinder os i Sydstaterne meget langt ud på landet, blandt personer af beskedent kulturelt udsyn og lav social status. Ikke langt fra hvad amerikansk film ofte har kaldt white trash.
Det fine ved Thorntons film er ikke mindst, at den ikke lader sig nøje med de sædvanlige mere eller mindre udleverende portrættter af disse såre jævne sydstatskarakterer, men finder en nuanceret menneskelighed hos dem i situationer, hvor man mindst venter det. Karl er ganske vist blevet grufuldt behandlet som barn, men da han nu får chance nummer to som voksen, møder han en venlighed, der næsten kan kaldes kærlighed.
Fatal løsning
Karl er da også elskeligheden selv, skønt han med sit stive kropssprog, uudgrundelige blik og toneløst hæse stemmeføring ikke er nogen umiddelbar charmør.
Han bliver gode venner med en dreng, som selv kommer fra en voldstruet hjem, hvor moderen har et forhold til en alkoholiseret tyran - en af filmens få usympatiske personer.
Lidt efter lidt lærer Karl at begå sig ude i den virkelighed han aldrig har kendt. Han er udviklingshæmmet, ikke åndssvag, både i stand til at læse og forstå, hvad der foregår omkring ham. Faktisk er han bedre til fleste til at reparere redskaber og maskiner. Og han bliver en erstatningsfar for den ulykkelige dreng, der uden at kunne gribe ind ser sin mor underkuet og mishandlet af elskeren.
Denne tyran står i vejen for alt, hvad Karl har lært at holde af. Og Karl kan kun se en eneste, fatal løsning på dette dilemma.
Sydens venlighed
Sling Blade er i mange henseender en imponerende sikker debut for Billy Bob Thornton, der tidligere har gjort sig bemærket som birolleskuespiller og manuskriptforfatter til den velkomponerede, modne kriminalfilm One False Move, instrueret af Carl Frankel.
I filmen første to trediedele arbejder det sejtrækkende tempo til historiens fordel. Rytmen bestemmes af hovedpersonens dæmrende fornemmelse af nye livsmuligheder og udvidede perspektiver, hvor hverdagsligt beskedne de end kan tage sig ud. Karl står udenfor, men langsomt trækkes han ind i et fællesskab, han aldrig før har oplevet.
Her fornemmes en stærk, elementær fornemmelse for outsiderens vilkår i et samfund uden egentlig socialt sikkerhedsnet. Kun næstekærligheden kan man regne med, og den viser sig da også virksom, uden de store falbelader.
Karl får husly og job, takket være en hjælpsom forstander på det statshospital, han løslades fra (sådanne institutionelle autoritetsfigurer hænges ellers næsten altid ud i film om følsomme misfits). Også herefter støttes han fra uventet hold på elementær, frisindet vis.
Totalbilleder
Filmens problem opstår i sidste trediedel, hvor nogle sidetemaer tværes selvsmagende ud, uden at føje meget til hovedhistorien. Karl har en ny rædselshistorie at fortælle. Og skal igennem en konfrontation med faderen. Det bliver for bredt og for langtrukkent.
En lang række scener fastholdes ganske dristigt i totalbilleder, monotont og insisterende og i fin kontakt med Karls oplevelsesmønster. Thi for ham er alt jo lige nyt og spændende.
Metoden lykkes også på grund af det fremragende spil. Thornton kan skabe tiltalende, afrundede hverdagsmennesker uden et sekund at begå den i amerikansk film velkendte skødesynd: også at gøre dem umiddelbart charmerende.
John Ritter er nærmest ukendelig god som den selvbevidst følsomme bøsse, der trodser de lokale fordomme, og country-sangeren Dwight Yoakam uhyggelig som hverdags-psykopaten, der så gerne vil ligne en hyggelig bægersvinger, men kun spreder dårlige vibrationer omkring sig.
I en grad som får skæbnesvangre følger. Sling Blade er næppe upåvirket af Hans Alfredsons Den enfoldige morder.
Men hvor svenskeren fik himmel og jord til at synge med på sin fabel, holder Billy Bob Thornton sig mere jordnært inden for grænserne af amerikansk films tradition for indfølende humanisme. Hvilket gør Sling Blade til en god, men også noget forudsigelig oplevelse.
*Sling Blade. Instruktion og manuskript: Billy Bob Thornton. Amerikansk (Dagmar og Grand)
