Læsetid: 9 min.

Enker og efterladte

21. november 1997

Fire udsagn om dumheden, sproget og digtningen

TILLÆG (2. SEKTION side 18)
ESSAY

Der er klynken,og der er kritik. Det er to forskellige anliggender. Der er hulken, og der er harme. De er heller ikke synonyme. Bertolt Brecht hævdede engang:

Også harmen over uret
Gør stemmen hæs.

Han kendte til det. Hvis vi skal tro en del litteraturforskere, især kvindelige så vidt jeg ved, så kendte han især til hæsheden hos sine kvindelige bekendte.
Han var god til at digte om harme. Han var også god til at fremkalde hæshed i den anledning.
Det var også ham, der besøgte Hella Wuolijoki i hendes hjem i Finland; han var på flugt for sine landsmænd, men undervejs fandt han jordbærstykkerne, huset ved Svendborgsund, lejligheden i Stockholm, herregården Marlebäck.
Han sagde tak for god behandling: han stjal et af hendes skuespil og udgav det for sit eget. Matti und sein Knecht. Sådan er det kendt i den store verden. Egentlig hed det Iso-Heikkilän isäntä ja hänen renkinsä Kalle, og hvem fanden forstår sådan noget fyrreskovsmumleri?
Fru Wuolijoki mistede ikke modet. Hun blev ikke engang hæs, da hun blev smidt i fængsel af sine landsmænd. Først da hun blev chef for statsradiofonien.
I Marlebäck sad Brecht og kiggede på landkort. Og skrev så:

Højt oppe i Lapland
Ud mod Det Nordlige Ishav
Øjner jeg endnu en lille dør.

Det var gennem den han ville videre ud i verden.

Han havde set rigtigt. Der er en lille dør højt oppe i Lapland. Ud mod Det Nordlige Ishav.
Når der bliver lindet på den, kommer der et samisk digt til verden.
Der er stil, og der er forstillelse.
Fra det ophøjede til det latterlige. Der er aldrig mere end et skridt fra det ene til det andet. Hvor langt er der mon den anden vej?
Stumfilmens stjerner vendte det hvide ud af de skønne øjne, der hverken ejede løgnen eller tog lån i den. De troede, de var utroligt ophøjede. På filmlærredet er afstanden mellem det sublime og det grinagtige mindre end en gangbevægelse; et beskedent ansigtstræk er nok.
Den kunst, der kalder sig moderne, har til gengæld været dybt fascineret af det latterliges ophøjelse. Tag en pissoirkumme og stil spørgsmålet: hvorfor er den ikke lige så ophøjet som Venus fra Milo? Afstanden fra det latterlige til det ophøjede er blevet påvist af dadaismen: en påstand.
Og en aldrig før set åndelig fattigdom blandt læg og lærd.
Så er der selvmedlidenhed.
Og samisk lyrik.

Dumheden er en forklædningskunstner. Den står nær i slægt med Løgnen, og i den familie er de forvandlingskunstnere; som sæbe og belgisk chokolade kan dumheden påtage alle skikkelser, snart kamel, snart væsel, og snart er den ikke til at skelne fra en vejrmølle ved nordnordvestlig vind. Man nødes til at låne en replik: Det synes mig, damen lover for meget.
Dumheden elsker at optræde. At gøre sig til, det er dens væsen. Karneval er dens scene. Den giver gerne partiet som ridderligheden selv i en hamret femtenhundredetalsrustning.
Så tror den sig utilgængelig, usårlig, ser sig selv på den høje hest. Kan dårligt bevæge sig, men bilder sig ind at folk kan forveksle det med standhaftighed.
Den er ingen tinsoldat. Den er stålsat.
Der skal nu ikke meget til, så farer den af harnisk. Det kan være, det er tilstrækkeligt, at man ryster på hovedet. Straks smider den al smedejernet og giver partiet som marokkansk måtteludder, op med kjolesømmen, ud med benene, se! Fri adgang for hvem der vil hvor det skal være når som helst, og sydvestpassaten lige op i æggelederne.
Der er dumhed i panser og plade. Den smækker visiret i, ruller dørgitteret i. Ingen adgang for digtere, hvis de hedder Marakatt eller Svakko eller Magga.
Der er dumhed, der gør døren høj og porten vid, bare vedkommende hedder Doj eller Huuva eller Hotti eller noget i den henretning.
Hvornår dumheden tager det afgørende skridt fra det latterlige til det ophøjede? Det må den selv om.
Den er sprogløs.

Sproget er en mand. Mænd siger: Jo mere du siger jeg skal, jo mere vil jeg ikke. Sådan reagerer sproget også; det bryder sig ikke om, når der bliver herset med det. Modersmålet er en mors dreng.
Digtningen har det samme væsen: Jo mere du siger den skal, jo mere vil den ikke.
Men den gør sig gerne til objekt for kvindelig omtanke. Også det er fælles: mænd og digte lægger deres liv i kvindehænder.
Her er gradsforskel i herlighed. Der er digte, og der er digte. Der er mænd, og der er mænd. Og det er som bekendt ikke guld alt det der glimrer.
Det finske sagnkompleks Kalevala opererer med tre mandsfigurer: sangeren, smeden og elskeren.
Tove Ditlevsen havde uret. Der er tre mænd i verden, disse tre, de to, der gør det, og så ham, der gerne vil, men nøjes med at synge om det. Det forenkler naturligvis problematikken, når den tredje hedder Tove og er hende, der synger om de to andre, håndens arbejdere, så at sige.
I højskolesangbogen er der tre slags sange; det svarer til de tre slags mandfolk: der er salmerne, der er bonde- og arbejdersangene og der er 'Holder du af mig'-sangene. Ellers er det spredt over forskellige sangbøger, sorte, røde og frække.

Mænd og digte. Hvad med sprogene? Jeg kender kun de to, men det er nok min fejl. Elskerens sprog, hvor findes det? jeg her ikke mødt det. Smedens er mit modersmål. Nordboer er håndværkere, søfarende, kræmmere. Vi kan plejle, sejle og krejle. Der står essegnister og mønters klirren ud af ordbogen.
Handle.
Afhandling.
Behandle.
Forhandle.
Mishandle, omhandle, underhandle, det er da ord.
Enhver kan høre, at de har med hånd at gøre. Så fikserede på omsætning, at vi forhandler, både når vi falbyder tandbørster, og når vi sælger fredsløsninger i Bosnien.
Metersystemet er digt og matematik. Før reformen havde vi tomme(ltot) og håndsbred, fod, alen, favn og fjerdingvej. Enhver var en omvandrende målepind. Verden var skabt antropomorf, lige til at inddele efter en selv.
Rummål var knytnævestore, som et barnehoved, eller meget store: oksehoveder til at sælge vin i. Ordet mål er for resten tve-, tre-, mangetydigt: hvor skal du hen, du? hvor høj er du? du er galilæer, dit mål røber dig.
Nøgent og uden omsvøb angiver det endepunktet for en rejse, en færd eller en handlingskæde, destinationen; det står på bare ben og fortæller om længde, bredde, drøjde, dybde, højde, omfang og størrelse af enhver art, det metrificerbare ved ethvert objekt; det siger lige ud hvad det er og udtrykker på den måde selve midlet for kommunikation.
Kort sagt: endemål, alenmal og tungemål.
Det røber sig i sin metaforik. Kønnet afslører sig. Æstetikken træder frem.
Mere end køn og æstetik kommer til syne i sprogets sæt af bruge billedet på; det tegner også det samfund det eksisterer i, sin afstamning. Materialismen er til at skære i. Med kniv og gaffel. For mål er jo også frokost, middag, aftensmad, på engelsk meal uden omsvøb, på svensk (intagande av) måttande mängd föda som en del av dagsbehovet står der i Sture Allen et al.s Svensk ordbok 1990.
Kan I se for jer brødgiveren (lavarden eller lorden) der står og uddeler det reglementerede mål, tre tommer rugbrød, halvanden tomme røget bugflæsk, fire en halv potte tyndt øl, den mættende mængde føde til hver enkelt træl som en del af vedkommendes dagsbehov? Måltidet ind over tændernes gærde, tidemålet lige på tungen, modersmålet på læberne.
Sådan må det være.

Samerne har en anden metaforik. De handler ikke. De synger. Min samegiella er joik, kantelestreng og det menneskelige lem, der laver musikken. Lige som kieli på finsk, keel på estisk. Tungen kort og godt.
De østersøfinske folk er åndemanere, spillemænd og eventyrfortællere. Det er ikke sært at de gamle nordboer tillagde dem trolddommens gave. Tryllekunsteri, det er keine Hexerei, nur Behändigkeit. Der var hånden igen! Men trolddommen bor på tungen.
Samisk lyrik nedstammer i lige linie fra joiken, sangen mellem fjeldsletterne. Nils-Aslak Valkeapää er både joiker og digter.
Tilværelsen ter sig anderledes i et sprogligt univers af musikalsk karakter end i et merkantilt.
Det er et andet menneskesyn end i det sprog, der omdanner mennesket selv til en omvandrende målepind med tomme, fod, alen, favn. Hvordan bliver erotikken i et samfund hvor ordet 'favn' angiver en vis mængde salgstømmer eller en bestemt længde på en roerække?

Kan man spille troldtromme på en tommelstok? Kan en håndvægt bruges til mundharpe? Det er den vanskelighed samisk digtning står med. De samiske lyrikere bærer det med sig fra moderskødet, joiken, sangen, den musikalske metafor. De har samiske erfaringer, men de har ofte kun merkantilsproget til deres rådighed.
Kun løs er al fremmed tale.
Grundtvig må vide det, han kunne tale med fremmede,
Nogle samiske digtere starter med at skrive på svensk eller norsk. Det kan illustrera det faktum att många samer förlorat sitt modersmål i både tal och skrift. Sagde Sonja Nordling og Birgitta Doj-Sporre 1991. Digterne er henvist til fremmede efterladenskaber.
Indtil de på egen hånd (der var den igen!) eller ved gode venners mellemkomst får det stavet ud på samisk. Dobbeltheden rejser et originalitetsproblem der er lige så vanskeligt at tumle som en toårs rentyr. Først på samisk bliver digtet rigtigt. Men da er det oversat og altså ikke rigtigt. Rentakkerne rusker hård i tankens lasso.
Hvor befinder de sig?
Mellem djævelen og det dybe, blå hav; han har gnistrede hvide vampyrtænder og stinker af evighedens uophørlige fordærv, havet gnistrer fyldt af drivis og sovjetisk atomaffald.
Mellem ensomheden i de øde fjelde og menneskemylderet på Karlaplan, mellem vildmark og jungle:

I en kåte på fjeldet
Hvor vinden har bo
(Synnøve Persson)
eller

I byråkratiets urskog
(Gustav Kappfjäll).

Skriver de på samisk, taler de til den tomme luft.
Skriver de på svensk, råber de om kap med tusinder, der har svensk som modersmål. Eller norsk.
"Hvor er I brødre og søstre?" spørger Synnøve Persson. Ja, men det har sine gode sider, svarer Harriet Nordlund og jubler over at "I" har lært hende at skrive; så kan hun liste hele "I's" synderegister op, selv om sætningerne er på et fremmed sprog.
Der er ikke den uret kongerigerne ikke har begået siden Ottar og Harald Hårfager. I navn af udviklingen. Naturligvis.
Digt efter digt rejser anklagen for at nogen er rendt med samernes sprog.
Det er derfor ikke sikkert at et samisk digt er skrevet på samisk. "Mange oppfatter seg likevel som samer på grunnlag av slektskap, yrke og mange andre ting som kan sammenfattes under begrepet samisk identitet." Mente en kender, Ole Henrik Magga, i 1983.
Rauni Magga Lukkari er efterladt i en elvbåd,

Forstår ikke helt
Hvor hjemløse børn
Hører til

kommer det forsagt.
Der, mellem bredderne på elven, foregår kampen om jeg'et. Kristian II's tragiske kamp på Lille Bælt, kampen mellem ville et og ville andet.
Det kan nærme sig menneskeofring. Åsa Kroik modstiller kristendogmatisk teologi og samisktingslig virkelighed. Gud gav sin søn den dobbelte mulighed for at være helt gud og helt menneske; hende, Åsa Kroik, skabte han som halvvejs svensk, halvvejs samisk. Hvad er det mest djævelske?
Også Synnøve Persen og Ingrid Sarri er gået vild i forvirringen. Thi således elskede Gud verden... Ja, det er godt, men hvad er der i kærligheden? Mindernes aske, Sara Päiviö har ikke større forventninger til den end minder og aske.

skärvorna
av en krossad
illusion,

det er hvad Åsa Kroik fandt en gråkold morgen.
De har problemer med definitionerne. En er arkivar og bor i Östhammar. En er skue-spiller i Stockholm, en anden bor der bare. Et par er billedkunstnere.
Sproget er en mand.
Og nu er han død. Digterne er enker efter et afdødt sprog, efterladte uden diamanter, blot aske, blot forvirring.
Der er brokkeri. Der er harme, der har ret.
Hvorfor skal verden være, som den er? Hvorfor er den ikke, som den skal være?
Hvorfor falder sproget ud af munden på os som mælketænder på en syv-årig? Hvorfor er det så let at bilde os ind, at vi er foragtelige?
Hvorfor skal verden blive endnu værre, end den er?
Spørgsmålet er stillet.
Det tilkommer digtet at rejse sproget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her