Læsetid: 6 min.

Ensomheden er overdrevet

28. november 1997

At miste sine nære er et grundvilkår ved alderdommen. Men generelt er ensomhed blandt gamle en medieskabt myte, siger forsker

DE GAMLE LIV
Mange forestiller sig alderdommen som livets deprimerende aften. Noget med at sidde bag støvede gardiner og venter på døden, alene, småsyg og bange. Ind imellem dukker en ukendt hjemmehjælper op med blåt hår og ring i næsen og bakser én ud af sengen eller ned i den igen.
Det lunkne hakkekød med skamkogte grønsager fra ældrecenterets centralkøkken bliver knaldet ind på køkkenbordet i stålbeholder af en fra kommunen, der forsvinder igen uden et ord.
Og plejehjemmene er ikke bedre. Neonlys, linoleumsgulve, hospitalslarm og kraner. Effektive kitler, som aldrig har tid til en snak.
"Jeg kunne godt efterlyse, at proportionerne blev bevaret i debatten om de gamles vilkår," siger seniorforsker Merete Platz fra Socialforskningsinstituttet. Sammen med cand.oecon. Eigil Boll Hansen har hun kortlagt levevilkårene for de 80-100-årige i 75 kommuner gennem interviews med 1.800 personer.
"Den stakkels gamle dame, der bor alene i etagebolig, aldrig kommer udenfor og aldrig får besøg, eksisterer ganske vist, men hun er heldigvis sjælden. Ensomhedsproblemet er blæst op til nogle højder, hvor det slet ikke hører hjemme. Efter medierne at dømme er det ældres største problem, men vore undersøgelse viser tydeligt, at det ikke er sandt." Ifølge Merete Platz er to-tre procent af de gamle ensomme og uden kontakter, for dem kan isolationen være et helvede.

Alene uden ensomhed
Fejlen er, at vi sætter lighedstegn mellem få kontakter og ensomhed. Men nogle har hele livet været meget alene, andre har mistet deres ægtefælle og nærmeste relationer og affundet sig med det. De gider ikke gå til banko i ældrecenteret for selskabets skyld, når de alligevel ikke finder det nærvær og den intimitet, de efterspørger.
Merete Platz og Eigil Boll Hansen har ikke undersøgt, hvor ofte de gamle føler sig ensomme, men spurgt, hvor ofte de er alene, når de helst ville være sammen med andre.
Seks procent af mændene og ti procent af kvinderne siger, at de ofte er uønsket alene. 13 procent af mændene og 19 procent af kvinderne siger, at de af og til er det. 81 procent af mændene og 70 procent af kvinderne siger, at de sjældent eller aldrig er uønsket alene.
Det er helt overvejende aleneboende ældre, der er uønsket alene, og da flere kvinder end mænd bor alene - kvinder lever længst - forklarer det, hvorfor kvinder føler sig mere alene end mænd.

De fleste får besøg
Platz og Boll Hansen refererer i øvrigt til undersøgelser, der viser, at oplevelsen af ensomhed er lige så udbredt blandt 30-40-årige, som den er blandt 80-100-årige.
De to har også undersøgt, hvor ofte gamle er sammen med børn, anden familie eller bekendte. Kontakten med børnene er væsentligst og det viser sig, at hvis ældre har børn, så ser de dem almindeligvis også, de fleste endda ret ofte. Totalt set er 61 procent af de interviewede sammen med deres børn hver uge, som regel når børnene aflægger besøg.
18 procent har ingen børn, og seks procent har ikke set deres børn inden for den seneste måned. Mænd og kvinder har lige megen kontakt med deres børn. Platz og Boll Hansen har lagt alle sociale kontakter sammen og kaldt ældre, der ikke inden for den seneste uge har haft kontakt med familie eller bekendte, for kontaktsvage. 17 procent af undersøgelsens gamle falder inden for denne kategori.
Har forskerne taget højde for, at de gamle kan pynte på sandheden, fordi ensomhed er et tabu? "Niveauet i vores undersøgelse svarer til det niveau, som andre har fundet. Hvis ensomhed er tabu, så skulle præcis lige så mange ældre have pyntet på sandheden i undersøgelser fra for 10 og 20 år siden, fra Danmark og fra Norge. Jeg tror, vores billede er repræsentativt," siger Merete Platz.

Ensomhed er subjektiv
Professor Pia Fromholt fra Center for Gerontopsykologi i Risskov, bekræfter, at ensomhedsfølelse ikke nødvendigvis hænger sammen med, hvor megen kontakt man reelt har.
"Der findes mennesker med masser af kontakt, som føler sig ensomme og forsømte lige så snart, man går ud af døren, som kun kan opleve kontakten, mens den er der, og som bliver kontakthungrende og besværlige for omgivelserne. Modsat er der jo andre, der ikke ser særlig mange mennesker, men som ikke føler sig specielt ensomme," siger hun.
Pia Fromholt forsker i, hvordan gamle mestrer de udfordringer og problemer, de møder, i den forbindelse er livshistorie og erfaringsbaggrund afgørende.
"Det største ensomhedsproblem opstår for dem, der har været vant til altid at have nogle at snakke og diskutere med omkring sig, som mister dem, og som af forskellige grunde ikke har mulighed for at erstatte de mistede kontakter. Man kan ikke forvente, at den ældre ryster tabet af en ægtefælle af sig meget hurtigt, formentlig kommer man jo aldrig helt over det. Det er svært at gå ud og finde nye venner og partnere, når man er ældre. Her må man få øje på de muligheder, der er, for at imødegå problemerne i det sociale netværk og i bomiljøerne," siger professoren.
De nye bofællesskaber for ældre er én mulighed, dem findes der 42 af rundt om i landet. Og 1. juli næste år træder en ny servicelov i kraft, der som noget nyt sikrer fast personale til særlige ældreboliger, som bliver en mellemting mellem eget hjem og plejehjem, og som også har fællesarealer.

Personalemangel
Manglen på fast personale, med deraf følgende tryghed, er et problem i dag.
Som nævnt er det især aleneboende gamle, der savner kontakt. At forebygge ensomhed går derfor ud på i tide at forberede sig på at blive alene og måske flytte til en ældreegnet bolig, der giver mulighed for socialt samvær, inden ægtefællens død forstærker behovet.
Man skulle tro, at plejehjemmet, hvor mange ældre bor dør om dør, hvor der er aktiviteter og hele tiden kan tilkaldes personale, er et værn mod ensomhed. Sådan er det ikke. De 33.000, der bor på plejehjem i Danmark, udgør den absolut svageste del af de ældre såvel fysisk som psykisk.
"Vores undersøgelse viser tydeligt, at det ikke er de andre beboere men personalet, der betyder noget. Det er dén kontakt, der gør forskellen på, om plejehjemsbeboerne trives eller ikke trives," siger Merete Platz.

Hjælpeløshed
Følelsen af isolation hænger sammen med tabet af funktion og selvværd.
"Hvis man mister sit syn, sin hørelse eller førlighed, oplever man den samme type sorg, som når man mister en nær slægtning. Selv om personalet er sødt og rart, kan det aldrig kompensere for sorgen over ikke at kunne selv," siger Anje Holmstad, der er stabs- og funktionsleder på plejehjemmet Hammershøj i Helsingør.
Klientellet på Hammershøj er - som på alle andre plejehjem i dag - meget tungt. I slutningen af 1960'erne kunne to tredjedele af plejehjemsbeboerne gå udendørs ved egen hjælp, i 1990'erne gælder det kun en fjerdedel.
"Alle har brug for at kunne skabe ting, derfor lader vi beboerne være med til at dække bord, reparere deres tøj, bage og skrive bordkort til julefesten, hvis de overhovedet kan," siger Anje Holmstad.
På Hammershøj genemgår praktikanter fra social- og sundhedsassistentuddannelsen følgende anskuelighedsundervisning: De får bind for øjnene og bliver sat i en kørestol med hænderne bundet til armlænene i et stykke tid, de bliver bedt om at børste tænder på hinanden, eller de får ble på og bliver sendt ud på toilettet for at tisse i den.
"Man kan simpelt hen ikke gøre det. Det siger noget om, hvor indgribende og sorgfuldt det er at miste sine funktioner," fastslår Anje Holmstad.
Enhver kan forvisse sig ved selv at prøve.

*Dette er den tredje artikel i en serie om ældres forhold. Tidligere artikler blev bragt den 22. og 25. november. Følg med på indlandssiderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her