Læsetid: 5 min.

Eventyrets og den moderne fabels forvandlingsbilleder

13. november 1997

Horror, romantik og humor fra E.T.A. Hoffmann over Josefine Ottesen til Vita Andersen

BØRNEBØGER
Alle sejl er sat til i den flot lay-outede pragtudgave af E.T.A. Hoffmanns skrækromantiske eventyr Nødde-knækkeren og musekongen, som for nylig er udkommet med den italienske tegner Roberto Innocentis illustrationer og i Poul Einer Hansens smidige og musikalske oversættelse.
Innocenti er en af de store internationale illustratorer og han har over en årrække - og med en næsten manisk pertentlig perfektionisme udarbejdet godt en snes store detaljemættede billedta-bleauer, som kongenialt fanger de brudflader mellem spidsborgerlig idyl og skræk-romantisk horror, som er selve krumtappen i Hoffmanns fermt iscenesatte eventyr.
Eventyret, som også har inspireret en H.C. Andersen, udkom i 1816 og handler om det for de voksne skjulte dra-ma, der udløses, da medicalråd Stahlbaums to børn af deres mystiske gudfar, den fingersnilde ur- og legetøjsmager hr. Drosselmeier, på selve juleaften får foræret en på overfladen ret uanselig nøddeknækkermand, som pigen Marie straks kaster sin kær-lighed på.
Nøddeknækkeren viser sig at være nøglefiguren i en fi-nurligt udtænkt sidehistorie - indflettet som i et kinesisk æskesystem - om den smukke prinsesse Pirlipat, som forvandles til en hæslig vanskabning af den onde muse-dronning fru Muserinke, som med sin store familie har ædt det flæsk kongen skulle have i sine højt elskede pølser. Nødden Krakatjuk må tilvejebringes for at løse prinsessens forbandelse - og den skal knækkes af en ungersvend, der så vil blive gift med prinsessen. Men fru Muserinke har en trumf ekstra i ærmet, så ungersvenden (en vis hr. Drosselmeier) selv får forhekset sit ydre. Hans misdannelse kan kun ophæves, hvis han slår musekongen med de syv hoveder ihjel. Det er den kamp Maries nøddeknækkermand står for at udkæmpe. I en fantasiverden der både spejler og unddrager sig den voksen rationelle biedermeierverden.
Nøddeknækkeren og musekongen fungerer med sin levendegjorte legetøjsverden og sin indforståede detalje-ciselerede fortællestil som et over-dådigt gyserromantisk kammerspil, der i sin dyrkelse af den dæmoniserede fantasi sætter borgerskabets børneopdragelsesidealer i starten af 1800-tallet i relief. Fortrinligt sekunderet af Innocentis suggestive billeder, som i deres bruntonede og næsten fotografiske stoflighed fastholder en sært stiliseret naturalisme, hvor uhyggen kryber ind over den voksagtigt stivnede borgerskabshygge.

Blomsterfeen Roselil
Danske Josefine Ottesen bevæger sig i det tredje og sidste bind om blomsterfeen Roselil, Roselil og den lille drage, i en helt anden boldgade inden for den romantiske eventyrgenre. Ottesen har så at sige genoptaget den jugend-inspirerede billedbogsstil, som svenskeren Elsa Beskow slog igennem med på det internationale marked i starten af det tyvende århundrede.
Ottesen fører sin læser ind i et univers befolket med feer, alfer, mosekoner og lygtemænd i en verden, hvor gode og onde kræfter kæmper om overtaget. Blomsterfeen Ro-selil fungerer i bøgerne som en diplomatisk mediator mellem de væsensforskellige arters sammenstødende interesser i Sommerlandet.
I tredje bind er anstødsstenen en ildsprudende drage, som på flugt fra Mørkebjergene har belejret den plads, hvor den årlige Sol- og Månefest afholdes. Dragen viser sig ikke at være det truende uhyre, som rygtet taler om men en lille drage, der blot har brug for at nogen holder af den. Spundet ind i en handling med en forsvunden dragering, der forløser såvel de fortroldede dragers som de golde Mørkebjerges iboende skønhed, puster Ottesen med fin og alfelet ynde liv i nogle figurer, som med humor og poetisk fantasi falder smukt på plads i det smidigt gestaltede eventyrunivers.

Coco
Vita Andersen viste allerede med sin første billedbog Petruskas laksko (1989), at hun også som børnebogsforfatter har et skarpt blik for indefra at sætte sprog på de spil og rollelege børn har kørende både med sig selv og med andre. Denne indlevede evne til at få børns behov for integritet i samspillet med de voksne til at stå frem i et både humoristisk og smertefyldt lys er også synlig i hendes anden billedbog Coco, der har dyr som agerende personer.
Anslaget er en præcist turneret morgenscene hos katten Cocos familie. Coco er i gang med at lave syltetøjs-prøven, som går ud på at et stykke syltetøjsbelagt fransk-brød bliver vippet ud over bordkanten. Lander det med syltetøjssiden opad, bliver det en god dag.
Den morgen er syltetøjsmaden landet på den stol, hvor lillesøster Kiki lige har sat sig iført balletskørt for at arbejde videre med en ønskeseddel, som hun mener nogen har hugget. Et øjeblik efter sidder der et par skarpe kløer i Cocos hale. Og så er fanden lige på nippet til at slippe løs i Laksegade.
Forældrene forsøger at gyde olie på de oprørte vande. Kiki tuder sig fra at få skænd, mens det tænksomme hankønsvæsen Coco (som både er en tryghedssøgende hyggekat og en strid territoriestrintende gavtyv) ikke rigtig tror på den undskyldning søsteren tvinges til at fremmumle. Han har fået nok og vælger at gå hjemmefra med håbet om at de andre så rigtig vil savne ham.
Som en anden Palle-alene-i verden vader Coco så rundt for at finde en person der kan lave ham en undskyldnings-afsløringsmaskine, så han kan få sat søsteren på plads. Det leder frem til mødet med den despotiske fabriksejer hr. Rotte, som lover at lave en sådan maskine, hvis Coco til gengæld vil lægge krop til en ny type chokoladekatte han gerne vil sætte i produktion.
Sammen med en række andre hjemløse dyr, der alle har dybe sår i sjælen, bliver Coco sat til at trælle for den hjerteløse rottekapitalist, som i sin uhæmmede jagt på profit spiser de ansatte af med kummerlige arbejdsforhold og sveden mad. Coco beslutter sig for at befri dyrene og efter en del forviklinger lykkes det til sidst i den karnevalistiske afslutningsscene, hvor alle dyrene med pålimede tryllefjer er linet op på et plankeværk, mens Coco med hjælp fra den nu igen ildsprudende drage Muratti brænder pengesedler af for øjnene af den hjerteslagne hr. Rotte. Herefter mangler der kun, at Coco kan genforenes med sin familie i noget der ligner en lidt for brat mavelanding for at få lukket historien.

Balance på knivsæg
Med udgangspunkt i en komisk parodi på den i forne tider klichefyldte symbolbrug af rotten som den lede kapitalist lykkes det faktisk Vita Andersen i en højst personlig blanding af barsk realisme og sørgmunter situationskomik at få denne moderne fabel til at balancere på en vanskelig knivsæg, hvor den underfundige replikføring og sprogtone sikrer at uhyggen, som ofte ligger underspillet i scenerne, holdes i ave - og faktisk helt er fortrængt i medspilleren Hans-Henrik Hansens farvemættede illustrationer.

*E. T. A. Hoffmann: Nødde-knækkeren og musekongen. På dansk ved Poul Einer Hansen. Ill. af Roberto Innocenti, 136 s., kr. 250,- Høst & Søn.
*Josefine Ottesen: Roselil og den lille drage. Ill. af Mai-Britt Schultz. 104 s., kr. 150,- mallings/Carlsen.
*Vita Andersen: Coco. Ill. af Hans-Henrik Hansen. 95 s., kr. 148,- Aschehoug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu