Læsetid: 4 min.

Familien, de appetitlige og de udstødte

26. november 1997

Den familiære tone hæmmer arbejdet med de udstødte, sagde antropologen Anne Knudsen til 600 socialarbejdere, der ikke gad høre på fem hjemløse

Jeg møder min gamle kioskmand. Indtil for et års tid siden havde han kiosken ude på hjørnet sammen med sin storebror. Men de arbejdede begge med børn og unge ved siden af kiosken, der gennem flere år gav et fløjtende underskud, som de stadig trækkes med, og nu er han her i Odense på Socialministeriets konference om socialt udstødte og truede grupper, fordi han er leder af en fritidsklub på Nørrebro.
"Vi beholdt mest butikken, for at min lillebror skulle have noget at lave," fortalte han.
Lillebroderen går nu på seminariet, den ældste bror lever som foredragsholder efter at have ledet en klub i Avedøre - og den mellemste bror står altså her og spørger til børnene og konen. Og er vel et eksempel på en konkret erfaring med at klare sig og tage hånd om andre både professionelt og i det, der her på konferencen hedder sociale netværk.
De konkrete erfaringer har absolut været til stede under de to dages 'sociale bundmøde', som en af deltagerne vittigt foreslog at kalde det.
Men et møde for samfundets bund har det nu ikke været. Kun 20 ud af 600 deltagere har været brugere af de projekter og institutioner og forvaltninger, som de resterende 580 tilstedeværende arbejder for, på og i. Der var således en hel del branche-møde over foretagendet, og det prægede tonen og tiltale-formen i de fleste af vidt forskellige emner, der stod på programmet.

Familien Danmark
Antropologen og journalisten Anne Knudsen talte f.eks. om det Danmark, hvor familien ifølge alle undersøgelser er i højsædet - selvom ingen arbejder så meget som småbørnsfamilierne...
Men denne 'familiarisering' betyder, at der er en jovial omgangstone helt ind i de meste professionelle forhold - f.eks. mellem en social klient og en sagsbehandler: "Nå, hvordan har du det så, Bente?" og "Skal vi sige, det er en aftale?"
Men lige præcis i forhold til de udstødte og truede grupper advarede Anne Knudsen mod, at sagsbehandlerne foregiver en nærhed, som ikke er reel.
"Det er først og fremmest mænd, der ikke kan tåle at være sociale klienter. De er ramt på forsørgertrangen, og et af de fælles træk ved de udstødte mænd er, at de ikke kan eller vil tale om deres følelser. Men som det er nu, er uddannelsen til social klient én uendelig række af samtaler om det, klienten ikke ønsker at tale om," sagde Anne Knudsen.
Og så gør den sociale klient sig umulig, lukker helt af, og systemet og sagsbehandleren bliver en hovedfjende i den subkultur, der er meget svær at komme ind i på livet af - og ud af igen.
"Hvis man skal gøre noget for de udstødte, så drop familiariseringen, lad være med at lyve, lad være med at forlange følelser af dem," sagde Anne Knudsen. Hun talte også for
et "begynder-arbejdsmarked", hvor det er vigtigere med en ordentlig løn, der afstiver forsørger-trangen end et 'spændende job'.
"Men hovednøglen, tror jeg, er at give de udstødte mulighed for at gøre noget, hvor de hjælper andre. Det er den mest effektive måde at give selvværd," sagde Anne Knudsen.

Ingen lyttere
I sin velkomst sagde socialminister Karen Jespersen, at mødet var en mulighed for dialog mellem socialarbejdere og brugere, men den eneste ud af konferencens 27 oplæg, der kom fra brugerne, måtte aflyses. Fem repræsentanter fra Københavns Hjemløse Radio skulle have fortalt om deres erfaringer i opstarten af radioen, der begyndte at sende for et lille år siden.
Men deres oplæg kunne ikke samle ti tilhørere, og så blev det aflyst. Og hvis ikke I gider høre på brugerne, hvad skal man så med sådan en konference, spurgte radiofolkene.
"Man kan sige, at der er et paradoks, men så heller ikke mere," sagde Hanne Kathrine Krogstrup, Aalborg Universitet, der netop på konference talte om dialogen med de udstødte.
Hun syntes ikke, der var noget underligt i den lave tilmelding til de hjemløses oplæg. Det handler om faglighed:
"Når pressen spørger om sådan noget, spørger jeg tilbage: Hvis journalisterne var på en konference om deres eget medie, hvem ville de så helst høre på: Forskeren, der har lavet en undersøgelse af deres medie, eller mig, den almindelige lytter, som de alligevel møder nede i Brugsen hver dag?"
Ingen af de hjemløse i salen tog til genmæle, men ude i foyeren hang en hilsen fra Birgit Christiansen, en beboer på nødherberget på Sundholm:
"Nu er vi her igen / os pæne, velmenende, appetitlige, socialt bevidste / Vi ved bedst, vi ved, hvad der er godt for 'de andre' /de mange, der ikke selv kan komme til orde / ikke sætte ord på deres følelser / de, der ikke har ordentlig fodtøj, mundtøj og hovedtøj (...)og når så alle vi sammenspiste røvslikkere er mætte og tilfredse / så rejser vi hjem igen og glæder os til næste år."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her