Læsetid: 11 min.

Femtedelssamfund

15. november 1997

I fremtiden vil det gå tilbage, og sejrherrer som Siemens-chefen Heinrich von Pierer udtaler triumferende: 'Konkurrencevinden er blevet til storm, men den virkelige orkan har vi stadig til gode'

Drømme i verdensformat hører naturligt hjemme i San Franciscos Hotel Fairmont. Hotellet er på samme tid institution og ikon, luksusherberg og et symbol på livslyst. De, der kender det, omtaler det kun respektfuldt som "The Fairmont". De, der bor der, har haft succes.
Hotellet troner som en velstandens katedral på Nob Hill højt over den berømte by, en californisk superlativernes prunkbygning, en selvforglemmende blanding af sekelskifte og efterkrigsboom. Det svimler for den besøgende, når han svæver op til Crowns Room Restaurant i glaselevatoren udenpå hotellets tårn. Herfra åbner der sig et panorama til den smukke nye verden, som milliarder af mennesker drømmer sig ind i: En tilsyneladende uendelig middelklasserigdom stråler betragteren i møde lige fra Golden-Gate broen til Berkeleys bjergkæde. Eukalyptustræerne spejler sig i swimmingpoolerne, der funkler som juveler i det milde sollys imellem de indbydende rummelige villaer, hvor der i næsten hver eneste indkørsel holder flere biler parkeret.
Som en kolossal grænsepæl markerer Hotel Fairmont skæringspunktet mellem modernitet og fremtid, mellem USA og Stillehavet. På skråningen foran hotellet lever mere end hundrede tusinde kinesere tæt sammenpresset. I det fjerne aner man udgangspunktet for computerrevolutionen, Silicon Valley. Kapitalisterne, der tjente formuer på jordskælvskatastrofen i 1906, de amerikanske generaler fra verdenskrigene, stifterne af FN, koncerndirektører og samtlige amerikanske præsidenter i dette århundrede - alle har de fejret deres triumfer i hotellets vidtstrakte, plysbetrukne saloner, som fungerede som drømmekulisser under filmatiseringen af Arthur Haileys roman Hotel, og som siden da er blevet invaderet af turister.
I disse saloner, hvor man fornemmer historiens vingesus, modtog en af de få, der selv har skrevet historie, i slutningen af september 1995 verdens elite: Mikhail Gorbatjov. Netop i Presidio, et militærområde syd for Golden-Gate broen, der var blevet nedlagt efter afslutningen af den kolde krig, har amerikanske mæcener af taknemmelighed mod ham stiftet en fond i hans navn. Nu har Gorbatjov ladet 500 ledende politikere, erhvervsledere og forskere komme flyvende til sig fra alle kontinenter. Denne nye global braintrust, som Sovjetunionens sidste præsident og nobelprismodtager definerer den eksklusive forsamling, skal vise vej ind i det 21. århundrede, "på vej mod en ny civilisation"!
Verdens gamle, erfarne ledere som George Bush, George Schultz eller Margaret Thatcher mødes med planetens nye ledere som CNN-chefen Ted Turner, der har fusioneret sine virksomheder med Time Warner til verdens største mediekoncern, eller den sydøstasiatiske handelsmagnat Washington SyCip. I fulde 3 dage vil de tænke over verdens problemer, i dyb koncentration, opdelt i små arbejdsgrupper og i selskab med computer- og finansverdens "global players", men også sammen med økonomiens ypperstepræster, de nationaløkonomiske professorer fra universiteterne Stanford, Harvard og Oxford. (..)

Kultiverede ældre damer holder tavler op i synsfeltet foran de diskuterende milliardærer og teoretikere, som var de Formel-1 kørere. Tavlerne er ikke til at overse: "1 minut", "30 sekunder", "stop".
John Gage, topchef i det amerikanske computerfirma Sun Microsystems, går ind i diskussionsrunden om "teknologi og arbejde i den globale økonomi". Hans virksomhed, der anses for at være branchens nye "star", har udviklet programmeringssproget "Java", og i Wall Street sætter Sun Systems aktiekurser rekord. "Enhver kan arbejde hos os, så længe de vil, og vi har ikke brug for visa til vores udenlandske medarbejdere," udtaler Cage kort. Regeringerne og deres regler for arbejdslivet har mistet deres betydning. Han beskæftiger lige præcis dem, han har brug for, foretrækker for tiden "gode hjerner fra Indien", som arbejder så længe, de kan. Fra alle egne af jorden modtager firmaet ansøgninger pr. computer, ansøgninger, der taler for sig selv: "Vi antager vores folk pr. computer, de arbejder ved computeren, og de bliver også fyret pr. computer."
"30 sekunder", signalerer damen med tavlen til ham. "Vi skaffer os ganske enkelt de smarteste. I kraft af vores effektivitet har vi kunnet øge vores omsætning fra nul til over seks milliarder dollars (42 milliarder kroner), siden vi begyndte for 13 år siden." Selvtilfreds vender Gage sig om mod sidemanden og siger underfundigt til ham: "Det har du langtfra kunnet klare så hurtigt, David." De få sekunder, han har tilbage til "stop-skiltet", udnytter Gage til dette lille nålestik.
Personen, han har henvendt sig til, er David Packard, medstifter af hightech-giganten Hewlett-Packard. Den gråhårede self-made milliardær fortrækker ikke en mine. Med lysende intelligens stiller han i stedet det centrale spørgsmål: "Hvor mange medarbejdere har du i virkeligheden brug for, John?"
"Seks, måske otte", svarer Gage tørt. "Uden dem ville vi have været ude at svømme. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, hvor på jorden de bor." Nu bryder ordstyreren, professor Rustum Roy fra Pennsylvania State University ind: "Og hvor mange mennesker arbejde p.t. for Sun Systems?" Gage: "16.000. Bortset fra en lille minoritet er de rationaliseringsreserve".
Der høres ingen forundret mumlen i lokalet. For de tilstedeværende er udsigten til hidtil uanede hærskarer af arbejdsløse en selvfølge. Ingen af de højtbetalte karrieremangagers fra de brancher og lande, der føler sig sikre på fremtiden, tror længere på, at der vil kunne skabes tilstrækkeligt mange nye, ordentligt betalte job på de teknologisk krævende vækstmarkeder i de hidtidige velhavende lande - uanset hvilket område, der end måtte være tale om.
Pragmatikerne i Hotel Fairmont reducerer fremtiden til to begreber: "Femtedelssamfundet" og "Tittytainment". I næste århundrede vil en femtedel eller 20 procent, der vil tage aktivt del i livet, i indtjeningen og i forbruget - uanset hvilket land, de lever i. Tallet kan dog stige med en enkelt eller nogle få procent, indrømmer diskussionsdeltagerne, for eksempel på grund af arv af betydelige formuer.
Men hvad med de øvrige? Fire femtedele eller 80 procent af de arbejdsvillige uden job? "Helt sikkert", siger den amerikanske forfatter til bogen The End of Work, Jeremy Rifkin, "de underste 80 procent vil få enorme problemer". Sun-manager Gage bidrager til diskussionen ved at citere direktøren for sit eget firma, Scott McNealy: Fremtidens spørgsmål bliver "to have lunch or to be lunch".
(..)Der skitseres en ny verdensorden i Hotel Fairmont: Rige lande uden nogen nævneværdig middelklasse - og ingen protesterer.
Endnu bredere tilslutning finder udtrykket "Tittytainment", som den gamle hugaf Zbigniew Brzezinski bringer på bane. Han er født i Polen, var i fire år national sikkerhedsrådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter, og har siden beskæftiget sig med geostrategiske spørgsmål. Brzezinski forklarer "Tittytainment" som en kombination af "entertainment" og "tits", det amerikanske slagord for bryster, idet han dog ikke så meget tænker på sex som på den mælk, der strømmer ud af brysterne på en ammende mor. Med en passende blanding af bedøvende underholdning og tilstrækkelig ernæring vil man let kunne holde humøret oppe på verdens frustrerede befolkning.(..)

Internationalismen, der oprindeligt var de socialdemokratiske arbejderlederes opfindelse i kampen mod krigeriske kapitalister, har for længst skiftet side. Verden over spiller over 40.000 transnationale virksomheder af enhver størrelse deres medarbejdere såvel som de enkelte lande ud imod hinanden. 40 procents skat på kapitalgevinster i Tyskland? Alt for meget - Irland er tilfreds med 10 procent. Malaysia og enkelte stater i USA giver oven i købet helt afkald på afgifter i en 5- eller 10-års periode. 45 mark i timen (171 kroner) for en faglært arbejder? Alt for dyrt - englænderne arbejder for mindre end det halve, tjekkerne for en tiendedel. Kun 33 procent investeringstilskud til nye fabrikker i Italien? Alt for lidt - i Østtyskland lægger staten gerne 80 procent oveni.
I en global knibtangsmanøvre ryster Kapitalens Nye Internationale hele stater og deres hidtidige samfundsorden i deres grundvold.
På den ene side truer de med kapitalflugt snart her, snart der og tiltvinger sig på den måde drastiske skattenedsættelser såvel som subventioner i milliardstørrelse eller gratis infrastruktur. Hvor dette ikke virker, hjælper skattetænkning i den helt store stil: Man dokumenterer kun udbytte i de lande, hvor skattetaksten er virkelig lav. Verden over falder den andel, som kapitalister og formuende bidrager med til finansieringen af statslige opgaver.
På den anden side skruer de, der kontrollerer de globale kapitalstrømme, konstant lønniveauet for deres skattebetalende medarbejdere længere og længere ned. Også lønkvoten, lønmodtagernes andel i den samfundsmæssige rigdom, falder på verdensplan. Ingen nation er alene i stand til at dæmme op for dette pres. I henhold til den amerikanske økonom Rüdiger Dornbusch sker der i den transnationale konkurrence en "regulær udhuling" af samfundsmodellen Tyskland.
Børskurser og koncernindtægter stiger med tocifrede rater, mens lønninger og gager falder. Samtidigt vokser arbejdsløsheden parallelt med underskuddet på de offentlige budgetter. Ingen behøver nogen særlig økonomisk indsigt for at kunne indse, hvad det er, der sker: 114 år efter Karl Marx's død styrer kapitalismen igen i den retning, som den revolutionære økonom beskrev så rammende for sin tid.
"Den generelle tendens for den kapitalistiske produktion er ikke at hæve, men at sænke det gennemsnitlige lønniveau eller reducere værdien af arbejdet til dets minimumsgrænse", refererede han i 1865 foran repræsentantskabet for den 1. Internationale i London - lidet anende, at urkapitalismen engang ad åre ville blive tæmmet af demokratiet. Men efter reformerne i det socialdemokratiske århundrede er der nu en modreform af historisk dimension på vej:
I fremtiden vil det gå tilbage, og sejrherrer som Heinrich von Pierer, chefen for den verdensomspændende koncern Siemens, udtaler triumferende: "Konkurrencevinden er blevet til storm, men den virkelige orkan har vi stadig til gode."
Det ordvalg, som Pierer og andre af den ny globaliserings bannerførere anvender, skal få os til at tro, at det på en måde kun handler om en naturgiven proces, som er resultatet af et teknologisk og økonomisk fremskridt, der ikke lader sig standse. Det er noget vrøvl. Den globale økonomiske integrering er overhovedet ikke noget naturfænomen, men derimod bevidst fremkaldt gennem en målrettet politik.
Med traktat efter traktat og lov efter lov har det været de beslutninger, der blev taget af regeringer og parlamenter, der fjernede barriererne for den grænseoverskridende strøm af kapital og varer. Fra frigivelsen af valutahandelen til Europas indre marked og den uafbrudte udvidelse af GATT-aftalen har regeringspolitikerne i de vestlige industrilande selv systematisk fremkaldt den aktuelle situation, som de ikke længere er i stand til at styre.(..)
"Turbo-kapitalismen", hvis verdensomspændende fremmarch nu synes umulig at standse, ødelægger imidlertid grundlaget for sin egen eksistens: Den funktionsdygtige stat og den demokratiske stabilitet. Det tempo, hvormed forandringerne sker, og omfordelingen af magt og velstand undergraver de gamle sociale strukturer hurtigere, end de nye kan nå at udvikle sig. De hidtidige velhavende lande tærer endnu hurtigere på den sociale substans, der holder sammen på dem, end de tærer på den økologiske substans.
Neoliberale økonomer og politikere prædiker den "amerikanske model" for alverden, men dette slagord ligner på en frygtindgydende måde propagandaen fra DDR's regering, der lige til det sidste mente at kunne sejre ved at tage ved lære af Sovjetunionen.
Det sociale forfald er i virkeligheden intetsteds så tydeligt som i det land, hvor den kapitalistiske modrevolution havde sin oprindelse, USA: Kriminaliteten har antaget epidemisk omfang. I Californien, som alene er verdens syvendestørste økonomiske magt, overstiger fængselsudgifterne det samlede uddannelsesbudget. Over 28 millioner amerikanere, mere end 10 procent af befolkningen, har forskanset sig i bevogtede højhuse og villakvarterer. USA's borgere bruger dobbelt så mange penge på bevæbnede vagter, som staten bruger på politi.
Men også Europa og Japan, Kina og Indien splittes op i en minoritet af vindere og en majoritet af tabere. For mange hundrede millioner mennesker gælder det, at det globale fremskridt slet ikke er noget fremskridt.

Kun naive teoretikere eller kortsynede politikere tror, at man år efter år vil kunne berøve millioner af mennesker arbejde og social sikkerhed, således som det for øjeblikket sker i Europa, uden på en eller anden måde at måtte betale den politiske pris for det. Det må ende galt.
I modsætning til koncernstrategernes erhvervsøkonomiske logik eksisterer der ingen "surplus people", ingen overflødige borgere i forfatningsmæssigt demokratiske samfund. Taberne har stemmeret, og de vil bruge den. Der er ingen grund til at tage det roligt: Det politiske jordskælv vil blive efterfulgt af et socialt, og hverken socialdemokrater eller sociale kristne vil lige med det første komme til at fejre nye triumfer. I stedet vil det vise sig, at flere og flere vælgere tager de stereotype udtalelser fra globaliseringens fortalere virkelig alvorligt.
Det er ikke vores skyld, det er den udenlandske konkurrences skyld, hører borgerne i hver anden nyhedsudsendelse dem sige, som skulle varetage deres interesser. Fra dette - økonomisk ukorrekte - argument er der kun et lille skridt til åbenlyst fjendskab over for alt, hvad der er fremmed.
Længe har millioner af middelklasseborgere søgt trøst i fremmedhad, separatisme og afgrænsning over for verdensmarkedet. De udstødte svarer igen på deres side ved at isolere sig.
Den nationalt-autoritære populist Ross Perot høstede 19 procent af stemmerne i 1992, da han første gang stillede op til præsidentvalget i USA. I 1996 var det ganske vist kun 8 procent, men alt i alt skete der en højreradikalisering af den amerikanske kongres.
Den franske præsident for national genfødsel, Jean Marie Le Pen, har godt 45 procent af sine landsmænd bag sig i udlændingespørgsmålet, og Østrigs højreradikale populist Jörg Haider var ved valgene til Europa-Parlamentet i oktober næsten jævnbyrdig med socialdemokraterne og de konservative.
Fra Quebec over Skotland til Lombardiet kan separatister notere sig tilsvarende øget tilslutning. Deres fremmedhad suppleres med en vrede mod landets centralregering og et ønske om at afgrænse sig fra de borgere i landets fattigere områder, som de mener, lever på deres regning. Samtidigt vokser verden over antallet af vagabonderende immigranter, der prøver at flygte fra elendigheden.
Det kommende århundredes femtedelssamfund, som det blev udmalet af den visionære elite i Hotel Fairmont, følger fuldstændig den teknologiske og økonomiske logik, hvormed koncerndirektører og regeringer pacer den globale integration frem. Men det verdensomspændende kapløb efter størst mulig effektivitet og de lavest mulige lønninger giver irrationalismen adgang til magtens korridorer. Det er ikke de virkeligt nødlidende, der gør oprør, men den uforudsigelige politiske sprængkraft, som nu breder sig i samfundets midte. Det er ikke fattigdommen, der truer demokratiet, men frygten for fattigdommen.

*Ovenstående er et uddrag af Hans-Peter Martins og Harald Schumanns bog, "Globaliseringsfælden. Angrebet på demokrati og velstand". Udkommer på dansk den 18. november på forlaget Borgen. Bogen er foreløbig oversat til mere end 20 sprog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her