Læsetid: 3 min.

Festivalfeber

8. november 1997

Odense, Holstebro og Århus er truet af smitsom teatertrang

November er blevet smittet med teaterfestivaler. I løbet af denne uge har hele tre byer lagt sig med teatralsk feber - allesammen med konferenceudslet, forestillingsforstoppelse og plakattildækning til op over begge ører.
Odense, Århus og Holstebro er blevet inficeret af tilskuere og alskens slags teatralske tosser - og nu skal feberen altså svedes grundigt ud.

Spørg Stanislavski
I Odense begyndte bakterierne allerede at brede sig sidste uge, hvor performancefestivalen For eyes and ears bød på alt fra 'det burleske til det bizarre'. Her var fluxus-kunstnere, body-art-pionerer og mudder-nøgenbadere samlet med video-performere i fem hektiske dage.
Og i torsdags indledtes så den 9. teaterfestival i Odense, der frem til i morgen vil byde på både debat og forestillinger, workshops og natcafé - you name it!
I dag, lørdag, indledes formiddagsprogrammet med en workshop i Stanislavskis skuespillermetode, hvor russeren Vladimir Tjigisjev vil styre improvisationsøvelser ud fra Tjekhovs Tre Søstre. Og i eftermiddag er der så debat i et såkaldt interkulturelt teaterforum, hvor emnet er formuleret som spørgsmålet:
"Er Stanislavski stadig relevant for vores interkulturelle verden i slutningen af det 20. århundrede?"
Senere sluger forestillingerne opmærksomheden, både Teatret Møllens Jeppe på Bjerget og Paolo Nanis Aliens - er der liv på jorden?, men også den russiske teatergruppe Theatre for Young Spectators, der meget apropos spiller - Tre Søstre.
I morgen, søndag, bliver de yderligere suppleret med Granhøj Dans' Obstruction Ultimatique, Det ripensiske Teaterselskabs To med det hele - og Vigga Bros kvindefortælling Orkanens Øje.

Odin'sk bekymring
I Holstebro indledte Odin Teatret onsdag en storstilet, international teaterfestival under temaet TRANSIT: Teater - Kvinder - Politik.
Festivalen varer til i morgen og er den første del af et tre-årigt projekt med titlen Glimt af mørke - at være bevidst om grænselandene, der vil handle om politik, livskvalitet og fremmedhed ved tærsklen til det nye årtusind.
Med vanlig Odin'sk menneskebekymring stilles spørgsmål: Hvad kan teatret stille op i denne situation?
Kan det blive et politisk teater, der angriber fjenden og belærer om at nedbryde et uretfærdigt samfund? Eller kan det blive et nyt slags teater, der med kunstneriske visioner vil genindsætte teatret i en social sammenhæng?
Festivalen i Holstebro skyldes ikke mindst Odin-skuespilleren Julia Varley, der har inviteret festivalens tolv teaterensembler - hovedsageligt grupper styret af kvinder, der arbejder i forskellige grænsemiljøer.
Her præsenterer Teatro de la Candelaria fra Colombia en 'rap opera' med gadebørn fra storbyslummen, og fra Ravenna Teatret i Italien vises sceniske glimt af afrikanske immigranters nedværdigelse i Italien.
Fra Eks-Jugoslavien kommer Dah Teatar og fra Elfenbenskysten Ojiwa Theatre, der begge medbringer forestillinger om krigen og dens lidelser - og fra San Vittore Fængslet i Milano kommer en videoproduktion af en fangeforestilling.

Cykelkyleri i Århus
I Århus løber den nuværende festival Scenekunst 97 helt frem til næste søndag.
Her er programmet en broget blanding af forestillinger og muntre events. Bålfærd - sange for Balder denne weekend er således en oldnordisk teaterkoncert om den nordiske gud Balder med Teater Felix, og At kyle en cykel er sidste nyt fra performancegruppen Scenekompagniet, der har rødder i Institut for Dramaturgi. Denne forestilling motiveres med århusiansk hudløshed:
"At kyle med en cykel er en handling, man kan udføre, når intet andet synes at hjælpe. Når man er havnet i en lidelse, man ikke selv kan tage alvorligt, men som man samtidig oplever som meget reel, akut og uomgængelig, så kan man tage et solidt tag i en cykel, løfte den op over sit hoved og kyle den gennem luften. Det hænder, at man gør det helt uden grund. Ikke alle gør det, men mange har gennem tiden gjort det."
For bussister, bilister og andre ikke-fysiske teaterfreaks er der mulighed for at vælge det mere traditionelle, tilsyneladende i hvert fald. For også Hamlet dukker op på festivalen, dog udsat for svenskeren Roger Westbergs muntre stand up-fortolkning af den danske prins.

Regn i Rom
Apropos udenlandske blikke på os danskere, så fremvises mandag og tirsdag dansk scenekunst for romerne på Festival Nordico på Teatro dell' Angelo.
Her bliver den danske dans repræsenteret af to yderst specielle danseforestillinger, nemlig Anders Christiansens DRY - den ultimative regndans og Thomas Hejlesens Soloschön no. 1.
København lader derimod nu til at være festivalfri, her efter Wooster Group-besøget og dets konference. Eneste antydning af 'fun-feber' er dragqueen-showet med The Funny Vons alias Jacqueline von Schneider/Jean Lafontaine og Martha von Düsseldorf/Martin Larsen.
De vil i aften indtage Huset i Rådhusstræde med deres 'glitrende, glimrende gevandter og klassiske kostumer', som de så diskret skriver.
Der vil næppe blive udskænket hostesaft, men til gengæld er der discofest til klokken 04.00. God fornøjelse!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her