Læsetid: 5 min.

FILM

13. november 1997

*Bodil Ipsen høstede taktfast og langvarigt stående bifald, da hun i 1942 præsenterede sin filmkomedie En herre i kjole og hvidt. Det er mærkeligt nok den store teaterdames eneste filmkomedie - underligt, fordi den har holdt sig så langt mere frisk end de fleste af datidens film og viser et udpræget instruktionstalent for netop den lette genre. I en kærlighedshistorie fortalt med et overskud af charme, musikalitet og humør ses Bodil Kjer og Mogens Wieth - et samspil af internationalt karat. Hun er en sekretær på et musikforlag, der opdager et brusende pianist-talent hos firmaets purunge generte klodsmajor af en ekspedient (Mogens Wieth). Han skjuler både et voldsomt følelsesliv og sine oplagte evner bag sin belastende kejtethed, og sekretæren vil have talentet frem i lyset. Så på kammeratlig basis hjælper hun ham med at få en koncertdebut. En ildprøve, der fører en tredie person ind i historien, amatørpsykologen Gloria (den flotte Gull-Maj Norin), der skal kurere pianisten for hans komplekser. Og så er et underfundigt trekantspil gående. Bodil Kjer lægger ud som den selvstændige unge pige, der vil holde følelserne på afstand. Hun er 'selverhvervende', som hun siger. Men sådan bliver det selvfølgelig ikke ved, og få kan spille en sådan forvandling kønnere end Bodil Kjer. Og i sin tredie filmrolle spiller den dengang kun 23-årige Mogens Wieth på hele følelsesregistret, afvæbnende ungdommeligt og flot kontrolleret. I instruktionsarbejdet allierede Bodil Ipsen sig med den erfarne Nordisk-fotograf Valdemar Christensen, og sammen fandt de en rask, flydende rytme, der minder om datidens kvikke Hollywood-ko-medier. Det er forbløffende elegant gjort! I biroller ses Ib Schønberg i en meget indtagende præstation som trylleglad impressario, håbløst forelsket i Bodil Kjer, samt Petrine Sonne og Charles Wilken som et muntert gammelt par, der får en betydningsfuld funktion i handlingen.
En herre i kjole og hvidt. DR 1, lørdag kl. 21.00-22.35.

*Kathryn Bigelow har ikke mindst skabt sig et navn ved at være den eneste instruktørkvinde i Hollywood, der systematisk forsøger at tage konkurrencen op med mændene på deres eget område: action- , kriminal- og politifilmen. Hun har tilmed giftet sig med filmbyens action-instruktør numero uno, James Cameron! I Point Break fortæller hun om en FBI-agent, spillet af Keanu Reeves, der på jagt efter bank-røvere infiltrerer et broderskab af californiske surfere. Blandt dem møder han Patrick Swayze' åndeligt vakte surfer boy, der taler smukt om at blive ét med havet, og så er Reeves leveret: også han må surfe. Point Break er altså ikke 'bare' en spændingsfilm, selv om den også på dette punkt gør sig mange og ganske vellykkede anstrengelser. Point Break. TV2, lørdag
kl. 21.05-23.15.

*Sidney Lumet er en energisk instruktør med en tendens til at presse sit materiale for alt hvad det kan bære (og mere til) i retning af 'betydningsfuldhed'. Det skæmmer også satiren over amerikansk TV, når det er værst, Network fra 1976. Men filmen har alligevel en aktualitet i sit opgør med medieforfladigelsen, og en lidenskab i sin hadefulde satire over den smarte TV-kynikere, der gør den til et bemærkelsesværdigt værk. Faye Dunaway fik - i lighed med forfatteren Paddy Chayevsky og Peter Finch - en Oscar som filmens ærgerrige tv-kvinde. I sin glimrende bog Making Movies fortæller Sidney Lumet, at han straks ved første møde sagde til Dunaway: "Jeg ved du vil spørge om, hvor personens sårbare punkter ligger. Svaret er, at hun ingen har!" Og sådan, uden forsonende momenter, spiller Dunaway hende. Men ellers domineres filmen af Peter Finch' forpinte nyhedsoplæser, der sætter handlingen i gang med følgende bekendelse for åben skærm: "Mine damer og herrer, jeg vil nu gerne meddele, at jeg agter at trække mig tilbage fra dette program om 14 dage på grund af dårlige seertal. Da denne udsendelse var det eneste, der betød noget for mig her i livet, har jeg besluttet at begå selvmord. Om en uge vil jeg skyde mig en kugle for panden i dette program." Og det er jo noget, der hjælper på seertallene!
Network. TV2, lørdag kl. 23.45-01.45.

*Peter Bogdanovich var i 1970'erne en førende Hollywoodinstruktør, men siden er det gået støt ned ad bakke.
Bogdanovich er dog stadig aktiv som en meget læseværdig forfatter af bøger om det gamle Hollywood, og komedien Paper Moon fra 1973 er da også, som de fleste af Bogdanovich' film, præget af de store forbilleder, her depressionstidens komedier. Ryan O'Neal har hovedrollen som en omrejsende plattenslager, Moses, der får følgeskab af en opvakt 9-årig pige, Addie, spillet af O'Neals datter Tatum. Moses er især god til at sælge bibler til nyslåede enker, og Addie viser sig som en lærenem partner. Ikke nogen sindsoprivende historie, men charmerende, letbenet og visuelt smagfuldt afviklet af Bogdanovich, i sort-hvid som 'genren' kræver det, og til tonerne af et righoldigt udvalg af datidens schlagere. Madeline Kahn, kendt som den sjove blondine i mange Mel Brooks-film, spiller Addies 'rival', Trixie Delight.
Paper Moon. DR 2, søndag
kl. 21.00-22.40.

*Billy Wilder brændte fingrene, da han i 1951 udsendte den grumme satire Ace in the Hole. Han blev angrebet for dårlig smag og fik stillet spørgsmål som: "Hvor kynisk kan en instruktør blive?" - lidet anende, at han i kommende årtier skulle blive overhalet indenom mange gange. Alligevel er der et særligt, uefterligneligt Wildersk bid i denne historie om en journalist i karriereknibe, der ser chancen for det store scoop: et bjergskred har spærret en mand inde i en hule, og kan staklen forblive indespærret længe nok, kan historien for alvor udnyttes for sin rørstrømske sensationsværdi. Det samme mener den lokale sherif, der gerne vil genvælges, og så lyder startskuddet til det store tilløbsstykke udenfor bjerghulen, hvor sultne medie-gribbe og alle arter af profitmagere ser deres chance. Alt imens manden inde i hulen går sin stille død i møde. Kan det minde en anelse om en vis prinsesses nylige endeligt? Ja, egentlig nok. Kirk Douglas er den hurtigtænkende journalist i kun alt for harmonisk pagt med 1990'ernes usentimenatale syn på nyhedsdækning i tabloidformat - en ætsende udlevering af typen. Og Jo Sterling står ikke meget tilbage for ham i hårdkogthed som hans kone. Filmen var mange, mange år forud for sin tid og et eksempel på, at Hollywood selv i de satte 1950'ere af og til kunne overraske med ægte kontroversielle historier.
Ace in the Hole/Forsidesensationen. DR 1, tirsdag kl. 23.30-01.20

*John Fords visuelt prægnante og effektrensede fortællestil har kun fået få efterfølgere, og det er en ekstra grund til at se eller gense instruktørens nybyggerfilm fra 1939, hans første i farver (og hvilke!). Henry Fonda og Claudette Colbert har hovedrollerne i denne lidt spredte historie fra den amerikanske Frihedskrig, som et ungt par, der trods indianertrussel og alskens krigshandlinger prøver at slå rod og stifte familie i det nye land. Ikke et af Fords mesterværker, men i mange passager præget af hans enestående fortællekunst og stærke følelse.
Drums Along the Mohawk/ Flammer over Mohawk. TV2, tirsdag kl. 00.30-02.15

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu