*Bodil Kjer fremstiller sin første moderne, livserfarne kvinde på film i den ypperlige John og Irene fra 1949, det mest gennemførte danske bud på en film noir nogensinde. Hun danner par med Ebbe Rode som en artistduo, der rejser rundt i Skandinavien med et selskabsdansenummer, som har stærkt svindende efterspørgsel. Her er Bodil Kjer ikke længere dansk films søde, blide ungpige, men - skønt stadig ung og endnu smukkere end før - en allerede desillusioneret, bitter kvinde lænket til en mand, hun er ved miste tiltroen til. John og Irene lever et omflakkende liv i snuskede omklædningsrum og på billige hoteller, altid på farten for at opstøve det næste engagement og skaffe smør på brødet. Et liv uden fremtid, udmøntet som en hårdkogt kriminalistisk fortælling, knap og usentimental. Det daværende stjerne- og ægtepar Bodil Kjer og Ebbe Rode forsøder aldrig pillen, med hende som den skarptskuende realist, ham som den selvbedragende fantast i et forhold, der trods al opsparet bitterhed er det eneste holdepunkt i en absolut udeltagende efterkrigstidsverden. Der er skuespilleren Asbjørn Andersen (den brøsige jakkemand med hornbriller i utallige danske film), der står for instruktionen, hjulpet af den dygtige tekniske instruktør Anker. Og Aage Wiltrups sort-hvide fotografering er propfuld af kompositioner og lys-og-skygge-virkninger, der sagtens måle sig med Hollywoods bedste sorte film fra perioden. Manuskriptet bygger på en roman af Johannes Allen, og i ubehagelige biroller ses Ib Schønberg og Bjarne Forchhammer.
John og Irene. DR 1, fredag kl. 21.55-23.15.
*Curtis Hanson er i allerhøjeste grad aktuel med kriminalfilmen L. A. Confidential, der djævelsk underholdende og intelligent dissekerer 1950'ernes forbryderverden i Los Angeles. Meget a propos viser TV 2 en tidlig Hanson-film, den udmærkede Bad Influence fra 1990. Her spiller James Spader en ung mappemand, der er ved at bryde sammen under karrierepresset. Da han møder Rob Lowes swinger, begynder der at ske sære, oplivende ting i hans ellers så stressede tilværelse. Amoralisten Lowe forstår at nyde livet uden skyldfølelser, men hvad er han egentlig ude på? Og hvem er i sidste sjoveren og hvem den pæne mand af de to? Hanson, der ikke kendes af Peter Schepelerns Filmleksikon, er 52 år og fik - efter en del år i branchen - i 1992 et kommercielt gennembrud med den drevne thriller Hånden på vuggen. Efter at have virket som filmjournalist bearbejdede han tilbage i 1978 Anders Bodelsen spændingsroman Tænk på et tal til Elliott Gould-filmen Den tavse makker, og han har i mange år opretholdt en løbende kontakt til samme Bodelsen angående mulige filmprojekter. Bad Influence har da også - som andre Hanson-film - et klart temafællessakb med en række af Bodelsens spændingsromaner.
Bad Influence/Ingen udvej. TV 2, fredag kl. 22.40-00.25
*Robert Aldrich har en særlig tag på kombinationen ældre damer og gys, som han viste det i klassikeren Hvad blev der egentlig af Baby Jane? Tre år efter, i 1965, prøvede han sammen med Bette Davis at gentage succesen med denne gotiske grand guignol-gyser, hvor Davis hjemsøges af spøgelset af sin afdøde forlovede, som hun mistænkes for at have ombragt. Det hele foregår selvfølgelig mest ved nattetide og i et gammel, ensomt beliggende hus. Og Davis bakkes op af Hollywoodveteraner som Olivia de Havilland, Agnes Moorehead og Mary Astor, altså en hel perrække af erfarne damer, der nok ved, hvordan gyserkagen skal skæres. Det ved Aldrich også, så godt, at der går lidt mekanik i chokkene. Men Joseph Birocs sort-hvide foto tryller med lys og skygge, og så medvirker desuden gode navne som Joseph Cotten, Victor Buono, Bruce Dern og George Kennedy.
Hush Hush Sweet Charlotte/ Tys...Tys, Charlotte. TV 2 fredag kl. 01.20-03.30.
*Rikke Louise Anderson fik en Bodil for sit spil som den mutte, først psykisk og derefter fysisk mishandlede unge luder i Ole Bornedals Nattevagten. Et flot gennembrud for en ung, ukendt spiller, men samtidig lidt af et kors, for i to efterfølgende gysere, Sidste time og Mørkeleg måtte Rikke også lade livet -- var hun det evige offerlam? Først i hovedrollen i Lotte Svendsens novellefilmsucces Royal Blues går Rikke ud af filmen med livet og et mere nuanceret udfoldet talent i behold. I Martin Schmidts Sidste time, produceret af Regner Grasten, er mulighederne for skuespilkunst derimod strengt begrænsede af et forvrøvlet manuskript og en kluntet personinstruktion. Det er dansk discount-gys for mindrebemidlede, en primtiv fuser, der som ét langt antiklimaks lægger sig op ad amerikanske splatter- og flænsefilm som Fredag d. 13.
Sidste time. TV 2, lørdag kl. 21.00-22.25.
*Nina og Frederik står for supervelplejet, artig dansk 1950'er-pop, med et stænk calypso, og nostalgikere og campdyrkere kan nyde denne deres første farvefilm, hvor de bl.a. giver schlager-hittet "Lad mig flyve til en stjerne". Morskaben overlader parret til Gunnar Laurings joviale oberst, der snakker løs af karsken bælg - en sjov overskudspræstation. Filmen blev i sin tid et stort hit og er da også ganske veloplagt instrueret af Lau Lauritzen.
Verdens rigeste pige. TV 2, søndag kl. 20.00-21.50
*Mel Gibsons Hamlet-version vil have svært ved at tage konkurrencen op med mindet om Kenneth Branaghs 4-timers kraftpræstation fra i sommer. Gibson, der spiller titelrollen i italieneren Franco Zeffirellis instruktion, holder spilletiden nede på to timer og ti minutter og har hverken haft Branaghs økonomiske midler eller luksusbetonede birollebesætning at nyde godt af. Men Glenn Close, Paul Scofield, Ian Holm og Helena Bonham-Carter som hovedrolleindehavere er jo ikke at kimse af, tværtimod, og Gibson gør selv et gævt og bravt forsøg i en rolle, han næppe er forudbestemt til. Fagbladet Variety kaldte det en tungttravende produktion, mens Times' Richard Corliss var venligere og faktisk fandt Gibson velegenet til at spille den handlesvage dansker.
Hamlet. DR2, søndag kl. 21.00-23.10
*Tim Burton Edward Saksehånd er kun en reprise, men skal alligevel anbefales her, som et lunt, yndefuldt H. C. Andersen'sk eventyr, der sagtens kan tåle et gensyn. Johnny Depp fik et gennembrud som den blide Edward, der med sine saksehænder skaber skulpturer ud af banale havebuske og bringer poesien ind i parcelhuskvarterets hverdag. Han er den naive kunstner, der kan bruges til så meget og bliver det, uden at de farlige saksehænder dog fører til den i amarikansk film forventede voldsomme blodsudgydelse. Winona Ryder er perfekt som Depps samspiller, og Alan Arkin og Dianne Wiest rent ud fortryllende som parcelhusægteparret, der tager særlingen til sig.
Edward Scissorhands/Edward Saksehånd. TV 2, mandag kl. 00.10-01.55