Læsetid: 6 min.

I filmkunstnerens drivhus

14. november 1997

Peter Schepelerns nye Lars von Trier-biografi er et mesterligt stykke detektivarbejde i absolut særklasse

NY BOG
Lad det være sagt med det samme. Peter Schepelerns nye Lars-von Trier biografi er én af de mest betydelige og velskrevne danske filmbøger, der nogensinde er udkommet.
Den sætter ganske enkelt en ny standard for filmbiografien herhjemme.
Ikke mindst fordi, der består et udpræget åndsslægtskab mellem forfatteren og Trier, som gør det muligt for at føre os gennem Triers labyrintiske mørkeunivers og oplyse det fra de flest tænkelige vinkler.
Alt sammen med med et suverænt æstetisk overblik.
Scheepelerns biografi, der har titlen Lars von Triers Elementer, er ikke bare én af disse så ofte forhastede filmbøger, der - lukrerende på, at en instruktør er i vælten - underkaster ham en præmatur biografi.
Den er en omfattende, stofmættet, velresearchet dokumentation af Lars von Triers virke indtil nu.

Troldmandens lærling
Det er læreren, der taler om sin elev.
Sidst i 1970'erne underviste Peter Schepelern Lars von Trier på Københavns Universistets filmstudium, og han var tilstrækkelig interesseret i sin elev til at skrive det første stykke filmkritik om den lovende unge student i jakkesæt og slips. En velvillig karakteristik af den unge herres første 16-mm-forsøg med den passende drivhusagtige titel Orchidégartneren.
Det aldrig alvorligt gennemførte filmstudie var imidlertid kun et springbræt til en aktiv skaben, som nu synes at stå i zenit.
Schepelerns baggrund for at skrive biografien er højakademisk og meget lærd, men bogen er alligevel lagt bredt an. Den forhenværende lærer har haft adgang til mange af instruktørens papirer, og vi får selvfølgelig også manuskripterne til Triers to første, nu utilgængelige eksperimentalfilm, tilføjet en behørigt bagklog analyse.

Et alternativ
Men først og fremmest er det Schepelerns ærinde at påvise, at Triers film "tilhører den store tradition, som bruger kunsten ikke som en udforskning eller afspejling af livet, men som et alternativ til livet."
Triers film indskrives journalistisk præcist i deres tilblivelsessammenhæng, og Schepelern leverer en del oplysninger om instruktørens liv og levned, som uddyber og komplementerer indtrykket af hans værk.
Han gør opmærksom på, at en film som Europa behandler nazismen som "en lækkerbisken for kunstneren" (Trier kalder den selv "den største visuelle gave, Europa har fået").
Filmen præsterer ikke en egentlig analyse af nazismens opståen, idé og virkninger, men afspejler instruktørens og hans medforfatter Niels Vørsels drømme om perioden.

Mesterdetektivens lup
Nok har Triers værk genkommende personlige "temaer" og "motiver" i traditionel forstand. Og Schepelern eftersporer dem med mesterdetektivens skarpsyn.
"Det drejer sig ikke om underverdenen, dæmonien, perversionens mørke riger for det mørkes egen skyld, og formentlig slet ikke fordi det er Triers personlige mørke, der her gennemlyses.
Det er de virksomme elementer i hans kunstopfattelse, substanser som er virksomme i den kunstneriske proces.
På den måde er hans kunst udtryk ikke så meget for hans livsopfattelse som for hans kunstopfattelse."

En snu postmodernist
Den er denne kunst for kunstens skyld-metode, som fik The New Yorker til at kalde Trier "en snu postmodernist" i en lang, stærkt nedrakkende af Breaking the Waves.
Men netop i denne drivhusverden ånder Schepelern frit og ubesværet - den er også hans element.
Hans projekt er "især " at beskæftige sig med filmenes "filmhistoriske og kulturelle rødder, der er særlig betydningsfulde hos en filmkunstner, hvis værk opererer med filmkunsten som sit materiale og sin inspirationskilde.," som det hedder i forordet.
Og man tør nok sige, at forfatteren holder ord.
Henvisninger og sammenligninger har en tendens til at hobe sig op - jeg talte 45 bare i omtalen af Forbrydelsens Element, strækkende sig fra højst relevante forbilleder som Andrei Tarkovskij og Orson Welles til noget mere perifere navne som Scott Fitzgerald og Charles Dickens.
Schepelern kan dårligt nævne en genre uden det udløser en klynge-raket at film- og bogtitler. Hvilket sporadisk tynger en stil, der ellers ikke skæmmes af akademisk jargon, men holder sig svævende i elegant formuleret tankeklarhed.

Lærdomsshow
Men det må fastslås, at fremlægningen af de kunst-kulturelle forudsætninger for Triers værk som helhed er en lærdomsopvisning, der kun meget sjældent bliver vilkårlig.
For meget af Triers skaben er jo et indlysende eksempel på, hvordan kunst avler kunst. Og det er karakteristisk, at Schepelern stadig anser den kunstdominerede debut Forbrydelsens Element for Triers mest overvældende værk.
Men han er selvfølgelig ikke blind for, at der opstår en anden form for liv fra og med Riget, hvor "det menneskelige aspekt" træder stærkere frem og er med til at bane vejen for instruktørens publikumsgennembrud.#
Bogen redegør da også indgående for de ændrede stilprincipper og arbejdsmetoder, som fører til denne udvikling, uden at dens vigtigste side dog berøres mere end flygtigt: skuespillernes arbejde. Schepelern er ikke den, der kaster sig ud i malende beskrivelser og analyser af de mange fremragende præstationer i Riget og Breaking the Waves.
Med Riget bryder den humor frem, der hidtil kun har ligget som en undertone og som Schepelern indrømmer blev studentikos i Epidemic, hvor der jo netop manglede skuespillere til at formidle den.
Samtidig vedgår Schepelern, at man kan opfatte Riget som et forsvar for et okkult verdensbillede, en melding om, at rationaliteten må komme til kort. Alligevel er serien i hans øjne først og fremmest "en generøs demonstration af fortællingens elementer.
For Trier er en fortæller, der tilgodeser kunstens behov før noget andet og finder fortællingen dèr hvor den erfaringsmæssigt er - ikke i rationaliteten, men i irrationaliteten." #Moralsk ukorrekt kvindemodel#
Men Breaking the Waves er en helt anden sag, også for Schepelern, der må indrømme, at vi ikke længere udelukkende befinder os i kunstens drivhus, men har fået "mennesket helt nær - måske fordi heltinden er i stand til at kommunikere med Gud, den ultimative dukkefører."

Alvor eller sjov
Skal vi nu endelig tage Trier på ordet, denne gang det religiøse? Betyder den emnemæssige og stilistiske nyorientering, at Trier nærmer sig den traditionelle "oprigtige" kunstnerrolle, hvis udsagn står til troende, fordi værket "har noget på hjerte.?"
Ikke ubetinget, ifølge Schepelern. Han bestemmer filmen som et melodrama, hvor "Bess' seksuelle underkastelse fremstår som en kærlighedsgerning, en religiøs dødsdrift, der skal forløse den traumatiserede mand."
Og i par linier, hvor kløerne kun lige akkurat skjules af kattepoten, gør han (måske for) kort proces mod de tilskuere, der - ikke mindst her i bladet - har taget til orde mod denne kvindeskildring: "Debatten belyste, hvordan det paradigme har markeret sig, at især fiktionens kvindeskikkelser skal kunne tjene som moralsk korrekte rollemodeller.".
Hvis Breaking the Waves blot skal ses som endnu en provokation af en snu postmodernist, endnu en leg med genre-elementer, er der selvfølgelig ingen grund til at råbe vagt i gevær. Men selv Schepelern er i tvivl. Klædeligt lader han omtalen af filmen ende i en række spørgsmål:
"Er Trier en nyreligiøs vækkelsesprædikant fuld af mirakuløst sludder og damebladsvrøvl - eller er han en genial fortæller med et stænk af kynisme? Er han en troende katolik, der hylder en kvindelig martyr, eller en djævleblændt manipulator, der trykker på de rigtige knapper? Har fromheden besejret den mørke lyst, eller har Trier simpelthen arbejdet sig frem til den mest virkningsfulde behandling af stoffet?Svarene brydes i bølgerne."
Men de kan jo også komme senere, i opdaterede udgaver, for selvfølgelig bør Schepelern følge Triers udvikling. Så meget mere som denne bog på alle punkter er en mønsterudgivelse, fremragende illustreret med direkte affotograferinger fra filmstrimlen og kronet med en fuldstændig filmografi og righoldige kildeangivelser og henvisninger.
En æstetisk nydelse fuldt ud på niveau med sit emne.

*Peter Schepelern: Lars von Triers elementer. En filminstruktørs arbejde. Biografi. 291 s. Kr. 348,00. Munksgaard - Rosinante. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu