Læsetid: 5 min.

Finanskrise i Asien er en politisk krise

25. november 1997

Økonomiske dominobrikker vælter på stribe i Asien, men uden politiske reformer kan det være svært at dæmme op for fremtidige finanskriser

Direktøren for en af verdens ti største investeringsbanker, Yamaichi Securities, brød grædende sammen for åben skærm, da han i går måtte erkende, at banken er gået konkurs. Det er Japans hidtil største finansielle konkurs - det er den tredie finansinstitution i Japan, der i denne måned er bukket under.
Yamaichis konkurs har skabt bekymring for flere finansielle kædereaktioner. Man ser med dyb alvor på situationen, ikke alene i Tokyo, men også i USA og Europa, hvor børserne i nervøsitet over udsigten til flere japanske bankkrak - på en dag med flegmatisk lille omsætning - sendte kurserne ned med et par procentpoint.
Den japanske ministerpræsident Ryutaro Hashimoto lovede i går, at regeringen vil gøre alt for at "bevare stabiliteten", men situationen i Japan er lige så lidt som i det øvrige Asien præget af "stabilitet".
Valutaer, aktier, banker og ejendomsselskaber i Thailand, Filippinerne, Indonesien og Malaysia er væltet som en række dominobrikker og har i de seneste måneder skabt uro på verdens finansmarkeder.
Den Internationale Valutafond (IMF) har allerede strikket to store redningspakker sammen for at dæmme op for krisen. Thailand har fået en lånepakke på 17 milliarder dollar og Indonesien har fået lovning på et hjælpepakke til 33 milliarder dollar.
Men det har ikke kunnet hindre krisen i at sprede sig til verdens 11. største økonomi, Sydkorea, hvor faresignalerne allerede begyndte at blinke i 1996.
Flere store industrivirksomheder er gået konkurs, landet er gældsat til halsen og har opgivet at forsvare sin won-valuta og - trods "national skamfølelse" - besluttede regeringen forleden at gå tiggergang hos Den Internationale Valutafond for at få et lån på 20, måske 80 milliarder dollar.
"Tvillingeproblemet for Sydkorea og Japans banksektor er en økonomisk sikkerhedstrussel," skriver Alex Brummer i den engelske avis The Guardian.
Andre iagttagere opfordrer til at slå koldt vand i blodet. Præsidenten for Verdensbanken, James D. Wolfensohn, siger til det tyske ugemagasin Der Spiegel, at "det ikke er en specifik asiatisk sygdom, det er en bankkrise. I de sidste ti år har der været 100 bankkrise, det har kostet 250 milliarder dollar og i de næste 20 år vil der fortsat være bankkriser."

Tre kritiske punkter
Avisen Financial Times mener, at den værste del af Asiens finansielle krise måske er overstået. Men det afhænger dog af tre kritiske faktorer:
*For det første om Korea vil acceptere den skrappe medicin, som IMF vil tvinge landet til tage. Nedbringe overskudskapacitet i industrien, lukning af uprofitable virksomheder, sikre fyring af overskydende arbejdskraft og en stram finanspolitik.
*For det andet om den japanske regering kan håndtere landets bankkrise - få lukket de håbløst gældsatte banker og skyde ny kapital ind i de banker, som kan reddes.
*For det tredie om Kina vil devaluere sin valuta, yuan'en, og risikere at sætte ild i en ny skadelig og destabiliserede runde med konkurrencemæssige devalueringer i Asien.
I den seneste udgave af tidskriftet Foreign Affairs vurderer Harvard-økonomerne, Jeffrey Sachs og Steven Radelet, at "den sydøstasiatiske valutakrise i 1997 ikke er et tegn på afslutningen af den asiatiske vækst, men snarere tegn på en tilbagevenden til det mønster med finansiel ustabilitet, der ofte ledsager hurtig økonomisk vækst."
De tror, at de asiatiske økonomier i løbet af to-tre år atter vil opleve høje vækstrater. Den optimistiske prognose er, at Asien i år 2025 vil repræsentere mellem 55 og 60 procent af verdens nationalindkomst.
Asien vil med andre ord - hvis prognosen holder - blive verdens dominerende økonomiske kraftcenter i det nye århundrede, og dette efterårs bølgeskvulp vil tage sig ud som en parentes i historien.
Harvard-økonomerne erkender, at de asiatiske lande lider af alvorlige svaghedstegn i de politiske institutioner. Korruption og en ringe regulering af det finansielle marked har været en vigtig årsag til dette års valutakrise, påpeger Sachs og Radelet.
Cheføkonomen for Den Asiatiske Udviklings Bank, Vishvanath Desai, mener også, at dårlige regeringsledelse er en hovedforklaring bag den seneste finansielle uro:
"De sociale og politiske institutioner er ikke tilstrækkelig udviklede, og det civile samfund er ufuldkomment," siger han til nyhedsbureaet Reuters.

Upopulære beslutninger
Magasinet Far Eastern Economic Review vurderer, at regionens politiske ledere efter den finansielle steppebrand har udsigt til en hård politisk kamp for at bevare den politiske og sociale stabilitet i regionen.
I Sydkorea kan krisen få politiske konsekvenser den 18. december, når der afholdes præsidentvalg. I meningsmålinger står den mangeårige venstreorienterede oppositionspolitiker Kim Dae Jong til at at vinde valget, efter at han har indgået en overraskende alliance med en gammel ærkefjende, industribaronen, Park Tae Jong, som er grundlægger af verdens anden største stålvirksomhed.
Selvom mange håber, at det vil kunne føre til et opgør med den omfattende korruption i Sydkoreansk politik - der i så henseende minder om de sydøstasiatiske lande - så er der grænser for, hvilken økonomisk politik Dae Jong vil kunne føre. IMF vil stille skrappe krav til Sydkorea for at komme landet til undsætning - og det kan fremkalde nye massedemonstrationer fra de militante sydkoreanske fagforeninger.
Der har været visse uroligheder i flere andre lande. I Thailand var det demonstrationer fra en vred middelklasse, der tvang regeringen til at træde tilbage.

Demonstrationer
På Filippinerne marcherede 20.000 vrede borgere til præsidentpaladset i slutningen af oktober måned i protest mod de ofre, som befolkningen skal "yde til regeringens imperialistisk dikterede økonomiske politik".
I Indonesien, hvor præsident Suhartos familie har stolte traditioner for at sætte sig på landets økonomiske kronjuveler i industrien og bankverdenen og slå hårdt ned på den politiske opposition, demonstrerede 40.000 arbejdere fornylig mod en af landets største arbejdsgivere på Java - for at få højere lønninger.
Præsident Suharto agter ikke at træde tilbage fra sit embede, men har i lyset af IMF's hjælpepakke vist villighed til at give afkald på en smule af sin magtbrynde. Han har valgt at lukke nogle af familiens banker og har fået retssager på halsen. Men det er ingen trussel. Eller som en vestlig diplomat siger til Far Eastern Economic Review: "Gud ske tak og lov er dette land ikke et demokrati."
Men uden politiske reformer risikerer man - i Indonesien og andre asiatiske lande - at lægge en dæmper på de kommende års økonomiske vækst.
Alex Brummer skriver i avisen The Guardian, at "en af de vigtigste konklusioner af begivenhederne i Sydøstasien er, at bankfolk og økonomiske embedsmænd begår en historisk fejltagelse, når de ignorerer den politiske kontekst af deres lån. Suharto er måske er person man kan lave forretninger med, men at ignorere hans korruption af det økonomiske system vil blive dyrt for aktionærerne og kunderne i de globale banker."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu