Læsetid: 6 min.

Et fjols til at skrive breve?

1. november 1997

Pontoppidans korrespondance af moderat interesse

Ny bog
Så blev det da tiden for udgivelse af Henrik Pontoppidans breve. Trods hans testamentariske forbud mod offentligørelse af både breve, avisartikler og lignende lejlighedsarbejder har ihærdige forskere i stigende grad overtalt både sig selv og digterens efterlevende samt diverse jurister til at negligere en blufærdig og selvkritisk digters vilje.
Det er der da også tradition for, måske ud fra ræsonnementet, at de jo bare selv kunne have slettet sporene, som fx Johannes V. Jensen gjorde. Man fortaber desuden den materielle ejendomsret ved at tilstille enten offentligheden eller diverse enkeltpersoner sine tanker.
Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff har sorteret, hvad der var at finde, og publiceret 548 breve, ca. en sjettedel af, hvad der formentlig blev skrevet. Nogen stor brevskriver var han da ikke, målt med tidens og professionens alen, hverken hvad omfang eller spiritualitet angår. Gedigen sproglig kvalitet har brevene, men sjældent impulsivitetens genius, henvendelsens vellyst, selvudfoldelsens skamløshed, som man kan møde det i andre af tidens korrespondancer, hos Brandes, hos Drachmann, alt det som kan tilfredsstille vores utidige nyfigenhed og saglige videbegær.
"Du ved jo, at jeg er et Fjols til at skrive Breve!" skriver han selverkendende til sin gamle ven og dusbror, svenskeren Axel Lundegård, hvor han også afæsker ham detaljer fra en rejse: hvordan han morede sig, hvor han boede etc.
Selv vil han som sprogbruger åbenbart undgå alt det "konfektagtige, der er vor nyere Litteraturs Jammerskade", som han siger til samme om en af sine egne tidlige noveller. Og til Georg Brandes langt senere noget om et par yngre kolleger: "Disse Sprogets Ekvilibrister går jeg gerne af Vejen for med et respektfuldt Buk." Og lyrik går han ligeledes helst af vejen for. Der er alt for megen spurvekvidder! lyder det gentagne gange, bl.a. med henblik på Aakjær. "Over for dem man holder af, er det skrevne Ord en slet Erstatning for det talte," siger den påholdne skribent (16. feb. 1908). Derfor voksede brevgælden.
Så véd vi det.
Og man kan spørge sig, om det aktuelle store, omhyggelige, velannoterede udgiverarbejde var ulejligheden værd, når nu de mest personlige breve er brændt - dem til digterens første hustru - og en anden forsker stadig ruger over 150 breve, han intet vil oplyse om, samt at der findes endnu en del brevskaber, der stadig holdes i skufferne.
Pontoppidan var i øvrigt selv forslagsstiller til oprettelsen af et Georg Brandes-arkiv i anledning af hans 70-års fødselsdag, noget som Brandes i et brev til initiativtageren frabad sig i denne "forsmædelige og latterlige anledning": "Det er en Opfordring til Fremtidens Borchsenius'er til at sidde og snage i mine gamle Breve og Privatpapirer - netop hvad jeg altid har gyst for. Velment er det jo, men skrækkeligt: det Værste. Gid der i Stedet var blot to Tusinde Mennesker, der vilde kjøbe hvad jeg skriver."
Da Brandes senere blev spurgt, om han virkelig mente dette, betegnede han det imidlertid blot som "Løjer".
Sådan morer berømthederne sig.

Glimtvise stråler
Udvalget strækker sig over årene 1880-1943, fra det første brev til den ovennævnte ugebladsredaktør Otto Borchsenius, sendt af rekrut i ingeniørtropperne, stud.polyt. Henrik Pontoppidan, sammen med manuskript til fortællingen Kirkeskuden og frem til en sommerhilsen til vennen Andersen-Nexø, som han i mange år havde et nært forhold til, men hvem han, som i næsten alle tilfælde, var De's med.
I sidelys og punktbestråling hvælver den store Danmarks- og litteraturhistorie sig over disse ret kortfattede breve, der for en stor del handler om de nære, aktuelt litterære relationer, de evindelige henvendelser til forlæggere om økonomi og formelle spørgsmål, anbefalinger af kolleger til stipendier, tanker om Nobelpriser og beskatninger - let genkendelige fra nutidens trakasserier, og ikke mindst takkeskrivelser for tilsendte bøger af kendte og ukendte.
I sidstnævnte brevtype kan man beundre Pontoppidans ubestikkelige nøgternhed. Han synes bestandig at læse alt, hvad han får tilsendt, selv da hans syn efterhånden svækkes. Han takker omhyggeligt, karakteriserer og vurderer, og med rosen følger riset, der ikke sjældent svirper.
Jørgen Bukdahl indlægger sig fortjeneste hos ham ved sin Pontoppidanskildring i hans Dansk national Kunst (1929) og ved at lægge en torpedo under artisteriet hos disse "stilister", der ikke bruger deres kunst som middel til selvopdragelse. Bukdahls egen stil får digteren til at tænke på den type klangfulde klaverer, som har "orgeltone", forskellig fra det meste i tidens litterære orkester. Og så kommer det:
"Skulde jeg gøre en Indvending mod Deres Brug af det, vilde jeg sige, at De maaske er lovlig stærk i Anvendelsen af Pedalen".
En blidt afsendt torpedo.
Ganske bidsk kunne han også være som i en brevveksling med den kontroversielle kritiker Harald Nielsen. Kritikere trænger mere end andre kunstnere til at få deres betydning fastslået af andre, skriver han. "De, som med større og mindre Ubarmhjertighed flaar Huden af deres Medmennesker, er selv de mest ømskindede over for Kritik". Og han betragter Harald Nielsens selvfølelse som et vidnesbyrd om en indre usikkerhed. Han vil ikke slutte brevet med en kærlighedserklæring, men dog stadig kalde sig "Deres hengivne".
En del breve handler om disse dybt åndssvage kritikere og anmeldere, som nok skulle have lov til at mene, hvad de ville, om de blot forstod. Taknemmelighed over for dem, der rammer rigtigt, er til gengæld utvetydig. Efter en mindre kontrovers med Vilhelm Andersen, fik Pontoppidan efterhånden et hjerteligt forhold til filologen og professoren. "Jeg ønsker Dem al det Solskin, hvortil De er født". Vilhelm Andersen fulgte ham tæt, med en monografi og stadige anmeldelser og fortolkninger.
Apropos romanen De dødes Rige, karakteriserer Pontoppidan selv sit stilistiske ideal, det uopnåelige mønster: "Der var engang en Mand, der hed Søren". Tydeligere sagt: "Jeg...har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgaaet. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt) er det bare Vrøvl."
Her rørte forfatteren ved et afgørende træk, som i tidens løb har skabt forvirring i Pontoppidan-fortolkningen: Alt dette om hans "tvesind", hans ironi osv. Jeg er langt mindre ironisk, end man tror! siger han et sted. Og mindre alvorlig, end man tror.
Sagen er, at Pontoppidan i al stilfærdighed skabte den moderne polyfone roman, flerstemmig eller dialogisk, der ikke imødekommer dem, som ønsker budskaber og forkyndelser. Dermed sammenhænger også Pontoppidans flere gange udtrykte skepsis over for Henrik Ibsen og hans dramaers karakter af læredigtning. Publikum forlanger i deres uforstand katekismer.

For lidt nyt
Han er heller ikke varm på Selma Lagerlöf eller den sovekammerlumre Sigrid Undset. Der falder både drøje og slebne karakteristikker af denne og hin, ud fra hans stadig fastholdte ideal af realisme, folkelighed, radikalitet og en god portion konservatisme, der bragte ham i modsætningsforhold til Politiken og så småt til Edvard Brandes, som han ellers længe holdt varme linjer til. Mere varig var beundringen og hengivenheden for Georg Brandes i den her meddelte korrespondance, som Elias Bredsdorff tidligt gjorde kendt i referat gennem sin disputats (1964).
Noget egentlig nyt lys kaster den store, men også skrabede brevudgave da ikke over Pontoppidans markante, retlinede skikkelse. Hans udtalelser om egne værker er ikke just overraskende, og lidt langt er der mellem godbidderne for den lækkersultne læser, der til gengæld får en oplevelse af det litterære netværk gennem flere menneskealdre, set fra digterens mange forskelige adresser, som vennerne havde møje med at finde frem til. Breve handler af gode grunde om fravær.
Det er for så vidt det ærgerlige ved Pontoppidan-brevene. Fornemmelsen af fravær, af hemmelighedskræmmeri, af bortkasten og forsvinden. Selv gemte han ikke mange modtagne breve. Der er udslettede fjernvenskaber som det med den store norske digter Hans E. Kinck, der herhjemme er omtrent så glemt som hans breve. Men bøgerne, de store og små romaner, de er der jo alle tilfælde. De er vel værd at holde sig til.

*Henrik Pontoppidans breve 1-2. 1880-1943. Udv. og komm. af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff. 366 + 372 s. 450 kr. Ashehoug. Udkommer mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her