Læsetid: 7 min.

En flygtningejournalists vilkår: Bøvl, kun bøvl

10. november 1997

Det giver hverken frynsegoder eller særlig prestige at beskæftige sig med flygtninge- og indvandrerspørgsmålet som journalist - til gengæld er det svært

Hvis erhvervsjournalister forvekslede aktier og obligationer, som andre journalister forveksler flygtninge og asylansøgere, ville de hurtigt skulle finde sig et andet arbejde, har lederen af Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, engang sagt.
Og selv om mediernes artikler og indslag om flygtninge og indvandrere fylder meget målt i spaltemillimeter og minutter, sættes der ikke nær de samme ressourcer ind på at kvalificere journalister på flygtninge- og indvandrerområdet, som der bruges på at opruste de store nyhedsmediers højtlønnede erhvervsredaktioner.
Journalister, der skriver om biler, kan i ugevis prøvekøre de nye modeller, de skal anmelde i deres aviser.
Hende, der uddeler madspaltens kokkehuer, kan gå på restaurant på avisens regning.
De, der lever deres professionelle tilværelse som medlemmer af Folketingets Presseloge, færdes dagligt op og ned ad politikere med en naturlig tilbøjelighed til at ville i avisen.
Der er ingen frynsegoder, nemme genveje eller særlige behageligheder forbundet med et job som journalist med flygtninge- og indvandrerområdet som speciale.
Kun bøvl.

Hvad kalder 'vi' 'dem'?
Hver gang vi definerer indvandrere eller flygtninge eller udlændinge som gruppe, bidrager vi til at skabe en distance mellem "os" og "dem". Hver gang vi vælger et ord, tager vi parti.
Naturligvis kan man ikke altid undgå etiketter. Mange principielle forhold, der påkalder sig journalistisk interesse, er fælles for personer, som ikke har dansk statsborgerskab, eller for mennesker, hvis hud ikke er lys, og hvis hår ikke er leverpostejfarvet.
Kan en journalist skrive om diskoteksdørvogternes påståede racisme uden at nævne, at de afviste gæster har en mørk hud?
Nej, vel?
Et godt princip er at spørge folk selv, hvad de gerne vil kaldes. Det prøvede jeg, da jeg for et par år siden skrev en artikel om emnet. Svarene var bestemt ikke entydige.
Bashy Quraishy, en erfaren debattør på området, tog afstand fra udtrykket "indvandrer" og slog fast: "Hvis du har plads til 'indvandrer', har du også plads til 'etniske minoriteter'." Og det mente han så, at avisernes redaktionssekretærer bare kan skrive i overskrifterne. Det mener redaktionssekretærerne ikke, skulle jeg hilse og sige.
Fakhra Mohammad, der også er en fremtrædende indvandrer i den offentlige debat, omtalte sig selv som "sort", for "man bruger bevidst og ubevidst skældsord for at tage det negative ud af dem," som hun sagde.
Hüseyin Arac, socialdemokratisk byrådsmedlem i Århus, mente, at udtrykket "de nye borgere" var passende.
Den 21-årige handelshøjskolestuderende Tanveer Mustafa Chaudhary tog afstand fra "andengenerationsindvandrer", for "når man er født i Danmark, er man jo ikke indvandret".
Jeg var - syntes jeg - lige vidt, da jeg havde spurgt en håndfuld mennesker med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Så jeg fortsætter med at smage på ordene, inden jeg bruger dem.
Jeg prøver at bruge klart definerede ord.
En indvandrer er et menneske, der er brudt op fra sit fødeland og rejst videre til et andet land for at bo der fast.
En flygtning, der opholder sig i Danmark, er en person, der har fået opholdstilladelse efter den danske udlændingelovs paragraf 7 eller 8.
En asylansøger er derimod en person, hvis sag er under behandling hos de danske myndigheder. Når Flygtningenævnets afgørelse foreligger, bliver hun enten en flygtning eller en afvist asylansøger.
En udlænding er i Danmark en person, der ikke har dansk statsborgerskab. En dansker er derimod en person, der har dansk statsborgerskab, men ikke nødvendigvis en, der er født i Danmark og har danske forældre.
Omvendt forsøger jeg at undgå ord uden klare definitioner. Det gælder for eksempel "fremmed". Er "de fremmede" - titlen på Ekstra Bladets store kampagne i foråret 1997 - ikke en af de mest distanceskabende etiketter, vi kan hæfte på medmennesker?

Hvorfor så svært?
Den danske udlændingelov er kompliceret. Og dens samspil med de internationale konventioner om flygtninge og menneskerettigheder er det ikke mindre. Intet af det er noget, en journalist sætter sig ind i på en eftermiddag. Og hvis hun ikke kan paragrafferne, risikerer hun, at Udlændingestyrelsens jurister kører rundt med hende (så hun opgiver en god historie), eller at ihærdige flygtningevenner får hende til at løbe med en halv vind (så hun skriver en historie, hun burde have holdt fingrene fra).
Menneskeligt er stofområdet også krævende. Asylansøgere, der har fået afslag på deres asylansøgninger i Udlændingestyrelsen og i Flygtningenævnet og afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse i Indenrigsministeriet, har ofte opbygget nogle helt urealistiske og opskruede forventninger til mediernes muligheder i det danske demokrati. Aviser, radio og tv opfattes som den fjerde og sidste ankeinstans.
Men det er kun en lille del af de mange udlændingesager, journalisten reelt kan skrive om. 80-90 procent af sagerne må sorteres fra af den ene eller den anden grund.
Ofte handler det simpelt hen om troværdighed. Journalisten kan måske ikke udelukke, at asylansøgeren fortæller sandheden, men før hun bruger tid på en sag, skal hun have en rimelig grad af tro på, at hun kan overbevise læseren om, at denne konkrete asylansøgers skæbne er interessant, relevant og sandfærdigt skildret.
Journalisten kunne godt vælge medlidenhedsvinklen på alle de historier, hun kommer i nærheden af. Hun kunne nøjes med at skildre sagen, sådan som asylansøgeren selv ser den. Referere Alis triste beretning om, hvordan hans forældre er blevet myrdet af militsen, hans søstre voldtaget af politiet og han selv torteret af efterretningstjenesten.
Men ofte har en journalist på et kontor i Danmark alt for ringe forudsætninger for at tjekke, om Ali fortæller sandheden.
Selvfølgelig, journalisten kan ringe til Amnesty International, til Human Rights Watch, til Røde Kors, til Dansk Flygtningehjælp, til FN's Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) og spørge, om Alis historie lyder sandsynlig. Men meget længere kan hun oftest ikke komme.
Når journalisten vælger medlidenhedsvinklen i en historie, hun ikke har tilstrækkeligt med mulighed for at efterprøve, er det hendes egen troværdighed, hun sætter på spil. Og den bliver stadig mere tyndslidt, hver gang det ikke lykkes at få myndighederne til at erkende, at de har taget fejl.

De svære kilder
Journalisten opsøges af kilder, som har meget på spil og ofte urealistisk stor tillid til hendes muligheder for at hjælpe. Hun skal huske, at hendes primære opgave aldrig er at hjælpe udlændinge til at få deres ret. Det vigtigste er at gøre læserne klogere. Journalisten er læsernes advokat - ikke kildernes.
Myndighederne er lukkede og afvisende. Nogle gange med god ret og af hensyn til udlændingene selv. Nogle gange på grund af travlhed. Andre gange fordi embedsmænd og politikere ikke ønsker en sag nærmere belyst.
Alt for ofte må journalisten give op uden selv for alvor at blive klogere. Hvis hun ikke er 100 procent sikker på, hvad der er foregået i en sag, har hun et problem. Det kan være svært for hende at gøre læserne klogere, hvis hun ikke selv er blevet det.
Og selv om hun er overbevist om, at der er sket blodig uret, er det ikke sikkert, at hun kan bevise det, eller at det får konsekvenser for sagens praktiske udfald. Nogle gange vælger myndighederne at ignorere al dokumentation og fastholde afgørelsen.

Brosten i luften
Medierne begynder ofte først at interessere sig for en sag, når der er brosten og molotov-cocktails i luften.
Vi journalister er immune over for og ganske ligeglade med fredelige traske-demonstrationer. Vi lærer at ignorere de sultestrejkende asylansøgere på Slotspladsen, når vi passerer dem på vej ind for - måske over en frokost med små lune retter - at tale med partiernes udlændingeordførere på Christiansborg.
Hvis kreative asylansøgere går til yderligheder og syr deres læber sammen med tandtråd for ligesom at understrege alvoren i deres sultestrejke - som en gruppe afghanere gjorde i 1993 - er der måske et godt billede i det for Ekstra Bladet. Eller når Greenpeace med en solid økonomi i ryggen arrangerer en pseudobegivenhed hundredevis af kilometer ude i Nordsøen, stiller vi op. Endelig har en pressionsgruppe den mulighed at begynde at kaste med sten.
De autonome kan arrangere folkekøkken og udgive små tryksager med autonomt layout i årevis, uden at det rager medierne. Men hvis der en nytårsaften - som ved årsskiftet 1994-95 - bliver smadret en McDonald's-familierestaurant på Nørrebrogade i København, står medierne der straks og leder efter noget så selvmodsigende som en "talsmand" for de autonome.
Mediernes interesse for konflikterne på Indre Nørrebro i sommeren 1997 blev naturligvis også først vakt, da der var brosten i luften.

Drengene på Blågårds Plads
Professor Lise Togeby, Århus Universitet, anklagede for nylig medierne for medskyld i den bølge af fremmedfjendtlighed, der går hen over Danmark. Pressen gør sit arbejde for dårligt og giver alt for forsimplede billeder af mødet mellem danskerne og udlændingene, mener Lise Togeby.
Niels Rohleder er en af de danske journalister, der længst, grundigst og mest nuanceret har beskæftiget sig med området. Informations Forlag udgiver i dag hans bog Drengene på Blågårds Plads, der bl.a. bygger på Rohleders store artikelserie om virkeligheden bag sommerens sammenstød mellem unge indvandrere og politi på Nørrebro.
På denne side bringes i redaktionelt forkortet form det afsnit fra bogen, der handler om det at være journalist på udlændingeområdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her