Læsetid: 1 min.

FOLK

25. november 1997

Lise Giødesen
*I dag får ergoterapeuten og forfatteren Lise Giødesen fonden En god start i livets pris for sin film Et sygehus ligner næsten et virkeligt hus. Samtidig har filmen premiere. Den handler om børns oplevelse af sygdom og indlæggelse.

Salman Rushdie
*Den fatwa-ramte forfatter Salman Rushdie er involveret i en uhyre bitter læserbrevfejde med kollegaen John le Carré i The Guardian's spalter. De beskylder gensidigt hinanden for at være latterlige og selvovervurderende.

Pia Tafdrup
*Forfatteren Pia Tafdrup får Dansk Litteraturpris for Kvinder 1997. Prisen uddeles af Ragna Sidéns Fond og formålet med prisen er at opmuntre og anspore kvinder, der har ydet en betydelig indsats inden for dansk litteratur. Med prisen følger 25.000 kroner.

Clement Leung
*Østers har ord for at være godt for potensen. Til gengæld advarer dr. Clement Leung fra Hong Kong nu om, at kviksølvindholdet i dem ofte er så stort, at overdrevent indtag truer fertiliteten. Nyd dem med måde.

Max Havelaar
*Max Havelaar Fonden holder pressemøde i dag om politisk korrekte bananer, som man fremover kan købe med Max Havelaar-mærket. Det sker ifølge Ritzau-listen i Paphus II i Københavns Havn. Det skal nok være Pakhus II.

Charles M. Schulz
*Denne tirsdag fylder en af verdens mest elskede tegneseriekunstnere 75 år. Vi taler om Charles M. Schulz - Radisernes far.

Henning Kruse Petersen
*Koncerndirektøren bliver 50 år i dag. Han menes at være indehaver af danmarks-rekorden i Gyldne Håndtryk for det beløb, han fik for ikke at smække med dørene, da han forlod Unibank.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her