Læsetid: 1 min.

FOLK

22. november 1997

Jimmy Carter
*Eks-præsident Carter er væsentligt mere populær i USA nu, end da han sad i Det Hvide Hus. Hvorfor? "Tjah, det er vel svært at have noget mod en fyr, der arbejder for verdensfreden og bygger huse til de fattige," siger han selv.

Helmut Kohl
*Der Grosse Helmut taler lørdag ved søsterpartiet CSU's kongres i München. Og det, selv om Oktoberfesten er forbi for i år. Og selv om bayerne vist mistænker ham for at være skabs-socialdemokrat.

Tandlæger
*Dansk Tandlægeforening holder i weekenden generalforsamling - og de bekræfter på det smukkeste vore fordomme ved at henlægge seancen til Golf Hotel Viborg. Hole in one?

Bjørn Samuelsson
*Danmarks Jægerforbund holder denne weekend et arrangement, hvor man kan prøve at være jæger for en dag. Har man mod på en tur i naturen, hvor man kan fyre bøssen af, kan man ringe til naturvejleder Bjørn Samuelsson på telf. 36 73 05 00.

Anstændige borgere
*Ved kommunalvalget i tirsdags fik listen "Anstændige borgere i Gentofte" 77 stemmer. Er det virkelig alt, hvad de kan mønstre?

Fidel Castro
*Vi vidste ikke, at han var til den slags: Kammerat Fidel har bedt Jean-Michel Jarre lave en koncert i anledning af 40-året næste år for den cubanske revolution.

Prinsesse Diana
*Ifølge avisen The New York Post var prinsesse Diana på vej til det hvide lærred, da hun så tragisk kom af dage. Hun forhandlede om at spille sammen med Kevin Costner i en opfølgning til succesen Bodyguard.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her