Læsetid: 5 min.

Folkelighed og akademisk dannelse

29. november 1997

Som soldaten har Jørgen Bonde Jensen sit magiske fyrtøj med sig i sine ærinder ad hovedveje og biveje i litteraturen

PORTRÆT
Jørgen Bonde Jensen har i tidens løb haft held til at irritere eller harme en del mennesker i den litterære institution med sin indblanding - 'indblanding fra venstre', om man vil, for at benytte titlen på den opsamling af sin kultur- og samfundskritik gennem 10 år, som han udgav 1979. Jeg tænker på hans bidsk kritiske analyser i monografierne over idolerne Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg, der en halv snes år før ham udgik fra Vestre Borgerdyd genifabrik i Helgolandsgade. To litterære, kulturradikale troldmænd, der ikke kunne undgå at få en lærling, der blev så dygtig, at han vendte tilbage og belærte mestrene. Selv blev jeg - der i øvrigt ikke var noget forbillede - i et lille skrift af Bonde Jensen, Folkelighed eller populisme (1984) med overordentlig omhu imødegået for nogle betragtninger over fæ-nomenet knækprosa. Lad gå med det. Det egentlig irriterende i samme bog var at møde hans uskrømtede begejstring for Amaliehaven! Vi, der bor i kvarteret, ser med stadig voksende ulyst og undren på den langstrakte hybrid af skafot og planteskole, som ingen bryder sig om at færdes i, heller ikke de turister, der med forbavselse transporteres dertil i busser for at ophæve ødet. Bemærk, at jeg ikke sammenligner Bonde Jensens litterære domæne og lærdoms lyst-gård med en blanding af skafot og planteskole, selv om han er både skarp og pædagogisk.
Vi er netop sindede at tildele Jørgen Bonde Jensen prisen fra 'Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse', der i ubrudt linje stammer fra 1759 og siden er indgået i Det danske Akademi. Selskabets formål var at på forskellig måde at under-støtte sådanne skrifter, der tjener til at "forbedre Sproget, Sæderne og Smagen." Således også i dag.

Der er ingen tvivl om, at Jørgen Bonde Jensen besidder stor saglighed samt en sædelig dvs. moralsk lyst til at demonstrere den på en kontroversiel måde. Det gør han i en tætført, myndig stil, som er suggestiv troværdig i stædig grundighed og udfoldelse. De nævnte 'indblandinger' viste en massiv tro på socialismens nødvendighed og den korteste vej dertil, men også et kritisk opgør med venstrebevægelsernes selvgode skizofreni. Indblandingsbogen er, læst i dag, et fint stykke intern kulturhistorie. Bonde Jensen står i bevidstheden som en af den marxistiske ideologikritiks fædre, men med en uudryddelig optagethed af den kunst, som hans trylleris lærlinge enfoldigt skrottede som ideologi og falsk bevidsthed. Hans fascination af den borgerlige kultur, som han ville arve på den rette måde, afsatte indgående studier af både gamle bøger, billeder og institutioner, af den herskende smag, bl.a. for øl, Gammel eller Hof. Således afprøvede han i sin historie om Carlsberg (1976) epokens drømmebilleder af stil og arkitektur. Det var Walter Benjamins metode, han overførte til dansk, og også ham, han havde under den ene arm, mens storbyreporteren Herman Bang gik på hans anden side på den underfulde vandring gennem Magasin du Nord, som indleder den følgende artikelsamling med titlen Mellemting (1980), hvor bl.a. også Christiansborg, Det kongelige Teater, Guldalderens familiebilleder og intet mindre end turistens Frankrig anskues af sanser og intellekt. Det er vittige, skarpsindige, sprogligt stimulerende betragtninger af omverdenens skønne og nyttige videnskaber. Øjensyn.
Titelordet 'Indblanding' fra før er egentlig et genre-ord, ligesom nu Mellemting', et begreb han indgående ræsonnerer over i forordet, hvor det bl.a. hedder: "Mellemtingen, der er et produkt af den moderne bevægelse, vil gerne selv indfange og rumme bevægelsen, selv bevæge sig. Den véd, at bevægelse (men også dens modsætning) opstår ved kontakt, udveksling, kommunikation, sammenstød, konflikt om galt skal være."
Bonde Jensens mellemting vil samle, men også sprede, for at der ikke skal blive samling om udlevede værdier.

Det er denne dialektiske bevidsthed, som gør hans essays spændende ved siden af den opsøgende viden, han udfolder. Og essays turde han nu gerne kalde den næste samling, Mit navn er hare (1984), skønt han før foretrak ordet 'forsøg' for at slippe for den uforbindtlighed, han syntes der traditionelt knytter sig til det engelske ord essay. Her går han med H. C. Andersen som en optisk ledefigur til den lille havfrue, i Tivoli og på Københavns Hovedbanegård.
Det vil være en oplagt ide for pendlere at udnytte DSBs moderne togforsinkelser og bevæbne sig med dette forbav-sende essay for at bruge øjnene på ny og afdække stedets hemmeligheder og hele symbolverden. Og her finder man det fine essay, der trænger ind i det gamle chatols hemmelige verden og kommer ud igen i cafeernes moderne spejlverden. Titelessayet "Mit navn er hare" er en både lærd, moderne semiotisk aflæsning af Holbeins billede "Ambassadørerne". Blikket undersøger blikket, der så at sige ser forbi virkeligheden og døden. Mit navn er flugt. At Bonde Jensens læsemetode har dannet skole, kan man se i dagens kulturtidsskrifter og afhandlinger. Men få har som han evnen til at få afvejene, krinkelkrogene til selv at udpege retninger durk ind i den moderne civilsation.

Ikke mærkeligt, at også eventyrenes verden både fængsler og frigør ham. Som når han tager fat i H.C. Andersen og genrebilledet (1993), en tematisk essaysamling, hvis forfatter han på bogens flap ikke uden selvfølelse karakteriserer som en art disciplineret litterær flanør, der ligesom eventyrdigteren kan kondensere det store til genrebilledets intime hverdagsverden. Det er jo dobbeltheden af folkelighed og akademisk dannelse, han tilstræber. Med tiden er den mere barske, kategoriske stil da også slebet til i labyrintisk finesse uden at tabe i klarhed og stringens. Sådan også i den seneste bog, den essayistiske Jeg er kun en digter, om Søren
Kierkegaard som skribent. Det gælder filosoffens problematiske forhold til æstetik, som kommer i konflikt med ortodoksien. En også for Bonde Jensen gammel konstellation, hvor hans erkendelse af æstetikkens progressive karakter bekræftes i et nyt stof.
Æstetik er et mineret område. Han lagde sig i Villy Sørensen-bogen ud med forfatteren ved at hævde æstetikkens indsnævrende virkning i de tidlige historier, der således skulle stå tilbage for sammes Formynderfortællinger. Jeg skal undlade at gå ind i ordspillenes perspektivverden om formynderskabets programmatiske huseren og nøjes med at konstatere elektriciteten i konstellationen Andersen-
Kierkegaard, en oplevelse, som Bonde Jensen ikke har fra fremmede.
Det er med fornøjelse jeg overrækker Det smagende Selskabs pris til den inciterende universitetslærer, den videnskabelige essayist, den sensuelt engagerede, socialt og folkeligt bevidste æstetiker, den gode sprogbehandler, der ynder svinkeærinder, men dog stædig som en terrier bider sig fast i sine emner, ryster dem for ikke at slippe dem, før de velsigner ham.
Som soldaten har Jørgen Bonde Jensen sit magiske fyrtøj med sig i sine ærinder ad hovedveje og biveje. "Fyrtøjet er fyrighedens tøj!" som han selv siger i sin udlægning af eventyret.
Her er så en sum penge fra en af Det danske Akademis skatkister. Når du åbner konvolutten, vil du se, om den stammer fra den med hunden med øjne så store som tekopper, som møllesten eller som Rundetårn. I alle fald til lykke!

*Universitetslektor Jørgen Bonde Jensen modtog i går Det Smagende Selskabs pris ved Det danske Akademis årsfest i Kunstindustrimuseets festsal i København, hvor også en række andre priser blev uddelt. Vor anmelder, Torben Brostrøm, motiverede tildelingen med ovenstående hyldesttale

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu