Læsetid: 4 min.

Forfulgt af kærlighed

28. november 1997

Ian McEwans seneste hverdagsgyser har rationalitet som forløser

Roman
For længe siden i virkelighedens verden - engang i 1918 - gik en fransk kvinde rundt i London, fuldstændig besat af Kong George V. Hun led af den vrangforestilling, at kongen sendte hende hemmelige kærlighedsbudskaber via gardinerne i Buckingham Palace. Denne sygehistorie ligger bag den psykiske forstyrrelse, kaldet de Clérambault-syndromet, der er omdrejningspunktet i Ian McEwans seneste angstfyldte roman, Evig kærlighed.
Det kan være svært at skelne en egentlig de Clérambault-besættelse fra en forelskelse, fordi dette syndrom i en vis forstand er afgrænset, og fordi den person, der lider af det, godt samtidig kan passe sit arbejde og virke normal. Blot ikke på dette ene punkt, hvor vedkommende er skingrende skør og opfinder hemmelige, kodede kærlighedserklæringer fra sit elskede offer.
"Ofrene for de Clérambault-patienter er udsat for chikane, stress, fysiske og seksuelle overgreb og endda død", som det hedder et sted hos McEwan. De har samtidig svært ved at overbevise omgivelserne om, at der er noget galt, og ender derfor ofte i en ekstremt angstfuld situation.

Den skjulte tilværelse
Frygt og angst har altid været bærende kræfter i McEwans romaner, lige fra angsten for at miste sit barn i et supermarked i Tiden fylde til at miste sin partner i Venedig, i Hjælp fra fremmede. Den tvetydige hverdagssituation, som kipper over i frygt, kaos og død er hans speciale.
Romanens eminent velskrevne indledning er et godt eksempel på endnu en McEwan-specialitet; nemlig at vise, at så meget i tilværelsen er skjult, og at selv når det skjulte åbenbares, vil det ofte igen skifte karakter.
Hovedpersonen, videnskabsjournalisten Joe Rose har netop hentet sin kone, litteraturforskeren Clarissa i lufthavnen og skal lige til at åbne en flaske god vin på velkomst-skovturen, da han indblandes i en ulykke. Joe Rose bliver opmærksom på en ballonskipper i nød, og sammen med en række andre mænd, der kommer til fra alle verdenshjørner, begynder han at løbe ind mod ulykkesstedet midt på en mark. Under ulykken møder Rose den mand, der bliver hans stalker, hans erotisk besatte forfølger.
McEwan, der i de senere år også har arbejdet som manuskriptforfatter, skriver her meget filmisk: Set oppe fra en musvåges synsvinkel var "var Parry og jeg bittesmå skikkelser, med skinnende hvide skjorter mod det grønne, der kom farende imod hinanden som elskende, uvidende om de kvaler denne forbindelse ville medføre".
Samtidig aktiverer ulykken spørgsmålet om retten til at hytte sit eget skind overfor pligten til at hjælpe og eventuelt ofre sig for andre i nød. Ulykken får en lavine af dilemmaer til at vælte ned over de implicerede - og Rose blive ikke blot forfulgt af Parry, men også af sin dårlige samvittighed.

Moderne dilemmaer
Så er spillet igang og McEwan kan påbegynde rutschebaneturen for Joe og Clarissa - det tilsyneladende lykkeligt barnløse par, der i virkeligheden keder sig lidt i hinandens selskab.
Parry passer ustandselig Joe op, sender breve m.m. og lægger et ydre pres på parret. Et pres, som igen hurtigt skaber et indre kaos i deres forhold og aktiverer alle de små brud- og afstandsmekanismer, der ellers har været holdt i skak af deres velordnede tosomhed og deres udadvente arbejdsnarkomani.
I den forrige roman Sorte hunde, afprøvede McEwan bl.a. irrationaliteten og den umiddelbare mellemgulvsreaktion som forløsere i et opgør med ondskaben. Når Churchill var deprimeret over manglende krigslykke, talte han om at kæmpe med sine sorte hunde, om at bevare kampgejsten imod alle odds.
Her i Evig kærlighed tipper balancen, så rationaliteten får mere plads i konfrontationen med det ustyrlige. Joe Rose' naturvidenskabelige fornuft og kombinationsevne bliver afgørende for at kunne overleve Parrys vanvid, selvom det kun endeligt lader sig gøre i kombination med en macho-agtig omgang selvtægt á la John Wayne. Det gør ham til gengæld fremmed i Clarissas øjne, og de glider mere og mere fra hinanden.
McEwan skriver intelligent, bevidst og filosofisk, men bestemt ikke kedeligt. Desværre forekommer oversættelsen nogle gange unødig tør. McEwan er nemlig en stor stilist. Et appendix udformet som en artikel til et psykiatrisk tidsskrift om de Clérambaults syndrom og indsendt under navnene Wenn & Camia, et anagram for hans eget navn, blev faktisk antaget af British Journal of Psychiatry, før han afslørede sig selv som stilistisk storsvindler.
Der er arbejdet så meget med temaer og sprog i denne roman, at der kan spindes lange ender over det. I stedet for at udrede kompleksiteten vil jeg blot give et enkelt råd, læs den!
Evig kærlighed er en af efterårets bedste romaner, fordi den behandler de helt fundamentale spørgsmål om, hvordan man forvalter personlig ansvarlighed i forhold til sig selv, ens nærmeste og til de andre - og det gøres med en intelligens og følsomhed, der er mere end sjælden.

*Ian McEwan: Evig kærlighed, oversat af Jørgen Nielsen, 260 s. 275 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu