Læsetid: 4 min.

Frankrigs mange motiver til at tøve

15. november 1997

Frankrigs traditionelt venskabelige holdning til Irak gør sig også gældende denne gang

Paris
Blandt de vestlige allierede udmærker Frankrig sig ved en forholdsvis pro-irakisk holdning, en tvetydighed, der spores i den nuværende krise som under Golf-krigen i 1991. Denne holdning har en lang historie, der fortæller om stærke politiske, økonomiske og militære forbindelser mellem Paris og Bagdad, om Frankrigs arabiske politik og om Frankrigs vedholdende kamp mod "amerikansk hegemoni".
I dag som i 1991 slutter Frankrig op bag USA, moralsk forpligtet som allieret i NATO og faktisk næsten tvunget af Saddam Husseins "stædighed", som præsident Chirac beklagede i en kommentar i går. Men på linje med Rusland og Kina - der ligesom USA, Storbritannien og Frankrig har vetoret i FNs Sikkerhedsråd - siger Frankrig nej til en FN-godkendelse af militære aktioner mod Irak.
I 1991 udfoldede Frankrig til det sidste energiske bestræbelser for at undgå krigen og kørte en slags diplomatisk sololøb, indtil præsident Mitterrand fandt, at krigen var uundgåelig, og Frankrig deltog derefter helhjertet i den militære koalition. Men der var splittelse i Socialistpartiet, og forsvarsminister Jean-Pierre Chevènement - der i dag er indenrigsminister -trådte tilbage i protest. Foruden en fløj af Socialistpartiet protesterede kommunisterne og en del gaullister. Man talte foragteligt om, at Frankrig svigtede de Gaulles idealer, optrådte som "junior partner" for USA og "dansede efter USA's pibe".

Symbolsk betydning
De franske forbehold over for den efterfølgende embargo mod Irak begrundes med humanitære hensyn, og det påpeges som i mange andre lande, at man straffer det irakiske folk, mens Saddam og oligarkiet i Bagdad har det fint. Men Frankrig er heller ikke blind for, at Saddam, skønt en odiøs diktator (men hvor mange demokratier er der i regionen?) har en stærk symbolsk betydning hos de arabiske masser, der har tendens til at føle sig ydmyget, når Saddam straffes. Yassir Arafat støttede ham i 1990-91.
Frankrig har store ambitioner om indflydelse i den arabiske verden og vil helst bevare en pro-arbisk profil. Det fremgik af præsident Chirans besøg i Mellemøsten i fjor, og Mellemøsten og den arabiske verden hører til de områder, hvor Frankrig i det mindste i ord går til modstand mod den amerikanske dominans. Frankrig irriteres også over den amerikanske politik over for Saddam, og hvis man finder den irakiske diktators provokerende opførsel uacceptabel, giver man også i franske kommentarer udtryk for, at den amerikanske politik næppe er mere subtil end en bulldozer.
Under den første Golf-krig i 1980erne, den otte år lange krig mellem Iran og Irak, optrådte Frankrig som allieret med Irak - den angribende part - og havde et særlig tilspidset forhold til Teheran. Frankrig var side om side med Sovjet storleverandør af våben og krigsudstyr af næsten enhver slags til Irak. Frankrig førte denne politik med en sådan konsekvens, at man udlånte avanceret krigsmateriel fra det franske forsvars egne arsenaler, således i 1983 fem Super Etendard fly
Selv da Paris søgte at normalisere forbindelserne med Teheran i 1986 for at opnå frigivelse af franske gidsler, der blev holdt af pro-iranske grupper i Libanon, tog Frankrig ikke sin ubetingede støtte og sine våbenleverancer til Irak op til revision. Det skyldtes ikke blot, at våbeneksporten var big business, men bundede også i et klart politisk valg, et ønske om at have Irak som ven og allieret. Iøvrigt blev det en kostbar alliance, for våbenlerancerne efterlod Frankrig med et usikkert tilgodehavende på 40 mia. kr. i Irak. Dette siger igen noget om Frankrigs interesser i at se Iraks økonomi genrejst.
Økonomiske interesser spiller en vigtig rolle for Frankrigs traditionelt venskabelige holdning til Irak. Det er en politik, der går tilbage til 1970erne, og Irak var efter den internationale "olie-revolution" et tiltrækkende objekt for franske investereringer, samhandel og økonomiske forbindelser i det hele taget. Det gav sig bl. a. udslag i det atomenergi-samarbejde, der i 1980 fik Israel til at foretage et ødelæggende bombeangreb på atomkraftværket i Tamus uden for Bagdad.

Charmeret af Saddam
Jacques Chirac, der første gang var premierminister i 1974-75, grundlagde denne alliancepolitik, og han fortsatte den som premierminister 1986-88. Han betegnede utvetydigt Irak som "vor ven og allierede". Han var fra begyndelsen charmeret af Saddam Hussein, og selv under normaliseringen med Iran vedblev han at sende den irakiske leder venskabforsikringer underhånden for at overbeviseham om, at Frankrigs udspil over for Teheran kun fandt sted af bitter nødvendighed af hensyn til gidslerne.
Irak og Saddam Hussein havde venner og beundrere i mange kredse i Frankrig, og på baggrund af det reaktionære, religiøse styre i Teheran begyndte visse franske socialister at betragte Irak med sympati: En socialistisk og verdslig stat. Kort sagt, den franske politik havde støtte i en bredt sammensat Irak-lobby, fra våbeneksportører til politiske og personlige sympatisører. Men bag hele denne politik lå en gaullistisk tradition, der handler om at øve indflydelse ude i verden - og i tilfældet Irak: At få foden solidt indenfor i et mellemøstligt land, der engang var britisk domineret.
Saddam har naturligvis ikke det samme image i dag, men visse traditioner lever videre, visse rygmarvsreflekser består. Og landet regeres i dag både af Chirac og af socialisterne, kommunisterne - og Chevènement, der nægtede at føre krig mod Saddam i 1991.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu