Det franske skolevæsen afspejler det moderne samfund: En stor middelklasse og et nyt proletariat
Skolen på kloden
PARIS - Hver gang Frankrig får en ny regering, kommer der med sikkerhed et nyt udspil på skoleområdet. Den 5. november, nøjagtig fem måneder efter dannelsen af den socialistisk ledede koalitionsregering, kom undervisningsminister Claude Allégre med sin første store plan. Den handler om bekæmpelse af vold i skolerne.
Det er med andre ord ikke den store "Skolereform", men den røber, at Frankrig har mange skoler, hvor disciplin og sociale forhold er akutte problemer. Det er ofte de samme skoler, hvor eleverne er vanskeligst at undervise, fordi de kommer fra underprivilegerede hjem. Det er skolerne i de forstadsghettoer af trøstesløse betonblokke med fattigdom, narko og småkriminalitet, der er kendt som "la banlieue chaude" - den varme zone, hvor alle mulige problemer hober sig op under den langvarige økonomiske krise og arbejdsløshed.
Det er også en påmindelse om, at der er stor ulighed inden for skolevæsenet - som i samfundet. En vigtig del af skolepolitikken i Frankrig har i mange år drejet sig om at gøre en særlig indsats for skolerne i de mest "udsatte" kvarterer, men problemerne synes at vokse, og der skal hele tiden nye hjælpeplaner til.
Klasse-geografi
Problemerne er højst ulige fordelt, og når man betragter forskellen mellem skolerne, får man indtrykket af et moderne klassesamfund - med en stor middelklasse og et nyt proletariat. Forskellen på de resultater, skolerne opnår med undervisningen, afspejler denne "klasse-geografi" i det franske samfund. En stor del af middelklassens børn er koncentreret i privatskolerne, næsten alle katolske, der tegner sig for en femtedel af de 12 mio. elever. Det drejer sig om betalingsskoler, men de er overvejende finansieret af det offentlige.
Volden i skolerne er et symptom, og undervisningsministerens plan er en første etape, hvor voldsbekæmpelsen skal foregå på forsøgsbasis i et år. Ni områder er udvalgt til denne plan, og det drejer sig om "varme" forstadsghettoer omkring Paris, Marseille, Lyon, Lille og Amiens. I skolerne i de ni forsøgszoner ansættes fra januar 1998 et ekstra personale på 30.000 assistenter - ikke lærere, men personer, der skal hjælpe med overvågning, mægling i stridigheder og menneskelig kontakt.
Den tunge ende
De franske skoler er i mange år blevet kritiseret for dårlige resultater - svigtende læsekundskaber, manglende elementær viden osv. Samtidig er politikerne og erhvervslivets ledere nervøse for Frankrigs økonomiske konkurrencedygtighed og peger på skolerne som en central faktor. Men det franske undervisningssystem frembringer både gode og dårlige resultater, og den store udfordring består i at hjælpe "den tunge ende" i et system, der traditionelt er udpræget elitært. Skævheden består trods mange forsøg på reformer.
Det centraliserede offentlige skolevæsen, l'Education Nationale, er en tung og massiv organisme, vanskelig at dirigere og næsten umulig at reformere. Den har over en million ansatte, og i mange år sagde man, at den var det største organiserede korps i verden næst efter Den røde Hær...
Den fransk-tyske krig
Skolen er et vedholdende og lidenskabeligt debatemne i Frankrig - et minefelt for de skiftende regeringer. I årtier var det enhver undervisningsministers ambition at lægge navn til en ny skolelov, men reformerne strandede ofte på energisk modstand - blandt lærerorganisationerne, forældreorganisationerne eller den politiske opposition. I dag undgår man helst ordet reform af frygt for protester og strejker.
To hovedkræfter aftegner sig bag dynamikken i skoledebatten - den nationale interesse og forældrenes ambitioner på børnenes vegne.
Da Frankrig i 1880'erne indførte almindelig skolepligt og gratis undervisning - sent efter tysk og skandinavisk målestok - var det nok en form for socialt fremskridt, men navnlig motiveret af ønsket om at styrke nationen. Franskmændene havde nederlaget i den fransk-tyske krig 1870-71 i frisk erindring. Man betragtede det preussiske skolevæsen med stor respekt, og den opfattelse bredte sig, at det var "de preussiske skolelæreres elever", der havde besejret de franske soldater - som overvejende var analfabeter. Det var på samme tid Emile Zola erklærede: "Frankrig bliver det, som skolelærerne gør det til".
Jospins guru
Hundrede år senere finder man stadig skolen i forgrunden i den politiske debat, og blandt de mest brugte argumenter er, at Frankrig er truet af tilbagegang og nederlag i den internationale konkurrence - og navnlig i den økonomiske kappestrid med Tyskland. Det lå bag situationen omkring præsidentvalget i 1988, da François Mitterrand vandt sin anden valgsejr. En omfattende skolereform med milliardinvesteringer var hovedpunktet på hans valgprogram.
Samtidig lancerede socialisten Michel Rocard den originale ide, at den næste premierminister samtidig burde være undervisningsminister. Tydeligere kunne det ikke siges, at skolen var et altoverskyggende spørgsmål. Rocard blev faktisk premierminister, men undervisningsministeren blev en anden topsocialist - nemlig Lionel Jospin, i dag premierminister...
Den nuværende undervisningsminister, Claude Allégre, har i mange år været Jospins højre hånd, hans nærmeste politiske og private ven. Allégre er en betydelig videnskabsmand og tænker og ofte betegnet som Jospins guru.
Sporløs Jospin
Baggrunden for Mitterrands valgløfte var en næsten katastrofal situation - underfinansierede universiteter, forsømte skolebygninger med utilstrækkeligt materiel, slumagtige gymnasier med revnede lofter, underbetalte lærere og følgelig lærermangel, for store klasser etc.
Regeringen Rocard iværksatte en plan af uhørt omfang, idet der blev afsat henved 60 mia. kr. over tre år til en højnelse af standarden. Men de rent materielle mangler og prisen for en rimelig forhøjelse af lærernes lønninger og antal viste sig så omfattende, at selv denne astronomiske bevilling kun levnede plads for beskedne strukturelle forbedringer.
Jospin var undervisningsminister i fire år, 1988-92, men han nåede næppe at sætte sig spor som reformator. Han fik forhøjet lærernes antal - med en forbedring af undervisingens standard til følge - men navnlig deres lønninger, og han omtaltes ironisk som "lærernes minister mere end undervisningsminister". Det hører med til billedet, at lærerne i Frankrig traditionelt regnes for et socialistisk klientel og det store lærerforbund FEN for at være socialistisk orienteret.
Ambitiøse forældre
Den anden stærke drivkraft i den franske skoledebat er forældreorganisationerne, der afspejler de individuelle ambitioner for børnene, kravet om resultater, vejen til social mobilitet.
Denne mentalitet slår igennem i en lidenskabelig interesse for studentereksamen - en ren besættelse. Som følge heraf fastsatte regeringen sidst i 1980'erne som mål, at 80 pct. af hver årgang skal have en skolegang op til studentereksamensniveau år 2000. Og idag er man tæt på dette mål.
For franskmændene er studentereksamen det eneste saliggørende, og lærlingeuddannelsen, der i Tyskland og i de nordiske lande ofte er udgangspunkt for videre uddannelse og udmærkede karrierer, foragtes i Frankrig som en sidste udvej for skolesystemets tabere. Tyrkertroen på skolediplomer og manglen på praktisk erhvervsuddannelse - eller på sammenkobling mellem de to - er uden tvivl en af det franske systems store svagheder.
Dette var også omtrent, hvad man kunne læse ud af den betænkning, der blev afgivet af den såkaldte Fauroux-kommission i juni 1996. Denne kommission, der var blevet nedsat i 1995 for at kulegrave skolens problemer, anbefalede en mere virkelighedsnær og erhvervsbetonet skole, men pegede samtidig på behovet for forbedring af læse- og skriveundervisningen og de elementære kundskaber samt en forenkling af fagplaner og pensa, som man fandt helt uoverskuelige fra et tidligt stadium i underskolen. Denne betænkning, der anbefalede en "modernisering", blev stemplet som reaktionær af de venstreorienterede lærerorganisationer, og regeringen Juppé tilsluttede sig kun nogle få af de mere konsensuelle anbefalinger i rapporten.
Gammeldags pædagogik
Et af de spørgsmål, der diskuteres ivrigt år efter år, er skoledagens længde, fordelingen mellem boglig undervising og andre aktiviteter, feriernes længde og gruppering. Frankrig har Europas længste skoledag i underskolen - fra kl. 8.30 til 16.30 - og de længste ferier. Denne hårdt pumpede skoledag og stærke koncentration er måske en af årsagerne til de svigtende resultater.
En anden kan være de forholdsvis gammeldags pædagogiske metoder i et præstationskrævende system, der lader de svage i stikken. Dumpning til årsprøver og eksaminer omtales som et vedholdende problem, men man sætter i stigende grad ind med særlig pædagogisk hjælp til de svageste.
De socialt handicappede skoler med særlig dårlige resultater er også forlængst kommet i søgelyset, og siden 1980'erne har man kanaliseret ekstra ressourcer over i de såkaldte ZEP, "prioritære undervisningszoner". Den nye kampagne mod vold i skolerne kan ses i fortsættelse heraf. Det drejer sig i vidt omfang om de samme "zoner".
*Dette er den fjerde artikel i en serie om den internationale skoledebat. De tidligere blev bragt 5., 6. og 11. novemver. Serien fortsætter.
