Tidligere nationalbankdirektør Erik Hofmeyer kritiserer skarpt forfatterne til bogen Globaliseringsfælden, for ikke at levere seriøs dokumention for, at den hidtidige samfundsorden er rystet i sin grundvold
Er fremtiden truet af de finansielle markeders skalten og valten, af teknologiudviklingens overflødiggørelse af ufaglærte, af enorme sociale uligheder og politisk uro. Eller har det vesteuropæiske økonomiske og politiske system hidtil vist sig at være modstandsdygtigt over for kriser?
På gårsdagens konference, arrangeret af Borgens forlag og Information, viste det sig, at Hans-Peter Martin, en af forfatterne til den internationale bestseller, Globaliseringsfælden. Angrebet på demokrati og velstand, og tidligere nationalbankdirektør Erik Hofmeyer har meget forskellige svar på de to spørgsmål. Hofmeyer kritiserede skarpt forfatterne til Globaliseringsfælden, og kaldte deres analysemetode for "anekdotisk" - men kunne lige så godt have sagt "useriøs" eller "uvidenskabelig".
Den karakteristik blev Hans-Peter Martin naturligvis oprørt over - og på et tidspunkt steg stemningen til vælgermøde-højder, hvor publikum bandt rungende klapsalver i halen på paneldeltagernes indlæg, spørgsmål og svar.
Femtedelssamfundet
Hans-Peter Martin indledte konferencen med at trække essensen ud af Globaliseringsfælden. Kort sagt tegner han og bogens anden forfatter, Harald Schumann, et billede af fremtiden, hvor de priviligerede tyve procent af samfundet oplever en kraftig velstandsfremgang, mens de nederste 80 procent bliver klemt af globaliseringen.
Kapitalens nye Internationale er godt i gang med at ryste hele stater og deres hidtidige samfundsorden i en global knibtangsmanøvre: Erhvervslivet truer med kapitalflugt og tiltvinger sig drastiske skattenedsættelser, mens lønmodtagernes andel i den samfundsmæssige rigdom falder på verdensplan.
I stedet for at gå imod denne strøm har regeringerne i EU, med traktat på traktat og lov efter lov, fjernet barriererne for den grænseoverskridende strøm af kapital og varer. Fra frigivelsen af valutahandlen til EU's indre marked og den stadige udvidelse af GATT-aftalen har politikerne systematisk fremkaldt en samfundsmæssig tilstand, som de ikke længere kan styre. Forandringernes tempo og omfordelingen af magt og velstand undergraver de gamle sociale strukrer hurtigere, end de nye kan nå at udvikle sig.
"Det fremstilles som en naturgiven proces, der ikke kan stoppes. Men det kan den. Indtil videre begrænser EU- landenes samhandel med resten af verden sig til mellem otte og ti procent af den samlede europæiske handel. Med en intelligent regulering af markedskræfterne kan Europa skabe et alternativ til globaliseringens ødelæggelser. I stedet for som nu at stræbe efter at nulstille enhver form for regulering," sagde han.
EU's rolle
Hans-Peter Martin og Harald Schumann mener at vejen til en bedre fremtid går over et nyt demokratisk EU med fælles valuta, som kan modstå udfordringen fra USA og Asien.
Informations chefredaktør Jørgen Steen Nielsen spurgte Hans-Peter Martin om hans vurdering af EU's politiske handlekraft ikke var vel optimististisk i forhold til, hvor trægt det aktuelle topmøde om at bekæmpe arbejdsløsheden forløber.
Hans-Peter Martin erkendte trægheden, men vægtede det nye:
"For få år siden ville sådan et topmøde ikke have fundet sted, fordi arbejdsløsheden ikke var prioriteret på den politiske dagsorden. Man talte udelukkende om inflation. EU's jobtopmøde er begyndelsernes begyndelse, men det viser, at den politiske opfattelse skifter, der er voksende erkendelse af behovet for en fælles indsats for at øge beskæftigelsen," sagde han.
Provokerende modspil
Erik Hofmeyer, forhenværende direktør for Nationalbanken, var på forhånd blevet bedt om at vurdere de økonomiske teorier om, at Europa og USA har udviklet en ny type stabile økonomier har hold i virkeligheden. Og hans indlæg formede sig som et skarpt og provokerende modspil til Hans-Peter Martins.
Hofmeyer indledte med at trække de lange linier tilbage til efterkrigstidens økonomiske politik i Europa:
"Man ville undgå en gentagelse af 30'ernes ustabilitet, for at undgå politisk sammenbrud. Derfor var målet at styre økonomien, især beskæftigelsen. Man var mistroisk over for frie kapitalbevægelser og ønskede stabile valutakurser, for at hindre konkurrence-devalueringer, som eksporterer arbejdsløshed. Samtidig ønskede man en mere lige indkomstfordeling og en progressiv indkomstbeskatning. Men Europa er gradvist gledet tilbage til den gamle markedsøkonomi. Markedsmekanismen viste sig overlegen på en række felter, og skubbede bureaukratiet væk. Det er sket uden de store diskussioner," sagde Hofmeyer.
Spørgsmålet er så om denne deregulering fører mere stabilitet eller mere ustabilitet med sig. I fremtidsprognoserne kan man stort set finde det svar, man ønsker, understregede Hofmeyer:
"Globaliseringsfælden giver overvejende en fornemmelse af en fremtid med massearbejdsløshed, hvor kun tyve procent af befolkningen har arbejde. Et samfund med voksende ulighed og en velfærdsstat i opløsning. Andre, her i blandt de, der taler om en ny økonomi, tror på, at en gradvis og stabil vækst vil løse beskæftigelsen," sagde han.
Med en frækhed, der vakte hørlige smil i salen, karakteriserede Hofmeyer den metode, som forfatterne tilGlobaliseringsfælden bruger, som "anekdotisk bevisførelse", der giver "store, sorte overskrifter", i modsætning til "min tradition, som er mere systematisk og mindre farverig".
Han ser ikke tegn på, at udviklingen i det finansielle system, i teknologien, i indkomstfordelingen og velfærdssamfundet truer stabiliteten.
Når man ser på de lange linier i valutakursudviklingen, tyder intet på, at det finansielle system er blevet mere ustabilt eller destruktivt:
"I efterkrigstidens fastkurspolitik blev først det engelske pund sterling slået i stykker på grund af regeringens upålidelige politik. I 1973 måtte USA opgive den faste kurs, hvilket reducerede dollarens hegemoni på verdensmarkedet. I 1993 brød de europæiske valutakurser sammen, og det samme sker nu i Asien. Men hvor stor er ulykken?," spurgte Hofmeyer retorisk.
Han betragter det som "en logisk udvikling", at markedet vurderer et lands økonomiske politik, når man overlader kursfastsættelsen til markedet: "Man kan ikke hævde, at det finansielle system bevirker ustabilitet. Man kan lige så godt betragte det som et gode, at nogle helt urealistiske kurser bliver ophævet", mener Hofmeyer.
Den tidligere nationalbankdirektør kan heller ikke finde dokumentation for, at teknologiudviklingen medfører øget arbejdsløshed:
"Derimod kan man dokumentere, at beskæftigelsen falder i landbruget, falder svagt i industrien og stiger stærkt i sektoren for tjenesteydelser."
Ej heller kan man, ifølge Hofmeyer, dokumentere, at teknologien medfører en mere ulige indkomstfordeling:
"Jo, ved den anekdotiske metode kan man finde eksempler på større ulighed i samfundet. Men ikke, hvis man bruger den sædvanlige statistiske metode, hvor man sammenligner, hvad de ti procent højestlønnede i samfundet får i sammenligning med de ti procent lavestlønnede. Så viser det sig, at uligheden er blevet en anelse mindre. Anderledes forholder det sig i de angelsaksiske lande."
Frygten for at den øgede globale samhandel flytter produktionen til u-landene og skaber større social ulighed i Europa, kan heller ikke påvises gennem "de dødkedelige undersøgelser", som Hofmeyer støtter sig til:
"Der findes ingen dokumentation for, at den øgede samhandel ændrer indkomstfordelingen. Og formentlig har den hidtil haft en positiv beskæftigelseseffekt," sagde han.
Hofmeyer sluttede sit indlæg med at afvise, at prisen for at bevare velfærdssamfundet er høj arbejdsløshed og lav økonomisk vækst:
"Det viser Danmark og Holland ikke er tilfældet," sagde han - men udtrykte samtidig bekymring over, at markedskræfterne skubber de svageste ud, mens de bedste overlever.
Hans-Peter Martin ville naturligvis ikke have prædikatet "anekdotisk metode" siddende på sig. Han sprang op fra sin stol og ned på gulvet for at smække overheads med kurver, der støttede hans synspunkt, på projektoren:
"Det er ikke nok at sige, at markedet bedømmer politikernes handlinger. Markedet styrer også politikernes handlinger, eksempelvis ved at sanktionere en socialt orienteret politik negativt og en politik, der fremmer erhvervslivets vækst postitivt. Markedets aktører viser, hvordan de ønsker, at politikerne agerer. Og frihandel har vist sig altid at favorisere de stærke," sagde han.
Men selv ikke Martins understregning af, at tallene stammer fra den tyske Centralbank, rokkede Hofmeyer:
"Jeg har blot prøvet at se på, om udviklingen i de finansielle markeder, i teknologien, i samhandlen og i indkomstfordelingen fører til mere eller mindre ustabilitet. Og så vidt det kan dokumenteres, viser systemet sig at være forholdsvis kriseresistent," sagde han.
Bjarke Møller, featureredaktør på Information, mente at Hofmeyer modsagde sig selv:
"På den ene side taler du om at markedskræfterne skaber et system, hvor de bedste overlever og de svageste skubbes ud, på den anden side siger du, at globaliseringen og teknologiudviklingen ikke betyder øget arbejdsløshed for de kortuddannede. Hvad mener du?".
Og Hofmeyer svarede:
"Den udskilning, der sker i industrien, betyder jo ikke, at de kortuddannede ikke ville kunne få et job i servicesektoren. I denne sektor er der sket en stigning fra 50 procent til 70 procent af de beskæftigede i løbet af tyve år," sagde han.
