Læsetid: 8 min.

Fremtidsfortryllelsen

21. november 1997

Svenske Sven-Eric Liedman har skrevet en imponerende idéhistorie, der er gennemsyret af en befriende tro på mennesket og nysgerrighed over for fremtiden

TILLÆG (2. SEKTION side 22)
MODERNE TIDER
Har de ideer, som 1700-tallets oplysningsfilosoffer udviklede om fornuft, videnskab og fremskridt, stadig bærekraft, eller er hele projektet kuldsejlet?
Det er det grundlæggende spørgsmål, der behandles i den svenske idéhistoriker Sven-Eric Liedmans nye bog, I skuggan af framtiden. En idéhistorisk oversigt over fremskridt og modernitet i de seneste århundreder. Bogen står øverst på de svenske kritikeres liste over essaysamlinger.
Sven-Eric Liedman har været professor i idé- og videnskabshistorie ved Göteborgs universitet siden 1979. Han har flere bøger bag sig - bl.a. Motsatsernas spel, en bog om Friedrich Engels og naturdialektikken. For et bredere publikum er han måske mest kendt for Från Platon til kommunismens fall - en politisk idéhistorie, som nu er udkommet i 11. oplag.
At give sig i kast med at skrive modernitetens idéhistorie er naturligvis et gigantisk projekt, som kan gennemføres på mange forskellige måder. Da Sven-Eric Liedman begyndte på det, troede han, at hans tidligere forskning ville være grundlag nok, men snart følte han sig tvunget til at begive sig ud på områder, hvor han tidligere kun havde været turist.
For den uindviede handler "modernitetens idéhistorie" så nogenlunde om den historiske udvikling, som forskellige ideer, tankegange og forestillinger har gennemgået i moderne tid inden for områder som naturvidenskab, filosofi, politik, etik mv.

Fornuft lig lykke?
Liedman har taget udgangspunkt i den franske filosof, matematiker og politiker Jean Antoine Condorcets bog om menneskets fremskridt fra 1793. Den er et lysende eksempel på den type fremskridtstænkning, som forbindes med den franske oplysning i 1700-tallet.
Hovedtankegangen er, at mennesket i sin fornuft har det nødvendige middel til at skabe sig en lykkelig verden, og at den fremskridtsproces, som historien beretter om, kun midlertidigt kan standses. I den proces er det videnskaben, der er motor i udviklingen, og det er en positiv proces - måske oven i købet en lykkebringende sådan, skriver Liedman.
"En dag kommer det øjeblik, da solen kun skinner på frie mennesker, som ikke vedkender sig nogen anden herre end deres egen fornuft," skriver Condorcet.
I en senere tids debat er der sat spørgsmålstegn ved oplysningens bærekraft, f.eks. af den franske filosof Jean-François Lyotard og den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas. Ifølge Habermas har oplysningsprojektet stadig kraft. Ifølge Lyotard har det mistet sin aktualitet og er blevet erstattet af en postmoderne tilstand.
På grundlag af bl.a. den diskussion har Liedman fundet anledning til at skelne mellem noget, han kalder hård og blød oplysning. Den hårde oplysning handler først og fremmest om forandringerne inden for områder som naturvidenskab, administration, teknik og økonomi. Til den bløde oplysning hører etik, politik, religion og kunst.
Det ville være let at hævde, at fremskridtsideerne er brudt sammen. Men ifølge Liedman er det en forhastet slutning. Han peger på matematikkens, teknikkens og medicinens landvindinger - kvarker, gener og DNA, telefon, radio, tv, Internettet, bioteknik og evnen til at kurere sygdomme.
Derimod er det svært at tale om en kontinuerlig fremskridtsproces, når det gælder den bløde oplysning. Det er f.eks. svært at se en ubrudt linje inden for kunsten. Religionen skulle ifølge oplysningstænkerne ikke længere være nødvendig - men den er ikke direkte forsvundet. Tyranniet lever videre, racismen florerer, kvinderne er kun blevet delvis frigjort.

Flere veje
Sammenfattende er det ifølge Liedman sådan, at de hårde dele af oplysningen stadig har aktualitet, mens de bløde slet ikke er blevet udviklet i samklang med de tanker, som 1700-tallets oplysningsfilosoffer gjorde sig.
Og et af vor tids store, afgørende spørgsmål er:
"Er det sådan, at den bløde oplysning kun kan blomstre, så længe den ikke kommer i konflikt med den hårde?" Dette samspil er også en del af temaet i bogen.
Den hårde oplysning kan også henføres til det, Karl Marx engang kaldte basis - det vil sige forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold, eller teknik i forhold til kapitalismen.
På samme måde kan den bløde oplysning henføres til overbygningen - til de normer og regler, der rejser sig over basis og samvirker med den.
"Der er i alt væsentligt én moderne udviklingsvej for basis, men flere forskellige for overbygningen," fastslår Liedman. For den, der er kendt med marxistisk teori, er det en interessant tankegang at fundere over.
Tidsmæssigt taler han om en oplysningstradition eller et oplysningstema, "der løber videre fra 16-1700-tallet og fortsætter ind i (og formentlig ud over) vor egen tid." Det vil sige et oplysningsprojekt, som stadig foregår.
"Das Programm der Aufklärung ist die Entzauberung der Welt," skriver de tyske filosoffer Max Horkheimer og Theodor W. Adorno i deres Oplysningens dialektik. (Oplysningens program er at berøve verdens dens trolddomsglans).
Her anvender de et begreb, som Max Weber bruger til at sammenfatte den moderne udvikling i den euroæpæiske kulturkreds.
"Entzauberung" kan oversættes med "afmystificering" eller "mistet trolddomsglans".
"Det moderne med sine rationelle kalkuler, sin planlægning, sine eksemplariske regnskaber, sin videnskab og sin teknik ødelægger (...) troldomsglansen, jager spøgelser og hekse på porten, befrier menneskeheden fra irrationel frygt, men ødelægger med sine pertentlige kræmmerfingre også troen på engle og lyse fe-eventyr," skriver Liedman.

Fortryllelsen
I modsætning til "Entzauberung" står "Zauberung" (fortryllelse). Et begreb, som omgiver den moderne udvikling, dens kundskaber og artefakter. Liedman skriver: "Det moderne menneske kan lade sig fortrylle af forandringernes hurtighed og de løfter om bestandigt nye værktøjer og sensationer, som den rastløse udvikling giver."
I Das Kapital skabte Marx et begreb, som også knytter an til begrebet "Zauberung", nemlig begrebet "varefetichisme". Det betyder, at varen fordrejer hovedet på mennesker og fremtræder som aktiv og skabende, mens menneskene - de virkelige skabere - opfører sig som brikker i et spil.
Den samme proces, som bryder fortryllelsen og afmystificerer verden, skaber også en ny fortryllelse med en ny frygt for det ukendte, f.eks. kernekraft, kloning og truslen fra væsener i rummet - nutidens trolde.
Når det gælder den hårde oplysning, fortsætter moderniteten ufortrødent, hævder Liedman og tilbageviser dermed postmodernismens teser om en ny fase efter moderniteten.
Samtidig peger han på, at der er ved at opstå et nyt forhold mellem kunst og teknologi, som indebærer, at kunsten giver den nye teknik form, samtidig med at den fylder den med indhold og mening. Grænsen mellem teknik og kultur er blevet opløst.
Der er opstået en højteknologisk kulturindustri - eksempler på det er filmene Toy Story og Løvernes konge. Samtidig er formgivningen af snart sagt alle varer blevet raffineret, intet er længere blot og bart funktionelt.
"Et slagbor skal være smukkere end andre slagbor for at få succes på markedet. Computere og tv-apparater - for ikke at tale om biler - er æstetisk raffinerede frembringelser. Der findes ikke en hårshampoo, som sælges på en almindelig flaske, og ikke en hårbørste, hvor formgivningen ikke er tænkt som et salgsargument."

En socialistisk fremtid
Det er på den baggrund, Liedman finder det frugtbart at sammenføre institutionen æstetik med institutionen teknologi på en ny måde.
Selv er jeg lidt skeptisk over for tesen om, at der er tale om en helt ny udvikling. Formgivningen af brugsgenstande som f.eks. kurve og gryder har en lang historie, hvor teknik og kultur har spillet sammen. Allerede i 1930'erne gjorde Disney kulturen til industri.
Derimod er det naturligvis rigtigt, at denne udvikling er accelereret voldsomt. Men ny? Den selvstændige kunst, hvis man kan kalde den sådan, lever stadig og er vel som altid truet af at blive til en vare.
Når det gælder den politiske sfære, vil Liedman derimod give postmodernisterne ret på et væsentligt punkt: "Modernitetens tro på et jordisk lykkerige er forduftet."
Han skriver:
"Det er også tvivlsomt, om forestillingen om et socialistisk samfund har nogen fremtid; den bunder i et rigidt syn på udviklingen. Men socialismen som et forsøg på at tøjle det kapitalistiske marked i lighedens navn kan tænkes i mange andre former - former, som vi i dag har vage eller slet ingen forestillinger om."

Stadig marxist
Ja, der røg socialismen, men er det det, Sven-Eric Liedman mener? Nej, det er det nok ikke rigtigt. Da jeg spørger ham om det, svarer han:
"Jeg vender mig først og fremmest mod socialismen som et statisk begreb - mod at den indebærer et rigidt syn på udviklingen, en stilstand. Accepterer man samtidig et flerpartisystem, hvor flere partier konkurrerer om magten, så må man også regne med forandringer og omvæltninger."
I samme åndedrag spørger jeg Liedman, om han stadig betragter sig som marxist nu, hvor der jo foregår en intellektuel folkevandring bort fra den marxistiske tradition.
"Ja, jeg betegner mig stadig som marxist i ordets brede betydning," siger han.
En central tankegang i modernitetens udvikling er ideen om fremskridtet - "den overbevisning, at mennesket bevidst og af egen kraft - gennem sin fornuft, sin viden og sin foretagsomhed - kan forandre naturen og samfundet," skriver Liedman.
I denne tanke er der et positivt indhold - at selve forandringen fører til noget bedre, med andre ord en udviklingsoptimisme. Dens modsætning og opponent er civilisationskritikken. Postmodernismen er et eksempel på en civilisationskritik, der gør op med fremskridtstroen i alle dens former.

Skyggen fra fremtiden
Liedman vil dog forsvare oplysningsprojektet, og han skriver:
"Det er ikke den hårde oplysnings logik, der må brydes; det er dens retning. Og det er her, den bløde oplysnings ideal kommer ind. Dette ideal må bestandigt erobres på ny i en konstant oplysningsproces, som for ikke at udarte må være rigere og mere åben for mangfoldighed end på Condorcets tid. Den må ovne i købet kunne inkludere sin egen modsætning."
"Der findes ingen opskrift på, hvordan det skal gå til. Det er altså en drøm, måske en illusion. Alternativet er ikke kun illusionsløshed, men træt og slap kynisme."
"Vi lever stadig i oplysningens skygge. Den kastes imidlertid ikke fra fortiden, men fra fremtiden."
Det er så samtidig slutordet i Sven-Eric Liedmans bog. Jeg synes, det er smukt skrevet, for det sammenfatter en tro på mennesket og dets evne til at forbedre sine levevilkår, som står i kontrast til den opgivenhed og pessimisme, der har præget så mange samfundstænkere de seneste årtier.

Imponerende
Tro på mennesket og nysgerrighed over for fremtiden er også noget, der gennemsyrer Liedmans bog. Men for ham handler det ikke kun om passiv iagttagelse. Det handler også om kamp - ind imellem forsvarskamp - for oplysningen som projekt. Det er hele hans bog et eksempel på.
Det er en meget imponerende belæsthed og viden, Liedman demonstrerer, når han smidigt siksakker sig frem mellem Platon, Bill Gates, Richard Wagner, John Maynard Keynes, Konfucius, John Locke, Aurelius Augustinus og Karl Marx, for blot at nævne nogle få navne i denne digre afhandling.
Mest interessant synes jeg Liedman er, når han forsøger at indføre efterkrigstidens tankegange og koble dem til tidligere idéudvikling, og når han forsøger at fange samtidens mønster. Måske skyldes det, at jeg i forvejen er bekendt med den tidligere idéhistorie, han kommer ind på. Men selv om man ikke er det, er disse afsnit interessant læsning, og bogen er da også tænkt som en lærebog.
Naturligvis kan man kritisere og diskutere en del af Liedmans tankegang, men det føles på en måde formasteligt og småligt, når helheden udgør et meget imponerende idéhistorisk arbejde af første klasse.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu