Læsetid: 2 min.

Frisell på vej mod klarhed?

7. november 1997

Bill Frisells festival-aften var præget af et mere samlet musikudspil end tidligere

AUTUMN JAZZ
Mellem to numre midt i første sæt tog den ellers så undselige guitarist Bill Frisell mikrofonen. Ikke for at annoncere repertoire, men for at sige noget til publikum:
"Jeg ved ikke, om I er helt klar over, at vi ikke har den fjerneste idé om hvad det er vi laver."
Unægtelig en ret koket bemærkning fra en musiker, der synes at have ganske bestemte ideer om den musik, han spiller. Men måske forståelig som udtryk for at han gerne lader improvisationen tage over, lader den tage musikken nogle steder hen som han ikke havde forudset.
Og som tydeligvis også ofte overrasker hans enlige medspiller, trommeslageren Joey Baron.
Taget på en anden led kunne Frisells bemærkning bedre forstås, hvis den havde været møntet på den type musik han har præsenteret os for ved tidligere besøg, musik som afspejlede hans egen vidtrækkende smag i spraglede blandinger af jazz, countrymusik, rock, marchmusik, popnumre and whatnot, gerne i et og samme musikstykke.
Mens han nu netop havde foretaget et valg og spillede et absolut homogent program.

I Jimi Hendrix' ånd
Ganske vist havde de fire stykker i første sæt vidt forskellig baggrund, men de blev holdt sammen under én synsvinkel og kunne for så vidt også være spillet af andre jazzmusikere.
Vi bevægede os fra Wayne Shorters Footprints, oprindelig en del af Miles Davis' 60'er-repertoire, over It Could Happen to You, amerikansk standard-ballade, og en blues med træk af country blues, til Besame Mucho, den latinamerikanske ballade fra 30'erne, senest genoplivet af Michel Petrucciani.
Det fascinerende var først og fremmest Frisells raffinerede jongleren med det tematiske materiale, som blev vendt og drejet, gentaget i skiftende klanglige og dynamiske belysninger, delt op i enkeltheder og samlet igen, til stadighed med brug af fodpedaler og et lille håndbetjent konsol på en stol. Og hele tiden med eksemplarisk modspil fra Barons trommer, et modspil, der var så levende og varieret i sig selv, at man aldrig savnede en bassist.
Som vi hørte Frisell denne aften, var det tydeligere end nogensinde, at det er ham, der, så forskellig hans musik end er fra Jimi Hendrix', er den mest kreative og den mest musikalske af Hendrix' mange efterfølgere.
Så kan han for min skyld snakke lige så meget, han vil om ikke at have den fjerneste idé om, hvad han foretager sig.

*Bill Frisell/Joey Baron Duo i Copenhagen JazzHouse onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu