Læsetid: 5 min.

Fru Anja og Hr. Laudrup

28. november 1997

Om kvindehåndbold på verdensplan - og om det der næsten er lige så slemt: Fodbold for mænd

Sport
Gode mennesker har betænkt fruen og mig med et udvidet weekendophold i Berlin, hvad de skal have stor tak for. Mere tvivlsom er den ledsagende gestus bestående i to fribilletter til finalekampene om verdensmesterskabet i damehåndbold. All right: Af rent patriotiske årsager så vi forrige sommer langt ud på natten på tv den olympiske finale mellem Danmark og Sydkorea i Atlanta. Men decideret til damehåndbold er ingen af os, allermindst gemalinden, der til gengæld er stamgæst ude hos Brøndby i superligaen og synger Ebbe Sand-sangen i søvne. Men det er en anden historie.
Når ens medmennesker vil det én godt, bør man imidlertid ikke være kostforagter. Håndbold har jeg faktisk et vist forhold til som gammel motions- og ungdomsspiller i USG, hvor daværende landstræner Aksel Pedersen instruerede os studenterbrød om, at bolden skulle have det sidste tryk med fingrene, når vi skød på mål. Den slags lærdom bliver siddende, hvad landstrænere jo ikke gør.
Jeg har i halvtredserne set en kamp i KB-hallen mellem HG og Helsingør, hvor vi stod i kø langt ned ad Peter Bangs Vej for at komme ind i templet. Jeg har også set nogle svenskerkampe på Forums cementgulv, dengang der var cykelbane omkring. Bananmanden smed sin kurv med klaser for at klappe spontant, da Mogens Cramer med tåspidserne lige uden for stregen kastede sig ind i cirklen, fintede den svenske målmand ned i spagat for derefter at lobbe kuglen i kassen...
Jeg har set meget. Men vedrørende damehåndbold er jeg fra den tid, hvor Else Birkmose og Toni Røsler var på landsholdet. Og den tid kommer aldrig igen. Desværre.

Kvindernes fortrin
I halvfjerdserne risikerede man på dette blad at blive kaldt mandschauvinist, hvis man ikke interesserede sig lige så meget for Hjortshøj-Egå og Fortuna Hjørring i den danske damedivision i fodbold som for Bayern München og Leeds United i Europa Cup'en for mesterhold - for mænd, forstås. Den slags gad overbeviste Beckenbauer-tilhængere jo ikke høre på, og jeg vil heller ikke hævde, at min holdning egentlig belastede noget kærlighedsforhold. Selv rabiate kvindesagsforkæmpere kunne godt se, at her var den lille forskel temmelig stor. De sad jo også og så Beckenbauers Bayern på tossen.
Den ironiske pointe er, at selv et dumt svin som mig på visse områder altid har foretrukket kvindeidræt frem for den mandlige ditto. Den nuance var der bare ikke rigtig plads til i datidens kønspolitiske debat. Få har som undertegnede foran fjerneren nået smertegrænsen på langdistancerne sammen med nordmændene Grete Waitz og Ingrid Kristiansen - for slet ikke at tale om den tynde og seje Rosa Mota fra Oporto i Nordportugal. Da Björn Borg stoppede karriereren, var der for mig kun kvindetennis tilbage. Her blev der dog kombineret med en række bolde over nettet i stedet for de maskuline servebumser, der hærgede tennisspillet og gjorde det til ren tju-bang på stadig hurtigere underlag.
"Repressiv tolerance", ville rødstrømperne have råbt en snes år tilbage. Men heldigvis for os allesammen er verden jo gået fremad siden. Derfor satte jeg mig forleden fordomsfrit til at se en damehåndboldlandskamp i Karpater-turneringen mellem Rumænien og Danmark på tv. Det blev jeg ikke så forfærdelig meget klogere af vedrørende selve spillet, for der blev lavet et mål i minuttet - og at der er gået total inflation i håndboldscoringer, ved man jo også fra herrehåndbold.

Beåndede øjeblikke
Dybest set er håndbold i mine øjne et kanonkedeligt spil at overvære. Modsat fodbold er der stort set ingen duel og slet ingen strategi på midtbanen. Alt er en systematiseret krig med screeninger og gennemanalyserede angrebsmønstre foran cirklerne - og når det er forbi det ene sted, flistrer alle spillerne ned i den anden ende, hvor det hele gentager sig. Der er ikke ret meget midtvejs-kombination, som det vel hedder på nudansk computer-sprog.
Ligesom herrefodbold er damehåndbold med årene blevet hurtigere og derfor hårdere. Konfrontationerne i disse holdspil er efterhånden blevet så voldsomme, at der skal mere end én dommer til for at holde øje med det hele. Hvis jeg en mørk aften ude på villavejen kørte ind i typer som Gitte Madsen og Camilla Andersen, ville jeg slæbe mig ret forslået hjem - og bilen ville ligne en blikdynge, som skrothandleren kunne hente...

Sådan er damehåndbold.
Alligevel har et generelt trist og brutaliseret spil, hvor kvinder kører sig frem som kampvogne og maser hinanden ned, sine beåndede øjeblikke. Anja Andersen kan med fingeren skråt oppe i d'herrer dommere lægge en maskeret aflevering, der henleder tanken på selveste Michael Laudrup på fodboldbanen. Jeg så også en purung debutant fra Randers ved navn Merete Møller, der løb frem mod en rumænsk forsvarer med en spærregrænse på tre-fire kvadratmeter - for så med et håndledsvrid og et pres på kuglen at vippe den rundt om kæmpekvinden og lige op i det modsatte målhjørne, som var bolden trukket på en snor.
Med slige detaljer på nethinden forstår man bedre, at Ulrik Wilbek hellere vil være landstræner end borgmester i Viborg. Med de damer til disposition skabes der noget, som i glimt er værd at kigge på - også sammenlignet med andre holdidrætsgrene, hvor der bliver gået til makronerne. Som eksempelvis i fodboldens danske superliga, når Brøndby, bisserne blæser sig op på Faxe-tribunen.

De damer på gulvet
Fruen har megen kunst og kultur at skulle iagttage i Berlin den dér weekend. Og jeg havde jo planlagt at se Michael Schjønberg spille for topholdet 1. FC Kaiserslauterns "røde djævle" ude på Hitlers olympiske stadion mod Hertha BSC Berlin, der for en gangs skyld ikke ligger og roder helt nede i Bundesligaens bund. Men kanske man må prioritere anderledes undervejs.
Med sine benspænd og trø-jeriv og eftertacklinger er moderne herrefodbold på eliteniveau ikke noget for kultiverede mennesker som os her i barakken - men det er damehåndbold sandt for dyden heller ikke. Alligevel ender det jo nok med, at vi begge sidder i Max-Schmeling-Halle i Berlin - opkaldt efter tysk idrætshistories største og endnu levende bokser - hvis Danmark altså er i finalen, og fru Anja går ud på gulvet for at vise noget, der minder mig om hr. Laudrup på grønsværen. I så fald er d'damer kommet ret langt med mig!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu