Læsetid: 5 min.

Galgenfuglen, der forsvandt

7. november 1997

I øgenhøjde
De lyrik-entusiaster, der ynder at dvæle ved henfarne barders sidste hvilested, vil lede forgæves efter en gravsten over Frankrigs måske største poet François Villon. Vi ved, at han efter benådning forvistes fra Paris i vinteren 1462-63 med klar besked på ikke at vise sig i byen igen de første ti år; men fra da af findes der slet ingen spor af ham. Mest sandsynligt er det vel, at han har skjult sig i et kloster eller hos en af sine veninder et sted langs landevejene, men han kan også meget nemt have endt sine dage i en galge.
François Villon (født 1431) var nemlig ikke kun en blændende dygtig versemager, han var også en ualmindelig skidt knægt, som utallige gange involverede sig i druk, slagsmål, knivstikkeri, gadeuorden, røveriske overfald samt sikkert mere endnu. 5. juli 1455 deltog han således i et voldsomt slagsmål, hvorunder en præst ved navn Philippe de Chermoye fik så svære sår, at han døde af dem. Året efter begik Villon sammen med sine venner fra en forbryderorganisation ved navn "Sneglen" et yderst indbringende tyveri fra Navarra-kollegiets kapel. Herefter forvistes han fra Paris og tilbragte fire år på Frankrigs landeveje samt som gæst hos sine velyndere blandt landets fyrster. Dog, også i denne periode recidiverede han. 1460 dødsdømtes han i Orléans, og benådedes kun takket være en generalamnesti, der blev udløst ved fyrstens datters ankomst til staden. Næste sommer sad han i fængslet i Meung og slap nu kun fri, fordi Louis XI besøgte byen og storsindet tilstod samtlige fanger frihed.
Efter sin hjemkomst til Paris 1461 frembragte Villon sit lyriske hovedværk, en samling ballader og vers under fællestitlen Det Store Testamente. Samtidig fandt han dog sammen med sine gamle venner fra studenter-, digter-, drukkenbolt-, bordel- og røvermiljøerne (som i det 15. århundrede havde en besynderlig tendens til at overlappe hinanden). Han idømtes dødsstraf endnu en gang og fremkaldte efter sigende kun sin løsladelse ved at tilvirke et af sine berømteste digte, tre en halv strofe med omkvæd i form af bønnen "Mais priez Dieu que tous nous veuille absoudre!" - Men bed I til at Gud vil alt forlade! Digtet tegner med kras realisme dødens fysiske aspekt, men gribende bliver det især derved, at ordene lægges i munden på de dinglende kroppe: "Her blev vi slagne haardt med regn og slud / Saa svedne sorte helt i solens skær / Mens skarpe næb skar vore øjne ud / Og skrælled skæg og bryn af en og hver. / Ak aldrig aldrig faar vi hvile her / Men hid og did vi uophørligt svaje / Som svage bolde blot i blæstens eje / Prikked som fingerbøl af ravn og skade / Bøj I da ikke ind paa vore veje / Men bed I til at Gud vil alt forlade!" Fra samme fængselsophold hidrører følgende korte gravskrift:

Je suis François, dont il me
poise,
Né de Paris emprès
Pontoise,
Et de la corde d'une toise
Saura mon col que mon cul
poise.

Frit oversat vil det sige: Jeg er François, hvilket tynger mig, født i Paris nær Pontoise, og snart vil min hals, som min røv trækker i, mærke rebet, der hænger fra en tagsten!
Det turde vist fremgå af den franske originals rytme, rim, indrim og vid, at galgenfuglen Villon var en mester i at gøre vers. Her, i trængselens stund, som overalt i hans lyrik, digter han med et fænomenalt sprogligt overskud og med dansende elegance. Hans strofer har altid livskraft og finesse på samme tid, plus en eller anden sært udefinerlig egenskab, som vel må kaldes synderens sødme.
For karakteristisk nok grænser hans digtes lethed og ynde tæt op til en kristen syndsbevidsthed og til en sikker vished om dødens allestedsnærvær. Gavtyven Villon har som digter altid døden lige i øjenhøjde, hvad der også ses, når han skildrer mennesker omkring sig. For ham er alle syndere, men synder kan tilgives trods alt. Såvel fyrster og prælater som forbryderne og de prostituerede er i sidste ende Guds børn. Og ligesom vi skylder Herren ublandet tak, skylder vi døden en krop, så sandt som vi alle lever under tidens, forfaldets lov. Dette beskriver Villon uforglemmeligt i den lille hjelmslagerskes (dvs. luderens) klage over alderens ubønhørlige hærgen:

Det er al skønheds
endeligt
Til pukkel skuldren sig
forvrænger
Og armen krøger sig af gigt
Og patterne se hvor slapt
de hænger
Og hoften kødet af sig
krænger
Min blusel ... uf gaa den
forbi
Og laarene er laar ej
længer
Men pølser blot med
pletter i.

Sådan går det én og alle. Et andet storslået dameportræt fortæller om skøgen Margot, som digteren kom sammen med en tid på alfonseri-lignende vilkår. "Jeg er en horkarl, horen passer míg. / Ligelidt værd er vi. Vi følges smukt. / Lidt skidt, lidt møj; for krage følger mage." Sådan slutter han bl.a. af i en kunstfærdig strofe, hvor hver linje begynder med et bogstav i poetens navn.
Egentlig hed han François de Montcorbier, og i hofannaler optræder han under navnet de Loges. Men efter sin faders tidlige død optoges han i huset hos en gejstlig retslærd, Guillaume de Villon, der sendte ham på Paris' universitet, hvor den viltre unge mand da også tog eksamen, som baccalaureus i 1449 og som magister i 1452. De følgende ti år blev mildt sagt en broget forestilling, som man vel knap kan sætte sig ind i i vore dage, hvor litteraturens fremme varetages af statslige råd og nye forfattere drives frem i deltil indrettede, offentligt subventionerede væksthuse. For Villon var digtning både leg og idel overlevelseskamp, bestod den ene dag i drilleri mod samfundets mægtige, og næste dag i affattelse af sirlige bønskrifter til samme. At læse hans Store Testamente er bl.a. at iagttage, hvordan han omdanner samfundet til en markedsscene, hvor han for en tid behersker alt og alle med ordet. Om noget er karnevalisme, må det da være denne transformation af liv til leg, alvorlige løjer.
Jørgen Sonne, som i 1964 forsøgte et livtag med Testamentet, fremhæver versenes tálte præg og siger om Villon, at præcisionen er hans væsen. "Gloserne udnytter han som en rigere Baudelaire. Al sprog og stil eksploiterer han, foruroligende nutidig i smag, - jura, jargon, Bibel, tyvesprog, mundheld, brandere, - Joyce er bare sendrægtig i sammenligning."
En nutidig iblandt os, sådan kan man med Sonne sammenfatte François Villon, hvis brogede livsskæbne i forening med hans rige digterevne bevirker, at han, som blev så definitivt borte, føles mere nærværende end de fleste andre døde.

*Jørgen Sonnes oversættelse af "Le Grand Testament" udkom 1964 på Arena. Balladen om de hængte og digtet om den lille hjelmslagerske er her citeret efter Kai Friis Møllers metriske fordanskning, der kom første gang i "Ballader og andre Vers", 1932. Nyere udgaver findes, fra '44 og '64. En god fransk standardudgave med gavmilde ordforklaringer og et nyttigt leksikografisk anhang findes i serien Classiques Garnier (1967, nyeste udg. 1979)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her