Nogle genetikere mener, at kriminel adfærd ligger i generne. Hermed er intet mindre end den fri vilje på spil. I en ny bog skærer den engelske professor og forfatter Steve Jones igennem
Den fri vilje.
I 1991 dræbte amerikaneren Stephen Mobley en ung mand, der var så uheldig at være på arbejde for Dominos Pizza, den dag Mobley besluttede sig for at plyndre pizza-selskabets afdeling i Oakwood nær storbyen Atlanta. Uden at betænke sig skød Mobley kasseassistenten i baghovedet, da denne faldt på knæ foran ham.
En oprørende handling, uden nogen umiddelbare formildende omstændigheder, og dommeren takserede den da også til dødsstraf - ikke usædvanligt i staten Georgia.
Alligevel lykkedes det Mobleys forsvarere at anke sagen. Ingen betvivlede, at Mobley var skyldig, men forsvaret hævdede, at Mobley led af en medfødt defekt - en nedarvet disposition for brutal adfærd. En lang række af Mobleys mandlige familiemedlemmer skulle have udvist voldelig og kriminel adfærd, og ifølge hans kusine skulle standardrådet i den lille by, hvor den anløbne familie holdt til, ligefrem være: "Gift dig ikke med en Mobley!"
Forsvarerne kunne ikke føre bevis for deres påstand, og fik derfor ikke noget ud af anken. Alligevel blussede debatten om "kriminelle gener" straks op over hele verden - og den er langtfra slut endnu. Genetikerne arbejder på højtryk med at skaffe resultater, der kan være med til at be- eller afkræfte dogmet om den genetiske determinisme - ideen om at generne kan forklare alle træk ved et levende væsen- som det kriminelle gen er et udtryk for. Næsten alle - både eksperter og lægmand - har en mening om spørgsmålet, der i Mobleys tilfælde lyder:
Var pizza-røveriet og mordet overhovedet noget Mobley besluttede sig for, eller fulgte han bare en kurs, som allerede blev udstukket, den dag hans fars måske ufuldkomne gener mødte hans mors, og blev til Stephen Mobley, a natural born killer?
Variationen
Spørgsmålet om den frie vilje har til alle tider optaget teologer, filosoffer og andre tænkere. Nu har genetikerne meldt sig på banen, og de har en fordel fremfor tidligere spillere: De har konkrete resultater med i tasken.
En af de nye debattører, Steve Jones har begået en bog: I Blodet. Gud, gener og skæbne, som netop er udkommet på dansk. I bogen prøver Jones, som er professor i genetik i London, at redegøre for, hvad generne egentlig kan forklare og ikke mindst: ikke kan forklare.
Det er således ikke kun den frie vilje, der kommer under Jones' behandling. Blandt andet berører han også det kontroversielle spørgsmål om bestemte racers intelligens, der blev rejst med den stærkt debatterede bog The Bell Curve.
Steve Jones tager udgangspunkt i variationen. De fleste mennesker har en opfattelse af DNA - alle levende væseners arvemateriale - som værende et nogenlunde stabilt stof, der gives videre fra generation til generation uden de væsentlige ændringer.
Ifølge Jones er det en stor misforståelse. Godt nok bliver de fleste mutationer, der opstår i et stykke DNA, repareret igen af den celle, det befinder sig i - men hver gang en kvindelig ægcelle møder en mandlig sædcelle, så sker der en rekombination af generne i DNA'et. Denne rekombination er ophav til den store variation vi oplever: ikke to mennesker er ens, hverken af udseende eller i generne (med undtagelse af enæggede tvillinger).
Samtidig er vi alle mere beslægtede, end vi tror. Med simpel regning viser Jones, at et menneskes stamtræ - det der også bliver kaldt livets træ - snarere er et stort gulvtæppe: Hvis alle skulle kunne følge en separat slægtning et par tusinde år tilbage i tiden, ville resultatet blive (eller have været) en befolkning på mange milliarder milliarder af mennesker. I virkeligheden har den været på omkring 100 millioner. Denne uoverensstemmelse forklares selvfølgelig med, at mange mennesker har fælles stamfædre. I stedet for at forgrene sig fint tilbage i fortiden i lange lige linier, fletter menneskernes aner sammen til et kæmpe netværk. Et netværk der er så omfattende, at Steve Jones mener, at alle, der levede dengang, er stamfædre til alle, der lever nu - undtagen måske nogle få isolerede folk på f.eks. Ny Guinea eller i afrikanske regnskove. Med andre ord: Vi er alle en stor familie.
Konkrete forskelle
Selvom vi derfor er mere beslægtede med selv fjerne folkeslag, end vi umiddelbart går rundt og tror, så er der stadig forskelle. Hudfarven er et meget konkret bevis på det, og den er selve racebegrebets grundlag. Den ydre kulør er dog kun et enkelt af den lange række af træk ved mennesket, der kommer til udtryk ved generne, og de fleste gener varierer lige så meget indenfor en race, som udenfor.
Dertil svarer de rabiate tilhængerne af den genetiske determinisme, at de gener, som styrer f.eks. talent og evne, blot endnu ikke er fundet, og at de følger samme simple nedarvningsregler som hudfarven.
Det er den tankegang, der ligger bag bogen The Bell Curve af Murray og Herrnstein, som med rette eller urette er blevet taget til indtægt for det synspunktet, at de sorte - skåret over én kam - er mindre intelligente end hvide.
Steve Jones' modsvar er, at så længe intet andet er bevist, må man regne med, at den genetiske mangfoldighed er langt mere udtalt indenfor de mere komplekse menneskelige egenskaber. De kan derfor ikke bruges som mærkat på en hel race. I øvrigt, tilføjer Jones, er det jo ikke sikkert at alle de komplekse egenskaber overhovedet nedarves med generne.
Her havner vi så hos Stephen Mobley igen. Hans sagførerer var ikke i stand til at føre bevis for, at hans afstumpede adfærd skulle skyldes en medfødt genetisk defekt, selvom Mobleyfamilien gennem tiden havde lagt navn til mange afstumpede individer.
Men selvom bevisførelsen ikke lykkedes for Mobleys advokater, så har man flere eksempler på, at generne kan have betydning, når forbrydelser begås. Det mest berømte er nok den hollandske familie.
Hollandsk defekt
I 1978 søgte en hollandsk kvinde hjælp hos genetikerne, da mange af mændene i hendes familie led af et foruroligende adfærdsmønster: De havde en lav intelligens og et opfarende temperament. Når de blev irriterede, blev de aggressive, og resultaterne var blandt andet voldtægt og brandstiftelse.
Da kvinden først henvendte sig, kunne man ikke hjælpe hende, men nu har man identificeret et gen, som er defekt hos netop de ramte mænd. Genet koder for dannelsen af enzymet monoamin-oxidase, som blandt andet er involveret i nedbrydelsen af adrenalin. Hvilket måske kan forklare, hvorfor den unormale adfærd først opstod, når mændene blev stressede.
Uanset hvad den specifikke årsag er til de hollandske mænds adfærd, så hersker der ingen tvivl om, at det defekte gen er den bagvedliggende årsag. Denne viden udfordrer vores opfattelse af den fri vilje, og dermed også hele retssystemet, mener Steve Jones.
Stephen Mobleys forsvarere prøvede at få ham testet for fejl i monoamin-oxidase-genet, men dommeren afviste forslaget med den begrundelse, at forskningen endnu var for ufyldestgørende på dette område til at danne grundlag for en dom. I virkeligheden, mener Jones, er det i dette tilfælde ikke videnskaben, men samfundets viden og stillingtagen - og dermed også juraen - som ikke er fyldestgørende.
Dermed mener han ikke, at retssystemet bør indrettes, så det inddrager genetiske test for dette eller hint, hver gang en anklaget stilles for retten - tværtimod. Hans kritik af 'systemet' går på, at det ikke har gjort op, hvad det vil gøre med den nye viden.
Ingen grænse
Som det er nu, bliver skizofrene og andre mentalt syge straffet mildere end raske, fordi vi ikke mener, de er herrer over deres egne handlinger. Mange sindssygdomme skyldes genetiske fejl, og strafnedsættelsen sker derfor på grundlag af medfødte genetiske defekter.
Hvad så med de hollandske mænd? spørger Steve jones. Skal de også have strafnedsættelse, når de begår kriminalitet?
I takt med at flere og flere karakteregenskaber bliver forklaret genetisk, bliver det sværere og sværere at sætte grænsen mellem normale individer med en fri vilje og syge individer determineret af deres genetiske defekter. Der er simpelthen ikke længere nogen, der kan bryste sig af at være et rent, sundt individ - vi bærer alle genetiske 'fejl', nogle mere skjulte end andre. Det er den genetiske variation igen: Der findes ikke nogen prototype, et raskt standardmenneske, vi alle kan sammenligne os med.
Som et eksempel på den i praksis udflydende - og i realiteten ikke-eksisterende - grænse mellem normale og ikke normale mennesker, nævner Steve Jones de såkaldte DAMP-børn. (DAMP: Deficit on Attention, Motor and Perception, dvs. manglende eller nedsat opmærksomhed, motorik og perception, red.)
DAMP-børn lider af ringe koncentration, lav frustrationstærskel og en tendens til at gå over gevind. Diagnosen er relativt ny, men er utrolig hurtigt blevet taget i brug i store dele af den vestlige verden. Således har en fjerdedel af eleverne i nogle californiske skoleklasser fået tildelt diagnosen.
En del forskere mener, at DAMP-syndromet skyldes en genetisk defekt hos børnene, og amerikanske genetikere har anslået, at cirka halvdelen af de indsatte i amerikanske fængsler er havnet der, fordi de bærer gener, der disponerer for DAMP eller beslægtede forstyrrelser.
Selvom man ikke har fundet noget DAMP-gen, har vi alligevel et problem, mener Jones. Når vi er begyndt at tage hensyn til DAMP-børnene, fordi de lider af en medfødt skavank, er det svært samtidig at argumentere for at ignorere de genetiske anlæg, når en voksens handlinger skal vurderes. Domstolene - og dermed hele samfundet - har et problem.
Ingen enighed
Endnu er genetikerne ikke blevet enige, om præcist hvor meget enkelte gener kan forklare menneskernes adfærd. Nogle mener at samspillet mellem de forskellige gener og mellem gener og miljøet er så komplekst, at vi aldrig vil blive i stand til at udpege enkelte gener som ansvarlige for menneskelig adfærd (bortset fra i særtilfælde som den hollandske familie), mens andre mener, at op mod halvdelen af variationen i adfærden kan tilskrives under tyve gener.
Denne diskussion om procenter kan ikke ophidse Steve Jones. Efter at man i 60'erne og 70'erne havde en tendens til at forklare alt med miljøet påvirkning, har man været ovre i den anden grøft og har prøvet at forklare alt med generne. Nu er vi, ifølge Jones, nået dertil hvor begreberne flyder sammen - man er ikke længere i stand til at skille generne fra miljøet.
At sætte procentsatser på genernes indvirkning på menneskers adfærd er derfor meningsløst.
I virkeligheden er det også ligegyldigt, mener Jones: Når det kommer til spørgsmålet om den frie vilje og den enkeltes ansvar over for loven, kan det være lige meget, om en person er blevet, som han er, på grund af den opvækst eller det DNA som forældrene gav ham. I begge tilfælde bliver der udstukket nogle rammer, som han ikke selv er herre over.
Her vil Steve Jones så ikke resignere. Han vil ikke lade samfundet og domstolene generne i vold, som man måske ellers kunne forvente af en højt placeret mand indenfor den genetiske videnskab.
Tværtimod nægter Steve Jones at fratage nogen - gode eller onde - en fri vilje:
"Der kan ikke findes en universel undskyldning for dårlig opførsel. Skal loven overleve må den ignorere forsvaret for arvesynden, for nedarvet ufuldkommenhed, på nogenlunde samme måde som den ser bort fra fattigdom, medfødt eller ej. Samfundet er ikke et produkt af gener, men af mennesker, og deres handlinger bør dømmes af loven og ikke af videnskaben."
Genetikprofessoren giver ikke svaret på, hvordan han mener f.eks. skizofrene lovovertrædere skal behandles, hvis man skal ignorere deres ufuldkommenhed, medfødt eller ej. Skal vi virkelig dømme alle lige hårdt?
Til gengæld kan der vist ikke herske nogen tvivl om, at Steve Jones ikke er synderligt bekymret over at Stephen Mobley, pizza-morderen ikke har kunnet undskylde sine handlinger med DNA-molekylerne i hans celler.
*Steve Jones: I Blodet. Gud gener og skæbne. 272 s. 298 kr. Tiderne Skifter.
