Læsetid: 5 min.

Om genterapiens uklare grænser

10. november 1997

I USA har man godkendt det første forsøg med genterapi på raske mennesker. Græn-serne for hvad man kan og ikke kan med den molekylære teknik, flyttes hele tiden, og de etiske overvejelser kan ikke følge med

Få lavet Dem et barn efter ønske, ét der har den rigtige øjenfarve og hudfarve, og som har en passende høj intelligens og tilsvarende fysisk formåen. Tilbudet om genmanipulerede børn, som stammer fra USA, er blevet fremsat i annoncer fra firmaet Gattaca, og har været med til at vække debatten om genetisk forbedring af mennesker.
De iøjnefaldende avisannoncer fik i første omgang folk op af stolene, men har senere vist sig at være en gimmick. Der er nemlig tale om et led i promoveringen af science fiction filmen Gattaca, der netop har haft premiere i de amerikanske biografer, og som handler om genterapeutisk manipulation af mennesker. Men hvor langt er der fra fiktion til fakta?
Når vi taler genterapi, altså indsættelse af kunstige gener i udvalgte celler, er der ikke nødvendigvis så langt, og det var måske på tide at tage en diskussion om, hvad teknikken efter alt at dømme kommer til at kunne, og hvad den skal have lov til. Genterapi er ganske vist endnu ikke i brug, men der foretages stadig flere afprøvninger på mennesker, og de tekniske vanskeligheder bliver overvundet lidt efter lidt.

Raske individer
Indtil videre har de mange afprøvninger, efter fælles overenskomst mellem forskere og myndigheder, været rettet mod helbredelse af alvorlige og endnu uhelbredelige sygdomme. Patienter med f.eks. arvelig cystisk fibrose, eller mennesker ramt af terminal cancer eller AIDS har deltaget i de flere hundrede foreløbige afprøvninger, og ingen har i den forbindelse haft etiske kvababbelser.
De er imidlertid kommet frem nu, hvor de amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt den første afprøvning af genterapi på raske individer. De deltagende vil få tilført et kunstigt gen, der koder for proteinet cytosin deaminase, en behandling der før har været afprøvet på patienter med kræft i endetarmen. I det nye forsøg er det imidlertid meningen at iagttage, hvilken virkning terapien har på et normalt immunsystem, og nogen vil mene, at en etisk grænse hermed er overskredet.
Når sundhedsmyndighederne skal tage stilling til en afprøvning af genterapi på mennesker støtter de sig til udtalelser fra eksperter. Det organ, som har medvirket til godkendelse af den nye afprøvning er den såkaldte Recombinant DNA Advisory Committee of the National Institutes of Health, der befinder sig i Washington DC.
At man ikke altid kan komme over ens i komiteen, tydeligt frem i forbindelse med den nylige godkendelse. Her viste sig hurtigt at være tilstrækkelig mange bekymrede medlemmer, til at man besluttede sig for at afholde en offentlig høring om, hvor genterapien er på vej hen i relation til forbedring, eller enhancement, af raske mennesker.

Grænser skrider
Eric Jungst beskæftiger sig med bl.a. biologisk etik på Case Western Reserve University i Cleaveland, og har derudover et sæde i den nævnte Recombinant DNA Advisory Committee. Han førte ved den afholdte høring i marken, at medicinalfirmaer fremover vil søge om godkendelse af genterapeutiske metoder til forbedring, og at de i første omgang vil gøre det ved at forklæde metoderne som sygdomsbekæmpende. Som et ikke utænkeligt eksempel nævnte Jungst, at en teknik til forbedring af indlæring og hukommelse jo udmærket kan præsenteres som en behandling af f.eks. Alzheimers demens.
Flere forskere mener, at den nære fremtid vil bringe en stor mængde ansøgninger om godkendelse af genterapi-metoder, der kan bruges til egentlig forbedring. Eller måske til forebyggelse - der jo ikke er behandling, men heller ikke den slags forbedring, som de fleste vil finde umiddelbart uetisk. Og man kan være alvorligt bange for, at de etiske grænser, som findes i dag, vil skride i takt med teknikkernes udvikling, ligesom vi har set det indenfor andre områder.
Da menneskeligt væksthormon kom frem, var det en kærkommen behandlingsmulighed for mennesker født med en arvelig hormonel fejl, der bevirkede meget lav vækst. Nu bruges det kunstige hormon imidlertid rask væk til at fremme væksten hos ikke-syge børn, der blot er mindre end normalt - og hvorfor ikke siger man. Eller hvad med erytropoitin? Dette hormon er oprindeligt fremstillet til behandling af svære tilfælde af blodmangel, men i sportens verden har man ikke været sen til at udnytte erytropoitins evne til at stimulere dannelse af røde blodlegemer, for derigennem at forbedre atleters præstationer. Sådan kan mange kendte behandlinger blive til forbedringer.

Mange spørgsmål
Det bringer os til endnu et muligt holdningsmæssigt skred. For hvad er egentlig forskellen på at bruge proteiner, der jo er produkter af gener, og så på at indsætte gener, der selv kan producerer det ønskede protein? Én stor forskel er vort meget beskedne kendskab til menneskets samlede arvemasse, genomet, og hvordan det virker.
Genetikere indrømmer blankt, at vi faktisk kender meget lidt til genomets opbygning og funktion - hvad laver f.eks. den store andel af arvemassen, som ikke udgør gener, og hvad er det, der gør os så forskellige fra de aber, som vi deler hele 98 pct. af vore gener med?
Den forholdsvis ringe viden om arvemassen betyder naturligvis, at ingen har overblik over de risici, der kan være forbundet med af genterapeutisk vej at indføre nye kunstige gener i mennesker, det være sig raske eller syge. Foreløbig er der ikke blevet rapporteret om alvorlige bivirkninger i de allerede afsluttede afprøvninger, men bekymrede røster har peget på muligheden for at gener, som indsættes i et individ, eventuelt kan spredes til vedkommendes kønsceller og derfra til kommende generationer. Der findes ingen eksempler på, at det er sket, men der er heller ingen beviser for, at det absolut ikke kan ske. Og at overraskelser forekommer, er der for øjeblikket masser af eksempler på indenfor genmanipulation af planter, hvor manipulerede gener f.eks. spredes mellem forskellige arter.
Som forholdene er i dag, er der forbud mod forsøg med genterapi på menneskelige kønsceller i de fleste lande, herunder Danmark, idet man ikke ønsker at manipulere med kommende generationers egenskaber uden at kende de fulde konsekvenser. Men hvor lang tid holder det? Vi manipulerer jo rask væk med dyreæg for at skabe praktiske transgene landbrugsdyr med fantastiske egenskaber. Og hvorfor skulle det egentlig være i orden at helbrede arvelige sygdomme hos individer, men samtidig ulovligt at kurere mulige efterkommere?
Der er mange spørgsmål og måske vi også skulle starte diskussionen herhjemme, inden den tager os på sengen. Lone Frank

Lone Frank er ph.d. i neurobiologi og freelancejournalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu