Læsetid: 6 min.

Den glade forræder fra Belfast

29. november 1997

Belfast er to kulturer uden andet mødested end bomber, kugler og stenkast. Åh jo, der er også teatret...

INTERVIEW
Marie Jones er protestant fra Belfast. Hun var 30 år, før hun mødte en katolik.
"Vi havde jo aldrig mulighed for at møde dem. De boede oppe på False Road, og vi boede hernede. De gik i deres skoler og vi gik i vores."
Hvad sker der, hvis en mand af lyst eller nysgerrighed krydser gennem ingenmandsland ind i den anden verden? "Så er han aldrig mere den samme mand," siger Jones. Han er også en forræder.
I disse dage kan man ved selvsyn opleve processen, hvor et menneskeliv for altid ændres af en sådan rejse. Det foregår i teatret That Thea-tre's forestilling A Night in November, der spiller i Krudttønden i København.
Marie Jones er forfatteren - og hun har selv gjort rejsen. Hvem var 'hendes første' katolik?
"Det var en skuespiller," griner hun. "På teatret glemte vi at tænke på, hvad folk 'var'. Vi var skuespillere - og det var et chok for mig, da det pludselige en dag gik op for mig, at jeg havde været sammen i dagevis med en katolik."
Jones er stifter og meddirektør af Belfast-teatret Dubbeljoint Theatre Company, hvor forestillingen først blev sat op. Siden har den turneret over hele Irland, England og i New York og blevet kåret til landets bedste turnéforestilling. Og den er forrygende, ikke mindst forrygende morsom, og det skyldes ikke mindst en fremragende fremførelse ved stykkets eneste skuespiller, Ian Burns.

Angst og uvidenhed
Hovedpersonen Kenneth bor i Ulster, som Nordirland også kaldes, i Belfast. Han er protestant som Marie Jones. Hun voksede op i den protestantiske kultur, ikke fordi hendes familie var sekteriske, men... "Sådan var det bare. Sådan blivede det, som børn ville sige. Vi kendte ikke den anden side, og det gjorde os angste, og angsten skilte os sammen med uvidenheden. Andet var der sådan set ikke, der skilte os. I dag ved jeg jo, at ungerne derovre legede de samme lege og spiste den samme slags mad som os. De var arbejderklasse lige som os. Min far arbejdede på værftet, vi havde ingen penge - og de havde heller ingen penge.
"Det eneste, der skilte os var politikken."
At skellet har haft voldsomme konsekvenser er kendt. Jones' skuespil sætter fokus på den kultur, der ligger bag volden i Ulster.
"De kulturelle konsekvenser er især voldsomme for protestanterne, for de havner i et slags kulturelt vakuum. De tager afstand fra alt irsk, for det er forbundet med tanken om et forenet Irland. Og vi var jo briter... "
"Derfor kan protestanterne ikke nyde digterne og forfatterne. Tag en mand som Sea-mus Heaney, der fik nobelprisen i litteratur i 1995. Han er fra Ulster, han bor lige rundt om hjørnet. Han er en vidunderlig digter - men de kan ikke værdsætte hans digte, for han er katolik. De kan ikke lade sig li' ham!
"Vi kunne heller ikke lære at tale gælisk. Det ville være som at stille sig op midt på gaden og sige 'kom og sten mig!' Vi kunne ikke lære at spille et instrument og da slet ikke violin eller fløjte."

Aggressiv kultur
I modsætning til Ulsters katolikker, der kan leve i den irske tradition, så havner landsdelens protestanter i et kulturelt tomrum, for "hvad havde vi så, der var vores? Ikke rigtigt noget. Vi fik fortalt, at vi hørte til England, men engelsk kultur havde ikke rigtigt nogen mening for os, for vi boede jo i Irland. Og de fleste protestanter kan faktisk ikke fordrage englænderne. Man far hadede dem! Han kunne ikke lide den arrogante måde, de taler på. Han fandt dem nedladende. Så vi protestanter befinder os i et kulturelt ingenmandsland, et tomrum - som så fyldes med en aggressiv kultur. Identiteten findes i afstanden fra de andre. Man dyrker lidelsen, alle de ofre man har lidt; og man dyrker fortidens sejre over fenierne (nedsættende udtryk for katolske irere, red.). Så kulturen bliver til Oranje-ordenens marcher og til sange, der handler om at knuse fenierne. Jeg voksede op med sange, der var helt barnligt simple, ligesom de sange man synger til fodboldkampe: 'We'll kill those fenian bastards, we'll kill those fenian bastards'. Der er hundreder af den slags sange, og vi lærte dem fra barnsben. Den slags sætter sig fast - først og fremmest som en bevidsthed om utryghed, hvis der ikke er afstand til de andre."
- I skuespillet er de protestantiske kvinder bestemt ikke portrætteret særligt venligt - de går kun op i at støvsuge og holde et pænt hjem, snarere end kærlighed og nærvær i deres ægteskab. Den katolske kvinde er til gengæld varm, kærlig - og et rodehovede. Er det ikke lige lovligt firkantet?
"Jo, selvfølgelig. Men jeg er nødt til at fremstille det sådan som Kenneth oplever det, når skællet er faldet fra hans øjne. Når han pludselig ser, hvad det er for en verden, han har levet i uden at tænke over det. Da jeg var barn og ung, så jeg katolikker som beskidte, som fedladne, forkerte, rodede - de havde ingen dannelse, hvad vi havde. Vi skulle være renere end dem! Vi skulle være bedre end dem, altid! Og hvis du ikke havde noget videre at vise frem, så skulle der i det mindste ikke være noget at sætte sin finger på. Min tante ville slet ikke have været i stand til at sidde her og tale med dig, for hendes øjne ville have været brændt fast på den pude bag dig, som du har presset helt skæv. Og hun ville rejse sig op med et 'for-Himlens-skyld-da-osse' og rette den med en irriteret bevægelse. Fattigfine er hvad de er!"

Søger tilbage i historien
- Hvad sker der så med denne hade-kultur, nu hvor der er fred i Ulster? Nu hvor truslen, både den reelle og den indbildte, er ved at fordufte?
"Mange af dem søger tilbage i deres personlige historie, deres slægts historie. For eksempel blev mange Ulstermænd dræbt under første verdenskrig i slaget ved Somme. Der var ligesom en handel dengang: Vi ofrer vore liv for Moder England, til gengæld forbliver Ulster britisk."
"På en måde er der intet nyt i denne historiske søgen; de bliver ved med at gå tilbage til de ofre, de har bragt. Men der er dog én afgørende forskel: Ganske vist fokuserer de igen på, hvad de har ofret for Storbritannien - men denne gang er fjenden ikke Irland."
"Der er dog også en anden bevægelse, en bevægelse mod det irske. Jeg er for eksempel begyndt at gå til gælisk, og hele klassen er protestanter."
- Når du fortæller om, hvad du har mødt på 'den anden side' af kulturkløften, så lyder det som om at det er selve livet, du har mødt - poesi, sang, musik, drukaftener på pub'en...?
"Absolut! Måske lidt firkantet udtrykt, men jeg blev jo taget imod med åbne arme på den anden side: Fordi jeg er irer.
- Er der slet intet blidt og varmt i det protestantiske miljø?
"Jo, de er da varme og blide mennesker. Men når man vokser op med 'kill the fenian bastards', såeh... Og der er da også orkestre med harmoni-kaer og trommer og så videre, men alle spiller marchmusik...."
"Derfor er det mest opløftende, der sker lige nu, en voldsom vækst i organisationer der bringer de to samfund sammen. Det fandtes ikke, da jeg var barn. Nu er der blandede skoler - uhørt i 1960'erne. Det er virkeligt rørende, når mødre kommer sammen og hører, at 'mine børn fik problemer, og dine børn fik problemer - og det var de samme problemer: Vold, kriminalitet, narko'."
"Det lysner!," slutter Jones. "Vi er på vej til allesammen at blive irere!"

*A Night in November med Ian Burns. Instruktion Julian Simpson. That Theatre,
Krudttønden, Serridslevvej 2B, København. Tirsdag-lørdag kl. 19.30, søndag kl. 17. BILLETnet 3888 7022

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu