Læsetid: 4 min.

Granitagtig tyngde

18. november 1997

Efter sidste års skuffende udspil fremstår thrash-kongerne 'Metallica' som et revitaliseret og tændt outfit med en stribe blændende sange på gruppens seneste udgivelse Reload

NY CD
For undertegnede var Metallicas album Load fra sidste år lidt af en skuffelse. I forhold til tidligere bedrifter var albummet både for diffust og midtbanesøgende til for alvor at gøre indtryk.
Lige fra Bob Rocks lidet dynamiske produktion over sangskrivningsniveauet til den beherskede - for nu ikke at sige ferske - fremførelse var Load ikke lige, hvad man forventede fra metalscenens nok vigtigste - og vægtigste - band. Lige præcis en position Metallica var tæt på at sætte over styr med denne udgivelse, ligesom gruppen på den efterfølgende turne syntes at træde vande.
Der er trods alt så mange andre, der tamper løs i rockens midterbane, i forvejen ikke det mest interessante sted at befinde sig - slet ikke når man som Metallica kan bryste sig af majestætiske mesterværker som ...And Justice For All og Metallica fra henholdsvis '88 og '91.
Med udgangspunkt i den frenetiske metalafart thrash skabte kvartetten på disse to udgivelser en musik af bemærkelsesværdig dybde, resonans og skønhed. Ikke en konventionel form for 'skønhed', men en egenartet, morbid og dyster form for skønhed, be-slægtet med den æstetik man finder hos filmmagere som David Lynch, Lars von Trier og Jean-Pierre Jeunet/Marc Caro, fuld af skygger, anelser og uhygge, samt en altgennemsyrende fornemmelse af undergang og forfald.
Et felt der nemt kammer over i dystopiske postulater, men som - når det fungerer - har givet os en stribe yderst holdbare, om end sjældent særlig imødekommende kunstværker ned gennem årene.

Effektiv dynamik
På gruppens seneste udspil, betitlet Reload, har Metallica med held fusioneret det storladent dystre fra storhedstiden omkring årtiskiftet med Loads forsøg på større imødekommenhed overfor et mere konventionelt indstillet rockpublikum.
Historien går på at gruppen til Load skrev i alt 27 sange, og et stykke henad vejen overvejede at udsende en dobbelt-cd, men i stedet endte med i første omgang at udsende 14 af sangene, og lade de sidste 13 hvile. Hvis det er sandt, må det siges at være en interessant disposition. Thi selvom der fandtes gode sange på Load, var der også øjeblikke så uinspirerede og flade, at man måtte sig forbarme. En selektiv indsats ville have været guld værd.
Det mest bemærkelsesværdige er så, at der på Reload ikke findes en vaskeægte kikser - selvom der optræder et par knap så mindeværdige kompositioner i form af "Better Than You" og "Prince Charming".
Men det kompenseres der for med stribevis af gode sange, hvor gruppens to primære sangskrivere - guitaristen og sangeren James Hetfield og trommeslageren Lars Ulrich - viser deres sikre greb om en gammeldags dyd som melodiøsitet, mens gruppen som helhed fremstår som en af rockens mest disciplinerede, sammenspillede og tighte. Få formår at udnytte dynamikken i den klassiske opstilling med to guitarer, bas og trommer med helt så overbevisende resultater som Metallica.

Uomtvistelig klasse
Selvom gruppen har stået fadder til et hav af yngre bands, som teknisk set sikkert er mere avancerede og med garanti spiller dobbelt så hurtigt, er det blandt andet i gruppens granitagtige tyngde og evne til at holde igen, at dens uomtvistelige klasse ligger. Det er samtidig også der gruppens tiltrækningskraft for ikke-metal fans ligger - Metallica spiller netop ikke kun for metalscenens faste pak af gale hunde, men for enhver med interesse for hele rockfeltet.
På Reload begynder gruppen i stigende grad at ligne en moderne udgave af 70'ernes supergruppe Led Zeppelin, som blødte sin tordnende rock op med elementer af folkemusik. På den gælisk inspirerede "Low Man's Lyric" viser gruppen en helt ny side af sig selv - drejelire på en Metallica-plade? - mens den med "The Unforgiven II" har leveret en fuldstændig uforglemmelig ballade.

Intet helstøbt værk
Og er "The Memory Remains" i sig selv en stærk sang, løftes den yderligere af Marianna Faithfulls hæst raspende gæstevokal. Ellers er det de fire herrer selv, der sparker udladninger som "Fuel", "Slither" og "Attitude" afsted med næsten ind-ædt mandighed, mens den militatisk-psykedeliske "Where The Wild Things Are" kunne vise sig som et nyt og frugtbart spor for gruppen.
Med sine 76 minutters spilletid er Reload dog trods alt lige lang nok, og en spids mere selvkritik ville have hævet albummet op i samme hel-støbte klasse som f.eks. Metallica. I sin iver efter at give fanbasen alt hvad den måtte ønske, glemmer gruppen i ny og næ kvalitetetskontrollen.
Ikke desto mindre er Re-
load som helhed et fremragende album, der viser en af tidens største grupper i en overgangsfase og forhåbentlig på vej mod nye horisonter.

Metallica: Reload (PolyGram/Vertigo 536 409-2). Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her