Læsetid: 3 min.

Håret kan man i hvert fald ikke brokke sig over

10. november 1997

Pia Juuls scenedebut er uden historie, fremdrift, nødvendighed. Til gengæld er der så meget andet man kan glæde sig over

TEATER
Lad os begynde med håret. Benedikte Hansens hår er sort og glinsende. Hendes tykt optrukne øjenbryn er lagt parallelt med hårlinien. Det hele er samlet i en stor knude bag på. Ikke en forknyt højskolebolle, men et stort prangende hjul. Frisuren var populær i 30'erne, men har i dag hovedsagelig overlevet hos Minnie Mouse. Benedikte Hansen er også klædt som Minnie: kort og ærmeløs hvid buksedragt med kort, sort jakke, højhælede halvstøvler.
Stykket hedder Spiritus; det er skrevet af Pia Juul; det vises på Det kgl. Benedikte Hansen har rollen som Stella, en ung enke, der bor sammen med sin far og sin bror i en mørk og indelukket familierutine. De to herrer har myrdet Stellas mand - eller hvad det nu er, de har gjort. Da afdøde ægtemands bror muligvis også er bortkommet, myrder Stella sin far og bror og flygter hjemmefra - eller hvad det nu er, hun gør.
Peter Gilsfort har tre-fire pølselange prinsessekrøller på hovedet og ca. 30 cm glat hår ned over nakken. Håret er sort. Var det hvidt, ville han kunne få job som dommer i England. Han spiller Steen, der morderiske bror.
Benny Poulsen er den tyranniske, beslutningsdygtige far (måske er hele kernefamilien død - deres hvidpudrede ansigter antyder enten dét eller noget andet), så han er korthåret. Med midterskilning.

Hippie, Jesus
Ole West-Madsen har langt, silkeblond hår helt ned til bæltestedet. Han går i brunt eller beige tøj og foregiver at være svogeren, men er måske en gal videnskabsmand eller religionsstifter, som drømmer om at føre enkelte, trofaste disciple med sig over i en ny verden. Association: hippie, alf, indianer, måske Jesus. Måske er han en slags helligånd, som titlen måske henviser til.
Regitze Schartau har en forvokset mohawk på hovedet - et stort, lyst brus, der peger fremad som en bølge der er lige ved at knække over i brændingen. Læderbukser. Læder-bh. Blå voldsmærker omkring mund og øjne. Hun kommer spankulerende lige ud af Mad Max 2, men synes at være en junkie, der gerne følger religionsstifteren, så længe han fodrer hende med sine små, glade piller.
Ilse Rande har demonstrativt pakket sit hår ind i en turban. Til gengæld er hun iført meget åbentstående kimono og viser kilometervis af ben. Hun er en fru hotelejer, som muligvis er en fru tempelbestyrer (benene antyder tempelluder), som i øvrigt ikke karakteriseres yderligere af forfatteren.
Peter Steen er helt korthåret med forhåret redt lidt ned i panden. Som Frank Sinatra. Han er materialisten i Spiritus, bestyrer hotellet, templet, og tager - hvor materialistisk kan man blive - penge for et glas vand. Hans øjne er tvivlrådige og hans klædedragt ren kage - joggingbukser og stift kravebryst.

En stor trappe
Efter håret kunne vi tage scenografien. Dristigt har scenografen valgt at lade hele scenen være én stor trappe. Et påtrængende statement. Spillet rykker tæt på, og der er vildt drama i de skiftende hierarkier på trinene.
Instruktøren bærer naturligvis ansvaret for den stiliserede præsentation, som ikke kun omfatter håret og trappen. Stykket starter som Pinter-pastiche, hvor det humoristiske virkemiddel er, at karaktererne siger uhyrlige ting til hinanden i et hverdagssprog. Instruktøren fastholder denne fortælleform stykket ud. Han har formentlig ikke haft noget andet valg, hvis forestillingen skulle hænge sammen overhovedet, men fortællingen bevæger sig faktisk i andre retninger, og humor afløses af forsøg på uhygge.
I sidste ende - det skal jo slutte - lader instruktøren religionsstifteren kaste en golfkugle, som var det en håndgranat, der sprænger verden i luften - eller hvad det nu er, der sker. Et punktum, selvfølgelig, men verden er gået under så mange gange i nyere dansk teater, at det ikke længere har helt den samme lammende virkning.
Det er vidunderligt at se hele maskineriet fungere. Selv om Bolten er en midlertidig anneksscene, er det skønt at alle kræfter sættes til også her - lyset, skoene, sminken, sceneteknikken, håret, tøjet, musikken i højttalerne.
Nogen historie er der tilsyneladende ikke. Ingen fremdrift. Ingen åbenlys nødvendighed.
Men det skal samtidig erkendes, at anmelderen kan være blevet distraheret af, at selv gratister på fribilletter ved premieren allerede efter 15 minutters forløb begyndte at pille ved armsbåndsurene og skotte mod udgangen. Folk er så utålmodige nu om stunder. De vil hver gang have det hele.

*Spiritus. Af Pia Juul. Instr.: Jesper de Neergaard. Scen.: Carsten Kristensen. Kostymer: Camille Espen Hansen. Det kgl. på Baron Bolten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu