Læsetid: 4 min.

Handlingens mønstre

21. november 1997

Kerstin Ekmans forfatterskab er et lærestykke i litterær dynamik, en humanistisk ekspeditionsrejse i jordens og Nordens brændende temaer

Portræt
Dér sad hun ved et morgenbord under en konference i Lillehammer om myter og eventyr og demonstrerede legende et sæt tarotkort for nogle deltagere, der helt glemte at drikke af kaffekopperne. Det lyse, intense blik i det lange, benede ansigt søgte i kortene og fandt jokeren, den rejsende nar, det eneste kort uden for nummer, mens hun lavmælt forklarede nogle muligheder i spillets billedtale.
Det er kunstneren, der med figurer og manøvrer taler om mønstre i tilværelsen, klare, bestemte ord, men med en undertone, et skjult smil i ordenes rytme, som antyder, at det også drejer sig om noget andet, det andet. Dagen før han hun talt klarsprog om vores forhold til myter, holdt en forsamling fanget, så den troede, at den vidste, hvad den skulle tro. Sproget samlede sig til en fortælling, bestående af mønster og uberegnelighed.
Kerstin Ekman er realist og magnetisør. Det var ved tiden for hendes store roman Røverne i Skuleskoven (1988), der kom i Anne Marie Bjergs stilsikre oversættelse året efter. En roman, der øser af eventyrlig fantasi og kulturhistorisk materiale, med en vandrende nar som hovedperson, Skord, et troldebarn fra skoven i Ångermanland. Med et liv, der strækker sig gennem femhundrede år, gennem voksende og vekslende identiteter, inkarnerer han det urolige Europa. Han er naturvæsen, kriger, tugthusfange, guldmager, videnskabsmand, elsker, indtil han dør med sin diffuse viden om store sammenhænge.
"Formodentlig er der nedlagt en stor spøg i selve grundtegningen til tingenes orden. Den ytrer sig på mange ofte indviklede måder."

De store formers epiker
Det kunne omtrent være sagt af Karen Blixen. Men Kerstin Ekman er de store formers epiker. Hun fortæller både tæt og bredt, snor sig med smilende og kvindelig grumhed gennem intrigernes net af forbrydelser og velgerninger, undrende, spørgende, forklarende, men uden anvisning på løsninger, når det da ikke lige drejer sig om de kriminalgåder, hun ynder.
Dem viede hun stor opmærksomhed i de første romaner fra 1959 og har egentlig aldrig sluppet sin fascination af og viden om drabet. Men snart blev det gjort til mindre end hovedsagen, som er lyset på miljøerne, de skjulte og gale lidenskaber, de forfærdelige bindinger og fordomsfulde myter, der selv mod bedre vidende styrer vores handlinger og forplumrer vores måske bedste motiver.
Prosaisten Kerstin Ekman overraskede pludselig læserne med en versfortælling om Knivkasterens kvinde (1990), der behandler og bearbejder noget, der ligner en personlig traumatisk kvindeoplevelse, i mytens lys, i en spejling af frugtbarhedsgudinden Ishtars nedtur til underverdenen. Hvor romansuiten udvidede sig med materiale fra gamle aviser, tidsskrifter, breve, dagbøger, protokoller m.m. for at stimulere fiktionen, ser man nu, hvordan stadig større vidensområder af mytologi, religion, videnskab og filosofi erobres og anvendes, sættes ind i nye geografiske miljøer.

I den store natur
Maria Schottenius skrev en doktordisputats om Den kvinnliga hemligheten (1992) i Kerstin Ekmans fortællekunst. Nådadada! En i sig selv fantastisk og klog redegørelse for troldkarles, demiurgers og manakræfters hemmelige tilstedeværelse. Om modergudinden, om gnostisk mystik, Johannes af Korset og Swedenborg, om madonna og skøgen, om hekseringen, den magiske cirkel.
Det skal have forbavset Ekman selv, som disputatser gerne gør, og hun har måske leget lidt med motiverne i næste store roman, Hændelser ved vand (1993), der indbragte hende Nordisk Råds litteraturpris. Ikke uvant for hende, allerede 1960 fik hun Expressens Sherlock-pris for årets bedste svenske detektivroman, Tre små mästare.
Nu var forfatteren stormester og spillede et mægtigt register igennem i jämtlandsk miljø, ved de mørke søer og skove, atter med udgangspunkt i et grimt mord på et turistpar ved den sorte sø. Og sort er stemningen i fablen om den omklamrende moderkærlighed, modermytens dybt problematiske side af herskelyst. En af de slemme styringer, som indirekte er ulykkesskabende.
Man er da ude i den store natur i flere betydninger, hos socialromantikere og udplyndrere, men i en illusionsløs fortællers hænder, der lader stemmerne tale frem for at vifte med den nye økomorals pegefinger.

Tilbage i hovedstaden
Til gengæld lader Kerstin Ekman sit seneste romanværk, Gør mig levende, igen udspille med centrum i hovedstaden, hvor en gruppe kvinder mødes i en samtalegruppe. Det moderne, stærkt sansede storbymiljø er rammen om deres liv i en kort periode ved juletid, et mønster af handling og tale og god vilje i en verden, der sortner af forbrydelse og skummel politik, mens en rumlende underverden af medansvar, forfærdelse og sær rationalitet gør sig gældende.
Atter er et vældigt historisk og kulturelt stof trukket ind i handlingen, desuden et litterært, idet dele af romanen er bygget over en refleksion af Eyvind Johnsons store beredskabsroman fra krigens tid, trilogien om Krilongruppen. Et netværk af samtidens særverdener samles og skilles i den ordrige og ordsnilde roman, som er en hel Stockholmstopografi og en diskussionsklub over emner som sprog, kunst, opera, teologi, romanteori.
Forfatterskabet er et lærestykke i litterær dynamik, en humanistisk ekspeditionsrejse i jordens og Nordens brændende temaer. Det er ingen spøg, og dog mærkes som befrielse en humorens understrøm, en ængstelsens overskud i de sorte vande, der truer med at lukke sig om gåderne, et syn for uordenens orden, som finder sit gode svenske sprog i romanernes mænd og kvinder. Mest dog hos kvinderne.

*Kerstin Ekman interviewes af Marianne Juhl kl. 15.00 på Scenen på bogmessen i Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her