Den 71 årige billedkunstner, Richard Winther har meldt sig ud af kunstlivet og er gået på pension. Fra sit eremitbo beretter han om kvinderne, kroppene, skeletterne og myterne i sin kunst
INTERVIEW
Vindeby på Vestlolland er en flække ved verdens ende, men fra førstesalen i Richard Winthers 700 kvadratmeter store, nu nedlagte, alderdomshjem i rødsten kan man om aftenen se lysene blinke i det fjerne fra Storebæltsbroens kabler og ståltårne. Der er altså forbindelse til resten af verden, bedyrer kunstneren, som ellers nødigt frekventerer områder uden for Vindeby, hvis han da ikke lige skal hente en medalje i København. Sidste gang, det skete, var i marts i år, hvor han modtog den største anerkendelse, en dansk billedhugger kan få: Thorvaldsen Medalje. Ved siden af den - "godt gemt af vejen på et sikkert sted" - ligger blandt andet Eckersberg Medalje, Danmarks største hædersbevisning for malere, som han modtog i 1971. De fornemme medaljer er håndfaste beviser på, hvor respekteret han er i kunstnerfagkredse.
Medaljerne understreger Richard Winthers flerstrengede talent, der ud over at omfatte maleri og skulptur også omfatter grafikken samt det fotografiske medie, som han har udforsket gennem utallige tekniske eksperimenter. Han har for eksempel selv lavet hundredevis af fotografiapparater, som fylder huset fra kælder til kvist.
Richard Winther føler sig som en sen ætling af Leonardo da Vinci, hvilket han selv har understreget gennem kunstnernavnet Ricardo da Winti. Han er lige dele naturvidenskabelig forsker, ingeniør, mytespecialist og tibetansk-kyndig. Og så sætter han en ære i at spare.
Ærefrygt og uhygge
Det store hus er et rigtigt Winther-hus. Bortset fra køkkenet og soveværelset henstår det uopvarmet, og interviewet må finde sted i soveværelset.
Huset rummer så store samlinger af bøger, skeletter, kameraer, videoapparater, billeder, gipsmodeller og bemalede skulpturer, at det i sig selv er et museum. Støvet ligger i et tykt lag over hele huset. Som gæst rammes man af en blanding af ærefrygt og uhygge, og jeg forsøger at komme til mig selv ved at se ud på pløjemarkerne. Heldigvis virker Sydhavsøernes mange roekuler, der ligger derude som små pyramider i det skarpe sollys, beroligende.
I et andet rum møder vi nutiden. Her står to computere, som Winther har brugt til sine computertegninger, der blev udstillet i Nikolaj i 80'erne. Hvordan har han det med denne teknologi i dag?
"Jeg kan bedst lide noget, der er enkelt og primitivt, som man principielt kan lave på et køkkenbord. Jeg bryder mig ikke om computere, fordi man ikke kan se på chipsene, hvilke funktioner der er inde i dem. Maleri er derimod meget enkelt og primitivt. Man udfører det hele med en pensel og styrer det selv, og efterhånden giver det sig selv, for maleriet fører en derhen, hvor man skal, hvis man er rutineret. Når man tegner med mus, sidder man blot og kører frem og tilbage uden den følsomhed, som kul og blyant besidder. Der er en maskine imellem dig og papiret, når man tegner med mus, så man får en masse 'foræret' af den computerfabrik, som har fabrikeret maskinen."
- Hvad med fotografiapparatet. Er det ikke også et maskinelt, fremmedgørende mellemled?
"Der er meget stor forskel på de professionelle fotografer, amatørfotograferne og de fotograferende kunstnere, der sigter på at udtrykke sig frit og skabe et fotografi, der har samme billedmæssige kraft som et maleri. Jeg har selv udviklet mine fotografiapparater, fremkalder selv mine billeder og drejer mit panorama-apparat manuelt. Så det er ikke fremmedgørende på samme måde som computeren."
"Jeg har malet parallelt, og det ene medie skubbede til det andet. Jeg gav mig til at male det, som jeg fotograferede med 360 grader, og det var voldsomt. Da jeg eksperimenterede med farvepapir, malede jeg store farveprøver, hvor farverne skulle være rigtig stærke, så jeg kunne kontrollere fotografierne."
Det store kønslige drama
Winthers hus er som et kunstværk, et levende museum, der er fyldt med store kompositioner af syndflodsscener, kvinder og mænd i parringskamp, nøgne kvindekroppe til hest, kvinder og børn, der æder mænd. Det er det evige, store kønslige drama. Menneskekroppen - særligt den kvindelige, da Winther anser kvinden som det mest interessante væsen - som et dragende eksempel på det andet, titter frem fra køkkenloft eller vægge overalt i huset.
Udenfor i annekset ligger dyr, der er ved at gå i forrådnelse. Skeletterne skal benyttes til anatomiske studier, "for man skal kunne se, hvad dyrene består af indeni for at gengive dem korrekt", siger Winther, der understreger, at det kræver ydmyghed at leve sig ind i en knogle eller et blad og samtidig selvbevidsthed og erfaring at kunne udtrykke sin oplevelse af det.
Fem svaner har nu ligget lit de parade i over et år, og de ligner til kunstnerens ærgrelse stadig sig selv. I rummet ved siden af ligger en grævling og rådner op. Her er stanken så uudholdelig, at jeg må holde ærmet for næsen for ikke at besvime. I hovedhuset er der skeletter af egern, elge, heste. Det store spøgelsesskelet af en hest står opsadlet og har hovedtøj på, parat til at svæve ud af vinduet til en posthum ringridningskonkurrence.
Ringridningsforeningen, der bestilte den store statue hos Winther i 1987 med Statens Kunstfond som mellemled, er nu stået af. De kunne hverken forlige sig med Winthers egensindige insisteren på en kvindelig ringrytterske eller med hans langsomme produktionshastighed.
Statens Kunstfond har overtaget bestillingen, fordi Winther er en af de eneste kunstnere i dette land, der kan fremstille denne den mest krævende af alle skulpturformer. Det er lidt af et gamblerspil fra Statens Kunstfonds side, for mon han når det?
Winther kan ikke tage disse spekulationer alvorligt, for hans princip er ikke at slippe noget, før det er værd at blive støbt i bronce. Han er gået på pension og føler ikke længere trang til at lave andet, end det mest essentielle.
Heller ikke Den Frie, landets mest celebre sammenslutning, orker han at levere værker til længere. Men det har også noget med økonomi at gøre.
"Pludselig kom de og ville have penge af os, for at vi kunne udstille. Nu har jeg udstillet i 50 år uden at skulle betale, så det orker jeg ikke at være med til."
På alderdomshjem
Richard Winther vendte med købet af det nedlagte alderdomshjem for fire år siden tilbage til sin fødeegn på Lolland. Faderen var ingeniør og bestyrer for De danske Sukkerfabrikker og samlede på antikviteter. Moderen var levende interesseret i kunst, og forældrene slæbte på deres rejser sønnen med på museer overalt i Europa. Da Richard Winther besluttede at blive kunstner, blev han bakket op af sine forældre, også finansielt, hvilket bl.a. resulterede i en sideløbende karriere som kunstsamler. Han samlede på førstegenerationen af danske abstrakte kunstnere og senere, da han i 1946 for første gang rejste til Paris, samlede han også på udenlandske kunstnere som blandt andet Max Ernst, Miró, Jean Arp og Giacometti. Han har doneret sin betydelige samling til Glyptoteket.
"Jeg gik ind og ud hos kunstnerne i Paris dengang. Jeg forsøgte også at besøge Picasso, men det var ikke muligt. Til gengæld opsøgte jeg Giacometti, Sonja Ferlov Mancoba (de boede i samme hus), Poliakoff og Man Ray. Det var ikke svært dengang."
Kunstakademiet
Winther blev optaget på Kunstakademiet i 1945,og i 1947 var han med til at starte Linien II. I denne gruppe, der også talte kunstnere som Ib Geertsen, Albert Mertz og Niels Macholm - og senere bl.a. Preben Hornung, Paul Gadegaard, og Gunnar Aagaard Andersen - gjorde man op med den abstrakte ekspressionismes kunstnere og videreførte den konstruktive kunst fra Linien i 1930'erne.
"Vi måtte prøve at være selvstændige, og i den forbindelse gik jeg tilbage til konstruktivismen," siger Richard Winther.
Han var da stærkt optaget af De Stilj med Piet Mondrians og Theo van Doesburgs ideer om at reducere maleriet til et system af linjer og farver, ligesom han var meget interesseret i Bauhaus-skolens kunstneriske idegrundlag. Men erfaringerne med det abstrakte maleri har han aldrig forladt. Heller ikke, da han efter 1959 påbegyndte produktionen af figurativt maleri, hvor han benytter renæssancens, manierismens og barokkens figurmaleri som forlæg. Erfaringerne fra det abstrakte maleris kompositoriske og koloristiske principper er imidlertid integreret i de figurative billeder.
I 1961 stiftede Richard Winther Eks-Skolen sammen med Troels Andersen, Poul Gernes og Jens Jørgen Thorsen. Eks-Skolen spillede en afgørende rolle for 1960'ernes danske kunstscene. Den var et praktisk-ideologisk fællesskab, der skulle bevidstgøre om den samfundsmæssige indflydelse på kunst og vice versa og blev også etableret som modtræk til den altdominerende indflydelse fra fransk kunst. Eks-Skolen arbejdede på at åbne portene til den abstrakte ekspressionisme og popart fra USA og Tyskland. I dag taler han uden veneration om Eks-Skolen.
I 1976 oprettede Winther Kunstnersammenslutningen Arme og Ben sammen med Per Kirkeby, Lene Adler Petersen, Bjørn Nørgaard og Poul Gernes. I 1981-86 var han professor i malerkunst ved Kunstakademiet.
Han har spillet kamelæonagtigt på sine mange kunstneridentiteter: Ud over at kalde sig Ricardo da Winti har han kaldt sig Ricardo da Nivå, og nu Fabian Rohe med en skælmsk henvisning til roerne uden for huset, som han for øjeblikket tegner og maler. Men der er et hul i den lange kunstnerkarriere: I perioden 1960-64 læste han tibetansk ved Københavns Universitet. Hvad drev ham væk fra lærrederne i denne tid?
"Kunsten i 50'erne blev mere og mere kommercialiseret - det var godt nok ingenting i forhold til, hvordan det er nu - men allerede dengang blev jeg træt af det. Jeg så mig om efter noget andet. I Nationalmuseet havde Werner Jacobsen, som var Nepal-ekspert, arrangeret en udstilling med kunst fra Nepal, og den optog mig meget. Jeg undersøgte mulighederne for at læse nepalesisk på Københavns Universitet, men det var kun muligt at læse tibetansk, så jeg lærte klassisk litterært tibetansk, især for at kunne læse beskrivelserne af denne kulturs malerier. Hele den buddhistiske ikonografi er uhyre spændende."
"I den periode arbejdede jeg på Nationalmuseet for at katalogisere deres samling af tibetansk kunst. Den buddhistiske religion er den mest humane religion, vi har, og kunsten er baseret på indisk tradition fra 900-tallet, og den minder om Hieronimus Bosch og de tidlige Miró'er. Jeg lærte også lidt mongolsk og sanskrit. Det var en meget vigtig læreproces for mig."
Imod kommercialisering
Richard Winther tager kraftigt afstand fra alle de strategiske hensyn, som kunstnerne må tage i dag for at komme frem. Han ønsker ikke at bidrage til denne tendens. Men hvad er der i vejen med at have succes som kunstner?
"Det er der principielt ikke noget i vejen med. Men når man skal leve op til kunstlivets forventninger, kan det gå ud over selve den kunstneriske nerve. Kirkeby er for eksempel blevet en fabrik, og han kan ikke tillade sig at lave andre billeder. Han må hænge på og blive siddende på vognen, indtil den vælter. På denne måde får man ikke tid til at gennemarbejde tingene ordentligt, heller ikke mentalt. Man bør give sig tid til at flytte sig, og det er der mange kunstnere, der ikke har, fordi de skal holde fabrikken i gang."
- Hvordan ser du på begrebet kunstnerisk udvikling?
"Jeg tror ikke på nogen kunstnerisk udvikling. Fra 1943-48 havde jeg været hele spektret igennem. Jeg fotograferede, malede og tegnede. Jeg er blot blevet ved med at lave det samme som dengang. Allerede som dreng lavede jeg tegneserier og havde lavet alle de kunstneriske udtryk, som jeg senere gennemarbejdede hver for sig. Udvikling er snarere en modning, ligesom planter, hvis frø rummer kimen til det store træ. Det hele er der på forhånd. Men den indre udvikling går lige så langsomt, som træerne vokser udenfor. Vi er utrolig længe om at finde ud af noget som helst, og jeg bliver ved og ved med at lave de samme ting for at finde ud af det."
"Da jeg i 1987 fik bestillingen til rytterstatuen, sagde jeg til mig selv, at det ville jeg gerne gøre, for det kunne udvide mine områder. Og det medførte en lang række nye ting: jeg måtte sætte mig bedre ind i menneskets og hestens anatomi, jeg udviklede nye støbemetoder, så læste jeg kunsthistorie, så satte jeg mig ind i hestens bevægelsesmønstre og gjorde en række overvejelser over, hvordan man i dag kan fremstille en hest, så den bliver kunst. Det førte en mængde spændende laboratorieundersøgelser med sig, og nu er der gået ti år. Jeg har gjort over 100 små statuer, og alt dette skal smelte sammen i selve skulpturen. Den skal være abstrakt og meget realistisk på en og samme tid."
Picasso er en af Richard Winthers store forbilleder:
"Han kan være kolossalt abstrakt, og hvis man kender noget til maleri, så kan man straks se, at hesten i Guernica er helt anatomisk korrekt. Fodsystemet, hovedet og riflerne i ganen er ganske overbevisende. Picasso er en yderst skarp og meget realistisk iagttager, og han er en abstrakt fabulant, som man kan lære noget af. Jeg bliver først tilfreds, hvis jeg kan lave en hest, som er lige så abstrakt som hesten i Guernica, og som samtidig rummer realismen fra skeletterne - og derfor har jeg skeletteret alle disse dyr."
At skabe noget vederhæftigt
Richard Winther følger ikke længere med i kunstlivets udvikling. Han stod af for cirka ti år siden. Begrebet curators er ham fremmed, og han har for eksempel ikke hørt om Per Kirkebys udstilling hos Faurschou, 'Alderens arrogance', som jeg gerne ville have talt med ham om. Han abonnerer heller ikke på kunsttidsskrifter eller aviser og er lykkelig for sit tv, som giver ham mulighed for at se japanske og kinesiske programmer via sin astra-parabol.
"Heldigvis er der ikke meget kunst i tv. Det kan godt være, at min kunst er forældet, men når jeg ikke længere belemrer nogen med den, kan det være ligemeget. Det eneste, det drejer sig om, er at skabe noget, der er vederhæftigt for mig selv. Jeg tror, at man skal passe på med at være for optaget af, hvad der sker på kunstscenen, så man svigter sit eget projekt," siger Winther med et skælmsk glimt i øjet.
- Men hvordan kan man bakke ud af tiden, når man en gang i den grad var en del af den?
"Man kan sige, at enhver kunstner har sin tid. Min egen største og mest udadvendte tid var i midten af 60'erne, hvor mine værker var tidsvarende og fik tidsmæssig respons. Man kan ikke forvente, at det fortsætter. Nu har jeg oplevet 40'erne, 50'erne, 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne, og 60'erne var det absolutte højdepunkt. 'Make love not war' og alt det der, det var romantik og meget uskyldigt. I dag er det hele trukket hårdere op, og krigene er på grund af tv rykket tættere på."
Dette er det andet interview i Lisbeth Bondes serie om Danmarks store kunstnere. Det første blev bragt i avisen den 11.-12. oktober.
