- i Det' bare mænd (The Full Monty), årets fuldtræffer
af en engelsk komedie med mening og herlige herresving
NY FILM
Kan man blande socialrealisme og showmanship? Tragisk arbejdsløshed og løssluppen komedie? Ja, minsandten om det ikke kan lade sig gøre, endda over al forventning.
Det' bare mænd (The Full Monty) er bedre end nogen humørpille, man forlader den opstemt over at have oplevet en sjældent velskabt komedie, der tager sig den frihed virkelig at handle om noget. På overfladen koncentreret om opsætningen af et strip-
tease-show med mænd på scenen, annonceret under sloganet We dare to be bare. Men i dybere forstand en historie om livsfrelsende solidaritet.
Gammelt jern
Seks mænd er røget helt ned i dørken. De er stålværksarbejdere, som går håbløst arbejdsløse omkring, efter at den engang så blomstrende by Sheffield har måttet skrue ned for blusset. Fabrikken, hvor de arbejdede, ligger øde og forfalden hen som så mange andre engelske virksomheder. Og selv er de kassérbare som gammelt jern.
Arbejdsløsheden giver selvfølgelig også knas i ægteskabet. Manderollen er svær at opretholde uden det afstivende job og den autoritetsgivende indtægt.
Én har svært ved at stable det beløb på benene, der skal give ham samkvemsret med sønnen - hans eneste faste holdepunkt. En anden har simpelt hen ikke turdet fortælle konen, at han blev fyret for et halvt år siden, men går stadig på 'arbejde' om morgenen, som om intet var hændt. En tredie er godt på vej til at blive impotent. En fjerde prøver at begå selvmord.
Uventet munter
Sørgeligt er det - og så alligevel ikke. I engelsk film er man for øjeblikket ved at finde ind til en socialt bevidst tone, der ikke dyrker den selvopgivende begrædelighed, men finder forløsende galgenhumoristiske udtryk for desperationen. Ken Loach viste vejen i Raining Stones, og Mike Leighs mange komedier har vel også haft betydning.
I Brassed Off, der havde premiere for et par måneder siden, fandt man ind til en uventet munterhed i de arbejdsløse minearbejderes lige så desperate situation, og Trainspotting uddestillerede sort humor af narkomaniens helvede. Men i The Full Monty er komedieformen mere rendyrket, forunderligt nok uden at følsomheden og den underliggende alvor tager skade.
Det er en af de film, der straks etablerer et indfor-stået forhold til sit publikum ved aldrig at dvæle selvbehageligt ved sine scener eller effekter. Som i gamle dage hos komediemesteren Ernst Lubitsch bringes tilskueren i en situation, hvor man føler, man selv er med til at skabe pointerne. Man er nødt til det, for alt går så hurtigt, hver scene er så pakket med ideer og resonanser, at man må op tåspidserne for at få det hele med.
To slags striptease
Manuskriptet udnytter maksimalt, at dette er et ensemblespil. Når et af gruppens medlemmer bekender, at han er nervøs for at få rejsning på scenen efter endt afklædning, sker det selvfølgelig til den fyr, som hemmeligt frygter sin impotens. Komisk og sørgeligt på én gang. Og filmen behøver kun en enkelt fin lille scene på nogle sekunder for at vise, at to fyre, der står lidt ude i gruppens periferi, er blevet forelsket i hinanden. Men den vigtigste pointe er, at kammeraterne redder sig op af dyndet ved fælles hjælp. Og det kræver nogle brud på den maskuline blufærdiged, både den fysiske og den åndelige. Til den striptease, de gennemfører som hold, svarer en sjælelig afklædning, en opgivelse af traditionelle manderoller. Uniformerne må af, både de indre og de ydre.
Den gammeldags manderolle fremstiller filmen så undermineret, at den dårligt kan holde sig oprejst. Det er kvinderne, som har overtaget den hujende, voyeuristiske mandefunktion, når der er striptease i byen - ved Chippendales. Men det feminine overherredømme synes generelt.
Mænd i leg
Mændene må lege sig frem til et nyt sammenhold for ikke at forsumpe. De er mere barnlige og uansvarlige, har sværere ved at se sandheden i øjnene. Kan af og til minde om de ørkesløse mænd i den danske Let's Get Lost. Men de kan finde en tone indbyrdes, en solidaritet, der er svær at skyde igennem.
I denne film er mændene på en måde tilbage i klasseværelset. Man chikanerer den, der fedter hos læreren, det vil her sige den forhenværende mellemleder. Men han er jo et lige så stort offer for de givne vilkår, så hvorfor egentlig kaste sig over ham? Hvorfor ikke slå sig sammen og bruge de evner, man nu engang har? Den samlede sum af talenter er større end de enkelte dele lader ane.
The Full Monty
Filmen bobler af fortælle-glæde og idérigdom. Den får den socialrealistiske miljø-skildring - de forladte fabrikker, trælse lejekaserner og vasketøjsdominerede rækkehus-haver - ind ad bagdøren til sin medrivende historie om overlevelse. Der bliver ikke løbet om hjørner.
Og spillet er superbt, som så ofte i nyere engelske film. Robert Carlyle, allerede kendt fra Trainspotting og et par Ken Loach-film, overbeviser totalt som initiativtageren til striptease-forestillingen: hans kropssprog og fysiske udtryksfuldhed er i sig selv så veltalende, at dansen blot virker som en naturlig udvidelse af det daglige register. Tom Wilkinson synes født til rollen som den 'fine' i truppen, manden, der kender til dans og efterhånden også til kammeratskab, og Paul Barber, der starter som gnavpotten Mr. Horse, folder sig herligt ud som tudegrim charmør.
Stålværksarbejdere som striptease-dansere. Det kunne være blevet et tåbeligt gimmick. I stedet går soul- og funkrytmen i kroppen, så man forstår, at gruppemedlemmerne end ikke kan holde sig i ro, når de står i A-kassekø.
The Full Monty oversættes rammende som "hele svineriet". Og det er hvad vi får. Filmen gaber over det hele: følsomheden, fortvivlelsen og frækheden. Konflikterne, komikken og kropsglæden. Og man kan kun bukke i respekt over, at det lykkes. Hvis man ikke allerede er for opløst af grin.
*Det' bare mænd (The Full Monty). Instruktion: Peter Cattaneo. Manuskript: Simon Beaufoy. Engelsk-amerikansk. (Grand, Palads, BioCity, Gladsaxe Bio, Lyngby Tea
tret)
