Hvem er denne Jesus?, spørger Sartou i sin Dreyer-fortolkning. Men forestillingen bringer ikke noget svar
TEATER
"Et hengivenhedsforsøg" kalder instruktøren Henrik Sartou sin teaterfortolkning af Carl. Th. Dreyers Jesus-filmmanuskript. Og netop denne hengivenhed viser sig at være forestillingens ublu styrke - dens berettigelse, dens troværdighed, dens overbevisningskraft. Men samme hengivenhed afslører sig også som forestillingens næsten imponerede svaghed, for Sartou tager simpelthen Dreyer - og Biblen - så bogstaveligt, at det bliver svært at øjne hans egen, selvstændige stillingtagen til Jesus-skikkelsen.
Hvem er denne Jesus?, spørger forestillingen hundreder af gange. Men Sartou formår ikke at give noget svar. Og hvor Dreyer i sit manuskript (i hvert fald sådan som det er efterladt) fremmaner et mylder af menneskeskæbner med nuancer og tvivl, der scene for scene kunne have fastnaglet tilskueren i fascination over Dreyers rige menneskeindsigt - så virker Sartous bearbejdelse underligt todimensionel.
Her er alt det, vi kender fra Biblen i forvejen - men ikke mere. Og Sartous og Bo Green Jensens sproglige hop fra f.eks. før nutid til nutid gør ikke dramaet synderligt mere levende.
Forestillingen næsten 'gemmer' sig bag Biblen og dens berømte lignelser, og som scenisk fortolkning formår den ikke at bibringe testamentet noget, som ordene ikke allerede har udmalet. Gåden Jesus forbliver lige dunkel.
Pigtrådshegn
Det er et paradoks. For Jesus er samtidig en af de mest visuelle og sansepirrende forestillinger på Det Kongelige Teater i nyere tid. Turbinehallen i Adelgade er blevet overdynget med jord og vand, så scenografien i sig selv var en provokation for flere af
teatrets ældre abonnenter. Det lugtede og støvede, og det forvirrede - for hvad var Bibel-tryg fortid, og hvad var Københavner-uvis nutid?
Scenografen Jesper Corneliussen er gået linen ud med sin hang til hvide lagner og dommedagsklokkker, tordenvejr og pigtrådshegn, både de synlige og de usynlige. Og takket være dette gigantiske rums sansemætning har Det Kongelige Teater nu præsteret dén slags scenografi, som Kanonhallen og andre gode scener har præsenteret publikum for gennem de sidste ti år. Så langt, så godt.
Imponerende Jesus
Spørgsmålet er, hvad effekten af alt dette egentlig bliver. Sartou lægger ud med en rammetolkning, der skærper nysgerrigheden: Skuespillerne spiller nemlig sig selv - mennesker af i dag, der blot får tildelt deres eget rollehæfte og dermed får adgang deres egen skæbne - hvorefter de gennes ind i den fængselsverden, som Sartou åbenbart opfatter jordelivet som. Også Sartre er nær!
En af personerne viser sig at være den udvalgte Jesus - og herfra udspiller sig så den livshistorie og lidelseshistorie, som har domineret den vestlige livsopfattelse de sidste to tusind år. Og ja, Olaf Johannessens Jesus er imponerende. Uselvisk og beskeden og alligevel rystende autoritær - kærlig og alligevel voldsom. Han beroliger folk og gør dem besatte på samme tid, og hans stemme har den rigtige klang af overmenneskelig vilje. Hans krop er stærk og slank, og den lider uden klynk. Dette er skuespilkunst med konsekvens.
Rollebytteri
Sartou har imidlertid villet anvende skuespillerne som brikker i et ensemble mere end som enkeltpersoner. Alligevel har han samtidig tildelt dem navngivne roller - på en uheldig ambivalent facon, så det dobbelte instruktionsgreb tilsyneladende modarbejder sig selv:
Ensemblevisionen løsnes, skuespillerskaren splittes op, og talenter som Morten Suurballe og Henrik Jandorf og Helle Hertz virker underligt oversete. Til gengæld kommer en skuespiller som Rikke Weissfeld til at lyse klarere end nogensinde. Hun bliver selve personifikationen af livets 'unge pige' - jomfruen, bruden, hustruen, luderen - og på mirakuløs vis lykkes det hende at spille alle kvindeskikkelser med lige overbevisende nærvær.
Måske har Sartou haft dén åndrige pointe med rollebytteriet, at man i troen på Jesus altid har muligheden for at blive født påny. Men i givet fald har Sartou hermed forladt teatrets domæne og begivet sin ind på forkyndelsens...
Slutningen er mærkeligt nok forestillingens svageste scene. Den korsfæstelse, som vi allesammen sad og ventede på, blev reduceret til et punktum. Den var slut, før den var begyndt. Ingen rædsel, knap lidelse - og slet ingen katharsis. Ånden var ikke blot opgivet, men fordrevet.
Afslutningen på Sartous sjælelige hengivenhedsridt var kun en krop - en udtrættet krop, der blev slap.
*"Jesus" efter Carl. Th. Dreyers engelske originalmanuskript. Bearbejdelse: Henrik Sartou og Mikkel Hede. Oversættelse: Bo Green Jensen. Instruktion: Henrik Sartou. Scenografi: Jesper Corneliussen. Lys: Finn Thomsen. Det Kgl. Teater i Turbinehallerne i Adelgade. Til 18. dec.
