Læsetid: 6 min.

Fra hippie til autonom

17. november 1997

Hvad sker der, når man sætter en Christiania-aktivist, der opstillede til kommunalvalget
i '74 sammen med et ungt medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, som stiller op nu

Til toner fra et vanvittigt horn bliver manden med megafonen fjernet fra Rådhuspladsen af to politibetjente. En storskægget fyr slår hidsigt en pude i brostenene foran hovedstadens rådhus og fjerene står om ørerne på dansende kvinder og mænd i lange gevandter.
Kommunalvalg 1974. Listeforbundet Valgborgs Favn holder 'vælgermøde' på Rådhuspladsen. Og som man kan se på filminstruktøren Flemming La Cours dokumentarfilm om de 11 lister, der gik sammen i Valgborgs Favn, satte de i rav i kommunalvalget, med deres krav om brugervenlig byplanlægning, renere miljø, mere kærlighed osv., så de gamle mænd på Rådhuset måtte stryge fingrene fortvivlet gennem deres brillantineskinnende hår. Ikke mindst, da listen faktisk fik valg én af deres folk ind.
Om bykongerne i dag er lige så fortvivlede over udsigten til at 20-årige Mette Bloch Hansen måske bliver en af Enhedslistens repræsentanter i Borgerrepræsentationen efter valget i morgen er uvist.
Men i hvert fald har dén gruppe af unge aktivister, som Mette er en del af og som grupperer sig omkring ungdomsorganisationen Rebel og aktionsfællesskabet Økotopia, taget andre og mere håndfaste midler i brug for at få folk i tale.
Velplanlagte aktioner som eksempelvis besættelsen af en kunstig ø, i forbindelse med Øresundsbyggeriet. Øen blev udråbt til Økotopia og er ét af de mere kendte eksempler på de aktionsformer, den nye generation af aktivister på venstrefløjen, benytter.
Ligesom man kunne fristes til at bruge den stereotype betegnelse autonom om Mette Bloch Hansen, kunne man klistre mærkaten 'gammel hippie' på Hans Peter Mollerup, som Information har inviteret til sammen med Mette, at se La Cours film. Og til en snak om vilkårene for at ændre noget med nærdemokrati dengang og nu.
Hans Peter Mollerup bor ikke længere på Christiania, som han gjorde dengang i 1974, hvor han stod øverst på Miljølisten - en af de 11 lister der opstillede i Valgborgs favn - og iøvrigt medvirkede i filmen. I dag er adressen i Gentofte og Hans Peter, der er uddannet arkitekt og pædagog, arbejder på Lundtofte Medborgerhus.

Stadig i opposition
Hans Peter Mollerup forklarer efter filmen, at Valgborgs Favn blev til på initiativ af folk på Christiania, der ville vende den fjendtlige stemning mod christianitterne, der på det tidspunkt spredte sig i befolkningen med - ifølge Hans Peter Mollerup - Glistrups Fremskridtsparti som kuglestøber.
Mette har noteret ivrigt, og bagefter siger hun om Valgborgs måde at forsøge at ændre tingene på: "På den ene side må det have været fantastisk at være så mange. I dag er det ikke så meget en samfundsbevægelse men en mindre kerne, der er i opposition til den måde, samfundet er indrettet på", siger hun.
"Samtidig med, at jeg godt kan se, der blomstrede noget kreativt og spændende op, kan jeg heller ikke lade være med at smile, fordi det virker naivt i forhold til, hvordan vi laver politik nu. Desuden kan man spørge, hvorfor de fleste punkter, Valgborg stod for, står i vores kommunalvalgsprogram i dag. Der er ikke sket en tøddel. Der blev sat bilfri by på dagsordenen, men CO2-udslippet er større end nogensinde og børn i København har flere luftvejssygdomme end de børn, der bor andre steder i Danmark. Hvorfor blev mange af de kampe ikke ført til ende?"

Revolution blev hverdag
Hans Peter Mollerup har siddet tålmodigt i sofaen og lyttet, men så siger han med eftertryk: "Det er nok én af de største misforståelser, at der ikke skete noget. Man var jo for eksempel til grin dengang, hvis man købte sine kartofler i Jylland, fordi de skulle være økologiske. Det kan være svært at forstå efter tyve år, fordi det er blevet hverdag, og vi tænker ikke over det mere.
- Men er der vilkår i dag, hvor ny energi og fælles handlekraft kan vokse frem?
"De unge, der rejser jorden tynd i dag og plejer sig selv, som man siger, står i den samme konflikt, som os: De gamle tror ikke på, at de unge får noget ud af det. Men i virkeligheden forbereder de unge sig på den nye tid. Det er dem, der ender med at mestre den, når vi andre er sakket bag ud af dansen. Det man kan være bange for er, at vi ikke er solidariske og udvikler et fælles liv. I en tid med højredrejning og intolerance, tror jeg, vi har brug for et nyt Valgborg til at samle folk", siger Hans Peter.
Mette Bloch Hansen: "Jeg kan ikke rigtig se, at vi har brug for et nyt Valgborg - selv om jeg selvfølgelig er enig i, at højredrejningen skal bekæmpes, men ikke bare med energi, spontanitet og fællesskab. Men det er måske fordi, jeg vil noget andet og mere. Det er svært at se nogle resultater af det oprør, der stillede grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvordan samfundet er skruet sammen." Hans Peter Mollerup må på det punkt give Mette Bloch Hansen ret. Men med dét forbehold, at det egentlig heller ikke var Valgborgs intention at ændre ved nogle grundlæggende magtstrukturer, men at det mere "var i forhold til folks opfattelse af sig selv og hinanden", man ville rykke ved.

Hver generation, sit oprør
"Men hver generation må selvfølgelig definere sit oprør og metoder," siger Hans Peter.
Mette: "For mig er det ikke et generationsoprør. Jeg laver politik sammen med mange, der er på mine forældres alder, og er enig med dem om mange ting. Jeg følger mig faktisk lidt trådt på, hvis det skal kategoriseres som, at det bare er noget, vi gør, fordi ungdommen nu en gang skal reagere på et eller andet. Det blev måske for spredt dengang. Når man er oppe imod et kompliceret net af mænd i jakkesæt, så er man nødt til også at kæmpe inden for de politiske magtstrukturer, samtidig med at man prøver at ændre dem."

Tænk selv
"Det er lige der, hvor I gør en fejl igen," bryder Hans Peter ind. "Og vi prøvede faktisk at undgå den. Når jeg sidder og lytter til dig, får jeg det på samme måde, som jeg havde det med Venstresocialisterne (VS) dengang, hvor der ikke var plads til blomsterbørn. Vi appellerede til folkesjælen - til mennesket i stedet for til slipsemændene - for at få dem til at identificere sig med de problemer, som vi stod med i forhold til køn for eksempel. Vi fik gjort op med nogle tabuer. Det er nemlig ikke en Pia Kærsgaard, der er farlig. Men at en femtedel af befolkningen stemmer på hende. Når vi lavede happenings, ville vi få folk selv til at tænke."
- Men skal der spilles teater i gaderne for at gøre noget ved marginaliseringen?
"De skal jo med i en form for uformelt fællesskab, hvor det ikke handler om, at have de rigtige meninger og løsninger," siger Hans Peter.
Mette: "Jeg synes, vi kommer til at snakke forbi hinanden. Du forholder dig ikke til, at jeres initiativer er blevet indoptaget af systemet og pacificeret. Desuden er Enhedslisten defineret som et græsrodsparti, et talerør for forskellige græsrodsbevægelser, der ellers ikke kommer til orde i den politiske debat og samtidig med alle har lige meget at sige i organisationen, fordi der ikke er nogen formand o.s.v."
Hans Peter Mollerups fokus er i dag rettet ind på det personlige plan - som dengang. På spørgsmålet om han er aktiv stadigvæk svarer han:
"Jeg arbejder som vejleder på Lundtofte Medborgerhus, hvor der kommer en masse gamle, folk med problemer arbejdsløse. For mig er det stadig vigtigt, at ændre folks syn på dem selv. Det var aldrig sigtet med mit engagement i Valgborgs Favn at blive politisk aktør i Borgerrepræsentationen. Det var en happening."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu