Læsetid: 4 min.

Hjem til Riget

8. november 1997

Radio og TV
Det regner, og det har regnet hele natten. Det er den store sky, der har oversvømmet Sydspanien og nu er på vej mod nord. Den der sørger for at vi heller ikke kan se nordlys i nat. Hvorfor er der ikke en tv-kanal, der viser billeder fra vejrsatellitterne døgnet igennem. En man kunne slå over på, når man trængte til fred og ro. Når netundertrøjen begynder at stramme, og der ikke er flere bajere på bordet. Det pisser ned.
Det er ikke småting, der sker, når man er væk fra riget en lille måneds tid. Pludselig står Dansk Folkeparti til 25 mandater og tilsyneladende borgmesterposter i alle de små danske provinsbyer. Journalen meddeler lakonisk, at sådan set alt vores grundvand, nå ja bare grundvandet så, for vi ejer det jo ikke, er forgiftet. Det er landbrugets skyld. Det er det også, når Pengemagasinet konstaterer gigantiske bakterieforekomster i vores oksekød. For ikke at tale om kyllingerne, de små stakler. Hvad skal vi stille op med det? Det er vor basse, som de sagde inde omkring Randbøl Hede i 50'erne, den tid som et stadigt voksende antal danskere tilsyneladende helst så alting skruet tilbage til. I en helt gigantisk snehvid vintertid. Svinet er vores.
Forsøget på at give kommunisterne skylden har jo ikke længere den helt store gennemslagskraft. Der er DDR 2, som vi også får med lidt forsinkelse på DR 1. Et hjertegribende gensyn med Die Olsen Bande. Egon bryder for 117. gang sit gamle og tunge Franz Jaeger køleskab (undskyld pengeskab) op. Og hvem står der. Det gør de tre skuespillere, der lægger stemmer til Die Olsen Bande schlagt wieder zu. For første gang møder Egon, Kjeld og Benny deres stemmer fra det forlængst glemte komsomol-paradis. Ikke et øje er tørt.
Det var mit efter fjerde og sidste afdeling af Lars von Triers Riget 2. Jeg har ikke set de tre første. Kritikken synes at mene, at de var bedre end det fjerde. Efter at have tænkt over det i en uges tid, må jeg ellers lige skifte netundertrøje og indrømme, at det fuldkommen forvirrede, usammenhængende og tilsyneladende manuskriptløse håndholdte mudderbad af et blåligt flimrende sidste afsnit sandsynligvis var næsten lige så godt som vejrudsigten fra i går, der med så stor nøjagtighed forudsagde regnvejret i dag.
Lars von Trier lader skuespillerne spille sig selv. Det gør de sådan set altid, men han prøver ikke på at forhindre det. De spiller sig selv sådan som de lever af, at vi tror de er. Der er en høj grad af realisme i en scene, hvor Jens Okking og Otto Brandenburg bæller guldbajere i kælderen og bliver overrasket af Ernst-Hugo Järegaard, der jo som bekendt er svensker. Det er folkeøl, siger de. Tag det roligt, Kalle. Hvis du ikke tror på det, så se på guldpapiret. Det er det, der viser, at det er folkeøl. Og så ellers en munter gøren nar af frimurerloger og kamikaze-terapi, og fru Drusse i raslende fart på vej ned under jorden. Ad helvede til. Til den Riget 3, som von Trier efterfølgende kvier sig ved at lave. Måske fordi den i Tyskland sikkert vil komme til at hedde noget, som selv en provokerende dansk filminstruktør ikke bryder sig om at blive associeret med.

Det gjorde Doktor Dante heller ikke, da han i DR2's kulturprogram blev sat i studie med Jens Kistrup, der engang har påpeget mulige fascistoide træk i danternes teatralske æstetik. Og det blev han for øvrigt heller ikke. De to teaterfolk endte med i stor forbrødring at stå sammen imod intervieweren, der førte sig frem, som om han vidste alting - i et program, der til forveksling ligner de seneste 15-20 års kulturprogrammer.
Måske er det sådan noget, vi gerne ser opstå i Afrika. En sen og nøgtern udsendelse torsdag aften kommenterede i hvert fald den del af den danske ulandsbistand, der koncentrerer sig om kultur. En flok danske teaterfolk havde f.eks. være i Namibia og fået stærke rytmiske impulser med sig hjem. Lederen af det hårdt trængte namibiske nationalteater sagde, at hvis danskerne bare havde sendt penge og ladet skuespillerne blive hjemme, kunne hans teater have klaret sig selv i et års tid. En anden afrikansk kommentator mente, at vi forsøger at eksportere vores europæiske model, der kort sagt går ud på, at kultur koster penge. Dem, der har penge, de kan få. De andre kan ikke.
Det er også sådan, Vorbasseministeren ser på salget af kød uden vækstfremmere og giftstoffer. Men hvad fanden skal man stille op når, som den amerikanske digter Charles Olson engang sagde det, alting er blevet billboards og selv stilheden er indrammet i neon?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her