Læsetid: 3 min.

Hjerneknips

27. november 1997

Dola Bonfils dykker i ny film ned i hjerneforskningens svimlende verden

DOKUMENTAR
Menneskets usynlige sider blotlægges og kortlægges i disse år med en stadig stigende ildhu, uden at vi dog af den grund synes at være kommet meget tættere på en forståelse af de store og generelle problemstillinger, som altid rumsterer bag sværmen af mere specifikke spørgsmål. I kunsten udforskes begærets, angstens og rastløshedens anatomi. Og i videnskaben sættes kroppens mikroskopiske eller uhåndgribelige bestanddele, generne og bevidstheden, under lup.
I de seneste år er det ikke mindst hjernen og sindet, der har været i fokus. Vi har i medierne hørt om, hvordan forskerne er i færd med at afdække hjernens funktioner. Man søger at finde den fysiske placering af forskellige centre, og i forlængelse heraf giver man bud på, hvad den nye viden kan sige os om adfærd, intelligens, sprogudøvelse og sygdomme.
Klogere og klogere bliver vi. For eksempel har man konstateret, at brugen af henholdsvis udsagnsord og navneord kan registreres som aktivitet forskellige steder i hjernen. Men hvad al denne kortlægning ikke siger noget om er, hvordan mennesket er i stand til at forstå. Vi kan forstå dele af hjernens funktioner, men vi er ikke i stand til at forstå karakteren af vores egen forståelse. Hvad er bevidsthed? Og hvori består forbindelsen mellem hjerne og sind?

Computeren som model
I den halvanden time lange film Tankens anatomi, optaget i perioden maj til august 1997, sætter dokumentaristen Dola Bonfils ud på en rejse gennem den aktuelle forskning.
Situationen i disse år er kendetegnet ved, at en kombination af viden fra forskellige områder - datalogi, fysik, kemi, biologi, medicin, psykologi - åbner for nye forståelser af hjernen. Filmen overflyver området bredt og kigger i punktnedslag inden for i grundforskningens højteknologiske laboratorier. Den tager publikum med rundt til en række mere eller mindre formelle møder mellem forskere fra forskellige grene af videnskaben, og den følger en række forsøg, hvor scanninger af hjernens funktioner under forskellige forhold omsættes til tredimensionelle computerfigurer.
Selve computeren som maskine tjener desuden som model for den menneskelige hjerne. Ganske vist forklarer sammenligningen ikke, hvad sindet er, eller hvordan bevidstheden fungerer, men i det mindste tilbyder den en nogenlunde acceptabel illustration af, hvordan data kan lagres og bearbejdes.
Filmen er spækket med to- eller tredimensionelle computermodeller over hjernen i arbejde, men når man så hører, at den menneskelige hjernes kapacitet svarer til at sammenkoble én million af de stærkeste computere, vi kender i dag, synes en forståelse af menneskets tankevirksomhed igen at rykke uden for rækkevidde.
Et afgørende perspektiv i hjerneforskningen er naturligvis opdagelsen af nye muligheder for helbredelse af psykiske sygdomme og eventuel dæmpning af aldersbetonede skavanker som nedsat hukommelse. Også disse tangenter berøres. I det hele taget tilstræbes snarere at slå mange klange an end at gå i dybden med enkelte aspekter. Filmens tone bobler af nysgerrighed, og den brede, vidtfavnende struktur forekommer at være et direkte resultat af instruktørens fascination af forskningens mange nye svimlende perspektiver.

Publikums guide
Genremæssigt placerer Tankens anatomi sig et eller andet sted mellem den traditionelle dokumentarfilm, tv-journalistik og regulær informationsfilm. Det er med andre ord ikke for den kunstneriske oplevelse, filmen skal ses.
Bonfils begrænser sin opgave til at fungere som publikums guide ind i en ellers ikke tilgængelig verden, og hun lader de mange informationer stå som en mosaik af fakta, brudstykker af samtaler og interviews samt dokumentationer af forsøg og undersøgelser. Herefter er det op til den enkelte at gribe de mest interessante brikker blandt de mange aspekter og perspektiver, der glider forbi under rejsen ind i sindets snørklede bolig. Det meste ad vejen er indholdet interessant, ofte er det svimlende, og i enkelte tilfælde direkte hjerneknipsende.
Til gengæld er billedsiden jævnt hen kedsommelig, især i reportagerne fra konferencer og seminarer, hvilket ikke engang de indlagte vignetter med pianisten Thomas Clausen retter nævneværdigt op på.
Lægfolk skal se filmen flere gange, hvis man vil have et mere substantielt udbytte, men det er vist de færreste, som ikke et eller andet sted på rejsen vil samle noget op, som kaster et nyt lys over størrelser som bevidsthed, sprog og selve det at være menneske.

*Tankens anatomi. Instr: Dola Bonfils. 1997. 86 min. Distribution: Det Danske Filminstitut, Kort- og Dokumentarfilm. Vises i Filmhuset i januar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu