Læsetid: 5 min.

Holmens herligheder

1. november 1997

Statens Teaterskole indvier sit nye teaterhus på Holmen - med 90'er-sprog, cornflakes og kulturminister

I dag sker det så omsider: Statens Teaterskole indvier sine nye bygninger på Holmen. Adressen er Per Knutzons Vej 1, lige over for Arkitektskolen, og festprogrammet byder både på rektortale, elevforestillinger og kulturminister Ebbe Lundgaards hyldest.
Der bliver 'optræden i temabarer' - og så er der naturligvis guidede rundvisninger i de nye herligheder.
Teaterskolen rykkede allerede ind i januar. Men byggeplanen har ikke helt svaret til virkeligheden, og et smugkig rundt i huset et par dage inden indvielsen viser da også, at kantinen stadig mangler en sidste kærlig hånd for at bestå af mere end en cacaoautomat.
Alligevel ser studier og værksteder ud, som om de altid har været der. Rekvisitterne boltrer sig, makeup'en er linet op foran spejlene, beskeder hænger med tegnestifter rundt omkring. Inde i en af de otte teatersale er teknikerne ved at skovle 'sort sand' op i en trillebør, og i lydstudierne komponerer en ung fyr musik til åbningsfesten. To mænd bakser med en træboks, og en anden bander over fatningen til en blå lampe.

Postsprækker og søm
I forhold til al denne kreative produktivitet ser administrationen yderst velordnet ud med postsprækker til alle eleverne, men inde på rektors kontor står der stadig flyttekasser mellem de fritstående bjælker, og billeder, der skal hænges op.
Dario Fo er dog blandt de heldige, der allerede har fået sig et søm på endevæggen.
Og rektor Olav Harsløf virker godt tilfreds:
"Spørgsmålet er, om en teaterskole overhovedet har brug for et teater. Men det mente vi altså, og det er grunden til, at vi overhovedet er flyttet - vi har simpelthen fået et moderne teater med træk og lydanlæg og scenetårn, der slår alt andet herhjemme."
"De to andre skuespillerskoler i Odense og Århus ligger i tilknytning til et teater, så dér har de ikke noget særligt behov for en studiescene. Men det har vi altså, ikke mindst fordi vores skole ikke bare uddanner skuespillere, men også instruktører, scenografer og teaterteknikere. Og det vigtige er, at vi har friheden til at lave hvadsomhelst - fordi vi ikke skal passe os ind efter ét bestemt teater."

Stringens og åbenhed
"Vi prøver at være meget åbne over for de produktioner, som eleverne kaster sig ud i. Mange tror, at en teaterskole lægger en stil, men sådan er det jo ikke. Forestillingerne bliver valgt ud fra deres konkrete antal manderoller og kvinderoller - og rollepersonernes alder."
"Alligevel viser det sig faktisk, at vi holder en temmelig stringent linje fra grækerne til de franske oplysningsfolk og frem til modernisterne og de helt nye".
"Det eneste, vi tilsyneladende ikke spiller her, er det repertoire, som landets store scener præsenterer. Vi spiller hverken Kanin, kanin eller Den grønne elevator - og vi har kun haft en enkelt musical. Vores elevers forestillinger peger meget mere hen mod det repertoire, man finder på Café Teatret, Husets Teater, Hippodromen, Rialto Teatret..."

Film og krukkeri
- Hvad gør I så ved stemmetræningen? Det viser sig jo mere og mere, at de unge skuespillere har problemer med at tale de store teatersale op!
"Det er et problem med to sider. Først og fremmest er skuespillere i dag nødt til både at kunne spille filmroller og teaterroller. De fleste af vores elever har selvfølgelig en meget stærk drøm om at blive filmskuespillere, og den skal vi i hvert fald ikke tage fra dem. Men det betyder, at filminstruktørerne fortæller dem, at de ikke vil høre det kunstige 'teaterdansk', og så skruer de selvfølgelig stemmen ned."
"Omvendt så skal de altså kunne skrue op igen, når de står på store scener, og det giver så et problem, fordi de også selv synes, at det lyder krukket. Men jeg synes nu alligevel, at rigtig mange af dem slipper godt fra at blive 'tosprogede'."
"Den anden side af sprogproblemet er, at sproget ændrer sig så ekstremt hurtigt. Dansk forandrer vokaler og vokalkvaliteter mindst hver syvende år, og så viser det sig faktisk, at det er tilskuerens lytteevne, der er problemet, langt mere end skuespillerens. Tag et ord som 'fremmed'. I dag udtaler de unge ordet 'frammed', og så lyder det måske, som om de siger 'fremad' - og så er det, at tilskueren synes, at sproget er svært at forstå."

Holmen på tværs
- Da det blev bestemt, at de kunstneriske uddannelser skulle flyttes ud på Holmen, blev der talt meget om det tværfaglige samarbejde, der så ville opstå. Hvordan har det vist sig at fungere i virkeligheden?
"Vi har et fint samarbejde med Det Rytmiske Konservatorium, men det har vi nu altid haft - lige i øjeblikket har vi et Mahagonny-projekt. Filmskolen arbejder vi sammen med omkring nogle filmkurser, men det er klart, at vi på længere sigt vil kunne udbygge samarbejdet meget - forhåbentlig også med Arkitektskolen. Der skulle jo også gerne opstå en masse sådan helt spontant."
"Men indtil videre er vores vigtigste koordinationsprojekt de forestillinger, som skabes ud fra den såkaldte Workshopscene, hvor de studerende fra de forskellige skoler hvert år laver forestillinger sammen."
Men der lader også til at være rigeligt med tværfaglige udfordringer internt på Teaterskolen.
I en teatersal har scenografeleven Mia Stensgaard netop skabt en scenografi, hvor både skuespillere og lydtekniker - og tilskuere - bliver konfronteret med et firedelt univers:
Et dryppende træ, et HTH-køkken, en stuntagtig klatreinstallation i luften - og et abstrakt 'sejl' af rødmalet træ. Og oplevelsen hedder naturligvis Actionmix - Cornflakes Experiment. For eksempel.
I skolens store, flexible teaterrum - husets stolthed - spiller fjerde års skuespillereleverne Woody Allens En Midsommernats Sexkomedie. Denne lille munterhed bliver her taget 'alvorligt', og med bedste psykolog-grundighed forsøger skuespillerne at grave sig ind under de Woody Allen'ske sextraumer à la 'Vil-du-ikke-nok-lade-være-med-at-tale-om-det'.
Drivkraften har tydeligvis været en nysgerrighed efter den hundesvære komediegenre, og det er jo det skønne ved skoler - her kan man eksperimentere, uden at det koster.
På Holmen kan de oven i købet gøre det i imponerende omgivelser. Lykke til derude for enden af linje 8!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her