Drømmene om, hvad Internettet kan bibringe menneskeheden, svarer ikke til virkeligheden
I NETTET
"Der er en underlig fetich-dyrkelse omkring Internettet," konstaterer Kurt Dauer Keller. "Man overvurderer Internettets betydning, når man påstår, at det har en bestemt effekt på demokratiet eller vores virkelighedsopfattelse. Internettet er ikke i sig selv specielt demokratisk."
Kurt Dauer Keller er uddannet psykolog og har forsket i datamatstøttet samarbejde. I dag er han lektor på Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet, hvor han deltager i et forskningsprojekt om 'den distribuerede virksomhed'. Han interesserer sig således for den praktiske udformning af det, Tor Nørretranders har kaldt 'fjernvær': Hvordan kan computere og netværk bruges til at understøtte samarbejde mellem mennesker, der ikke befinder sig i samme lokale?
Men han betragter Tor Nørretranders' forestillinger om fjernvær som baseret på en naiv menneskeopfattelse:
"Det kan ikke reduceres til spørgsmål om sansedata og båndbredde."
Og i øvrigt vil han i det hele taget gerne dryppe lidt malurt i bægeret, når talen er om de store muligheder i Internettet.
Risikosamfund
Kurt Dauer Keller ser to begrænsninger for en tilfredsstillende udnyttelse af Internettet.
På den ene side er der en tendens til kommercialisering af nettet, som betyder, at vi får mere støj end information.
"Det kræver meget hårdt arbejde at finde noget af interesse," mener han.
På den anden side er der meget, der ikke fungerer. De store visioner har præg af at være teknokratiske ønskedrømme.
"Det er ret typisk for edb-branchen: Vi præsenteres for store løfter, som de faktiske teknologiske produkter ikke lever op til. Det bliver markedsført, før det fungerer."
Han påpeger, at selvom der forskes meget i interaktion mellem mennesker og maskiner, så bliver resultaterne ofte ikke anvendt i teknologiudviklingen.
"Der er mange eksempler på, at selv de mest elementære og velkendte principper for interaktion ikke bliver implementeret i de nyeste produkter. Og derfor kan de produkter, der er udbredt på markedet, være irriterende og ineffektive."
- Er det ikke bare et spørgsmål om tid? Principperne bliver vel indført før eller senere?
"Det er mere sandsynligt, at Internettet også i fremtiden vil være præget af ineffektivitet og funktionsfejl. Markedet har vænnet sig til, at systemerne ikke behøver at fungere optimalt. Den 'ufærdige' karakter, man i dag møder på Internettet, er måske mere end bare begyndervanskeligheder."
I stedet for de teknokratiske visioner om en perfekt og velfungerende teknologi foretrækker Kurt Dauer Keller at tale om risikosamfundet.
"Vi vil snarere opleve, at også Internet-teknologien vil være irriterende og fejlbehæftet, og at brugen derfor vil være risikobetonet."
Risikosamfundet er et sociologisk begreb, som primært er udviklet i en økologisk betydning: Ifølge den tyske sociolog Ulrich Beck må det moderne menneske lære at leve med en konstant, overhængende risiko for en økologisk katastrofe.
- Er det ikke lidt ude af proportioner at tale om risikosamfund, når det bare drejer sig om utilfredsstillende edb-programmer og stupid interface-design?
"Det kan have fatale konsekvenser, hvis et edb-program, der er tilstrækkelig udbredt og spiller en central rolle i mange menneskers dagligdag, ikke fungerer ordentligt," svarer Keller.
Naivt menneskesyn
Det, Kurt Dauer Keller først og fremmest har på hjerte i Informations Internet-debat, er at rette en grundlæggende kritik mod Tor Nørretranders' begreb om 'fjernvær'. I dennes bog Stedet som ikke er formuleres kravet om 11 Mbps som et overskridende krav, der er af afgørende betydning for frigørelse og demokrati. Tor Nørretranders hævder nemlig, at en bestemt båndbredde, 11 Megabits pr. sekund, skulle gøre det muligt at transmittere et menneskes totale sanseoplevelse via Internettet. Og at geografiske afstande dermed stort set vil miste deres betydning.
Men selve påstanden om den 'menneskelige båndbredde' bygger ifølge Kurt Dauer Keller på en naiv menneskeopfattelse, nemlig forestillingen om, at oplevelser skabes ved at modtage og behandle sansedata.
"Den opfattelse blev forkastet af psykologien i starten af århundredet," påpeger han med henvisning til den så-kaldte gestaltpsykologi. Han bemærker dog, at man ikke kun kan klandre Tor Nørretranders for at genoplive den naive opfattelse:
"Den har fået en renæssance med den såkaldte kognitionsvidenskab, som imidlertid snarere afspejler en datalogisk end en psykologisk tænkning."
"Men vores oplevelser kan ikke reduceres til sanseindtryk," hævder Kurt Dauer Keller. Han fremhæver to træk ved menneskelige oplevelser, som modsiger den simple model.
"For det første oplever mennesker altid i helheder. Disse helheder - eller gestalter - er meningsfulde former, f.eks. i en melodi, en stemning, eller betydningen af en sætning, der hverken blot er afspejlinger af omverdenen eller bevidste tanker. For det andet er perception ikke passiv, men implicerer også aktivitet. Umiddelbare oplevelser kan ikke kategoriseres som enten aktive eller passive."
Han giver et eksempel på, at oplevelser ikke kan siges at eksistere på et elektronisk medie, uanset båndbredden.
"Min kone lægger en besked på min telefonsvarer, hvor hun begejstret fortæller, at hun har vundet i lotto. Jeg kommer hjem en time senere og aflytter beskeden. Men man kan ikke sige, at hendes glæde har ligget på telefonsvareren."
- Tor Nørretranders hævder vel ikke nødvendigvis, at selve oplevelsen bliver transmitteret. Siger han ikke blot, at en større båndbredde muliggør et mere detaljeret sanseindtryk. Og at et rigere sanseindtryk gør det muligt at få en rigere oplevelse?
"Han synes at postulere, at nærvær udfoldes socialt med en bestemt båndbredde, og også kan formidles teknologisk med denne båndbredde."
Mange kameraer
Kurt Dauer Kellers indvendinger er ikke kun teoretiske spidsfindigheder. De har også praktisk relevans, hvad angår de teknologiske muligheder. Han afviser nemlig ikke, at det kan lade sig gøre at skabe en særlig form for 'nærvær' via edb-teknologien, hvadenten det drejer sig om det globale Internet eller blot lokale bredbåndsnetværk.
Men det er netop en særlig form, der adskiller sig kvalitativt fra det fysiske nærvær. Og dette 'formidlede nærvær' kræver ikke blot en bestemt båndbredde, men samtidig en omfattende organisation for overhovedet at bibringe illusionen af nærvær.
Han illustrerer problemet ved at sammenligne det fysiske nærvær med eksisterende medier.
"Når jeg er fysisk til stede, kan jeg bruge min krop her og nu i perceptionen. Jeg kan vælge at fokusere på bestemte dele af mit synsfelt, eller jeg kan simpelthen vende blikket og se på andre dele af mine omgivelser. Og jeg kan bruge mine hænder aktivt til at føle mig frem."
Til sammenligning kan en film også give én følelsen af at være nærværende: "Hvis jeg identificerer mig med hovedpersonen, kan jeg nærmest føle, at det er mig, der handler."
Men denne oplevelse af nærvær er ikke forårsaget af en bestemt båndbredde, men derimod af instruktørens valg af kameravinkler m.m.
Eksemplet kan give et praj om, hvilke problemer designerne står overfor, når de skal gøre det muligt for mennesker at samarbejde via edb-skærme. Og her behøver man ikke kun at tænke på det globale Internets enorme afstande. De samme problemer opstår, når man prøver at forbinde mennesker indenfor et afgrænset område ved hjælp af et lokalt bredbåndsnet.
*Dette er den tiende artikel i serien om Internettet. Tidligere artikler blev bragt 29. og 30. oktober, 1., 5., 6., 7., 11., 12. og 14. november. Serien fortsætter og sættes til debat på Informations hjemmeside: www.information.dk
