Læsetid: 2 min.

Irak åbner palladser for FN-folk

27. november 1997

Efter pres fra Rusland byder Saddam Hussein FN-folk indenfor

BOSTON
Iraks regering vil indbyde to FN-eksperter og repræsentanter for de fem permanente medlemslande i Sikkerhedsrådet til at aflægge besøg i Saddam Husseins præsidentpaladser, skrev det irakiske nyhedsbureau INA i aftes.
INA citerede en udtalelse fra et regeringsmøde, som Hussein skal have deltaget i onsdag i Bagdad. Det var uklart, hvilke og hvor mange præsidentpaladser, Irak vil åbne for FN-eksperter.
USA hævder, at hemmeligt våbenmateriel kan ligge skjult på ca. 60 militære installationer, angiveligt benævnt paladser for at give dem et civilt dække. Mange af disse 'paladser' formodes at tilhøre Iraks sikkerhedstjeneste, hemmelige efterretningstjeneste og Husseins elitestyrker, den republikanske garde. Om Irak også vil give adgang til disse forbudte områder er uvist.
Inden denne nye drejning i konflikten udtalte den amerikanske forsvarsminister William Cohen, at kun fri og uhindret adgang til alle hemmelige installationer vil kunne løsne på FN's sanktioner mod Irak. På et pressemøde tirsdag truede Cohen med en stramning af embargoet og et massivt luftangreb mod Irak, hvis regeringen nægter at give sig i de næste par uger.
Det kan ikke umiddelbart udelukkes, at den irakiske regerings tilbud om at åbne porten til nogle præsidentpaladser, skyldes pres fra Rusland, som har startet en heftig diplomatisk aktivitet.
Russerne har i Sikkerhedsrådet argumenteret for en anerkendelse af Iraks bestræbelser på at destruere nukleare våbenladninger og langtrækkende missiler. En sådan afgørelse ville afslutte FN's inspektioner af disse to våbentyper, hvilket FN's særkommissions (UNSCOM) bestyrelse modsætter sig. Det førte til en hårdknude i rådets forhandlinger, men tirsdag forlød det, at Rusland havde opgivet at obstruere arbejdsgangen.
Amerikanske diplomater har anonymt kritiseret deres russiske kolleger for at føre pr. for Irak, men den engelske FN-ambassadør Sir John Weston priste i går i New York Times Ruslands bestræbelser på at overtale Hussein til at give FN prompte og fri adgang til de hemmelige installationer. Weston sagde, at de fem permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet er enige om, at sanktionerne mod Irak først kan blive slækket, når Irak giver sig på dette punkt.
UNSCOM besluttede sidste fredag at sende sine 103 medarbejdere fra 22 lande tilbage til Bagdad, efter at Irak - med Ruslands mellemkomst - havde omgjort sin forvisning af tre amerikanske våbeneksperter og en halv snes andre amerikanske FN-udsendte.
Lørdag var inspektørerne tilbage og har siden brugt tiden på at tjekke, om en lang række overvågningsfaciliteter i Iraks våbenfabrikker og laboratorier stadig virker. Deres opgave består endvidere i at efterse, om irakiske embedsfolk har flyttet instrumenter og dokumenter til hemmelige faciliteter. Her kan Irak have fremstillet kemiske og biologiske bombesubstanser og placeret dem i sprænghoveder, som herefter er blevet gemt væk, altimens FN-holdet opholdte sig i udlandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu